Guldminedrift - Sipacapas mareridt
Guldminedrift - Sipacapas mareridt - 10.11.2009
Af: Benjamin Lind Kjersgaard
Omvendt Robin Hood i Guatemala. Det stenrige canadiske mineselskab Goldcorp Inc. udnytter den guatemalanske stats lovgivning og trækker milliarder af kroner med sig hjem i fortjeneste. Samtidig kæmper lokale mayaindianere og landsbyer mod forureningen af miljøet og mineselskabets brud på internationale konventioner og menneskerettigheder.
Det er i Guatemalas højland, hvor bjergene iscenesætter sig selv som skarpe pennetegninger, at man finder depardementet San Marcos og de to kommuner San Miguel Ixtahuacán (39.000 indbyggere) og Sipacapa (14.000 indbyggere). De to landbrugskommuner, der består af henholdsvis 19 og 13 fattige mayaindianske landsbyer, er ufrivilligt blevet midtpunkt i en større international konflikt omhandlende ressourcerne i undergrunden. Det er i dette bjergrige landskab, at Mellemamerikas største guldmine Marlin-minen befinder sig.
Siden den kommercielle guldproduktion begyndte i december 2005 (det canadiske mineselskab Goldcorp Inc. opkøbte konkurrenten Glamis Gold og overtog dermed Marlin-mineprojektet i november 2006) har Goldcorp Inc. igennem deres 100 % ejede datterselskab Montana Exploradora udvundet over 25 tons guld.
Prisen på guld stiger voldsomt i disse år og er for tiden på 33 dollars pr. gram. Goldcorp Inc., der er en af verdens førende guldproducenter, var det mest indtjenende canadiske selskab i det forgangne regnskabsår. Goldcorp Inc. opererer med 17 mineprojekter rundt omkring i Amerika og selskabet kalkulerer med at øge deres indtjening med yderligere 50 % i løbet af de næste fem år.
Lokal modstandskamp
"Mineselskabet kom og overtog vores jord uden at konsultere os, de kom uden at spørge os om lov. De hører os ikke, kun dem som har penge. Det er uretfærdigt." Nemecio Tema Carrillo, leder af landsbyen las Tres Cruces
Sipacapas lokale indianske befolkning har været og er fortsat dybt oprørske over Marlin-minen. De er ikke blevet set eller hørt i beslutningsprocessen omkring mineprojektet af hverken Guatemalas regering eller Goldcorp Inc.'s datterselskab Montana Exploradora, sådan som national og international lovgivning ellers foreskriver. De lokale folks modstand førte d. 18. juni 2005 til, at der blev afholdt kommunalafstemning i Sipacapa; er du for minedrift på Sipacapa-folkets territorium?
Kommunalafstemningen var legal i forhold til Guatemalas egen konstitution. Den kommunale lovgivning og decentraliseringsloven fastsætter indianske folks ret til, med udgangspunkt i egne skikke og traditioner, at afholde bindende valg i lokalt regi. For 13 år siden ratificerede Guatemala endvidere Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention 169, der garanterer indianske gruppers ret til at blive konsulteret i god tro inden udviklingsprojekter af industriel karakter tager form i deres territorier. Ratificeringen i 1996 var en del af fredsslutningen mellem Guatemalas regering og guerrilla, som satte punktum for 36 års brutal borgerkrig, der kostede over 200.000 mayaindianere livet.
Kommunalafstemningen i Sipacapa, der både før, under og efter blev fulgt af 70 nationale og internationale observatører viste med al tydelighed, at den lokale modstand mod mineselskabet er massiv. Elleve landsbyer stemte nej til minedriften, én landsby afstod fra at stemme og én landsby stemte ja. 98,5 % af de valgdeltagende stemte nej.
Modtrækket fra mineselskabets side kom allerede fem dage før afstemningens afholdelse. Montana Exploradora gik til domstolen i det lokale retsdistrikt med det formål at få udstedt et fogedforbud mod afstemningen. Det blev imødekommet, og Sipacapas borgmester blev pålagt at suspendere afstemningen d. 15. juni 2005. Samtidig gik Energi og Mineministeriet til Højesteret med krav om også at få stoppet kommunalafstemningen. Dagen efter, d.16. juni, bekendtgjorde Højesteret med henvisning til ILO konvention 169 og den kommunale lovgivning, at den havde afvist Energi og Minemisteriets krav. Landsbyerne i Sipacapa besluttede at gennemføre kommunalafstemningen, og retsdistriktets afgørelse blev appelleret til Højesteret. Domsafsigelsen fra Højesteret kom to år efter, d. 8. maj 2007. Det blev slået fast, at kommunalafstemningen i Sipacapa var legal men ikke bindende i en guatemalansk juridisk kontekst, eftersom Energi og Mineministeriet er øverste autoritet på minedriftsområdet.
Canadiske mineselskaber, først Glamis Gold og nu Goldcorp Inc. udnytter et økonomisk fattigt lokalområde og et svagt guatamalansk retssystem, der efter mange års borgerkrig ganske vist ratificerede ILO konvention 169 men aldrig reelt implementerede den. Her fire år efter kommunalafstemningen, hvor det undervejs har svirret med rygter om korruption og familiære forbindelser mellem regering og mineselskab, fortsætter Goldcorp Inc. ufortrødent driften af Marlin-minen. Goldcorp Inc. tjener, uden de lokales samtykke, milliarder af dollars på Marlin-minen og er i dag i besiddelse af licenser, der giver dem ret til at åbne 12 nye miner i Sipacapa, hvis de erhverver sig de lokales jord. Tilbage står Sipacapas lokale mayaindianere, der føler sig forrådt af mineselskabet og samtidig frygter fremtiden. Vil Sipacapas grønne bølgende bjerglandskab blive transformeret om til et abnormt goldt minekrater?
"Er vi modstandsdygtige? Ja, vi er modstandsdygtige. Minedriften skal ikke komme hertil. Mange ønsker at sælge deres jord til mineselskabet. Hør her medfæller, vi er imod minedriften. Når en kvinde ønsker at sælge sin jord, rejser vi os som et folk og siger nej." Aurora Cruz Perez, leder af kvindeorganisationen Den Nye Horisont i Llano Grande
Store menneskelige og miljømæssige konsekvenser
Miljøorganisationer og lokalbefolkninger til Alumbrera-minen i Argentina, La Coipa-minen i Chile, San Martin-minen i Honduras, Los Filos, Nukay og Sauzal-minerne i Mexico, Marigold og Wharf-minerne i USA samt Red lake og Musselwhite-minerne i Canada kritiserer minedriften for at have store skadelige konsekvenser for de lokale og miljøet.
De fleste af Goldcorp Inc.'s mineprojekter oplever kraftig modstand, og Marlin-minen i Guatemala er således ikke noget enestående tilfælde. Lokale folk i Sipacapa fortæller, hvorledes minedriften påvirker deres liv og miljø. De fortæller om sygdomme, hvor folk taber håret og får udslæt over hele kroppen. De fortæller om det allestedsnærværende støv fra minen, som er forurenet og hvirvler rundt i luften. De fortæller om udtørrede brønde og vandløb. Det anslås, at Marlin-minen forbruger 2 mia. liter grundvand om året til udvindingen af guld.
De lokale fortæller, at dyrene ikke længere drikker af floderne, fordi de dør af det. De fortæller, hvordan træerne og frugternes smag har ændret sig. De fortæller, hvordan minearbejdet larmer voldsomt om natten og forstyrrer forældres og børns nattesøvn, samtidig med at familiernes husmure slår revner på grund af eksplosionerne i minen. De fortæller, hvordan mineselskabet presser de lokale til at sælge deres jord og forårsager interne sociale konflikter mellem landsbyerne. De fortæller om deres frygt for udledningen af giftstoffet cyanid, der anvendes til at separere guld fra malm. Et riskorn cyanid er en dødelig dosis for et menneske, et mikrogram cyanid per liter vand er fatalt for fisk.
Uafhængige miljørapporter påviser forurening og akkumulation af tungmetaller i floderne nær minen pga. udledning af giftstoffer. I januar 2007 fandt man, at kobber-, aluminium og mangankoncentrationerne i floden Río Tzalá var henholdsvis 80, 13 og 2,5 gange over de tilladte grænseværdier udstedt af Verdens Banken. Endvidere har monitorering med metalforekomsterne i floderne omkring minen i marts 2009 afsløret en forhøjet koncentration af arsenik, syv gange over Verdens Bankens grænseværdi.
Goldcorp Inc. benægter alle anklager og står fast på, at Marlin-minen ikke forurener. Men Goldcorp Inc. har tabt flere retssager, hvor selskabet er blevet anklaget for forurening. Ifølge the Canadian Social Investment Database er Goldcorp Inc. det canadiske selskab, der med henblik på miljøforurening har betalt den største bødesum.
Bæredygtig efterspørgsel
Trods den lokale modstand argumenterer Goldcorp Inc. for, at de udvikler mineområdet og Guatemala med både arbejdspladser og skatteindtægter. Realiteten er, at Goldcorp Inc. indtil 2007 betaler 1% af sin bruttoindkomst i skat. I 2007 indvilger Goldcorp Inc. i at betale ISR-skat, som indebærer at selskabet skal betale 6% af sin bruttoindkomst på guld. Hvad angår arbejdssituationen, beskæftiger Goldcorp Inc. 1,5% af de lokale i San Miguel Ixtahuacán og Sipacapa.
Sipacapas lokale mayaindianere forkaster minedriften pga. de givne vilkår, der frarøver dem retten til at bestemme over deres egen udvikling, forurener deres jorde og miljø. Der forefindes således ingen bestemmelser for, at minens jorde skal efterlades anvendelige til landbrug.
Der er behov for øget internationalt pres og fokus på transnationale selskabers etik, moral- og ansvarskodeks, samt implementering af internationalt vedtagne konventioner som ILO konvention 169 og FNs deklaration om oprindelige folks rettigheder. Endvidere er investor- og leverandør-gennemsigtighed, holistiske udviklingsperspektiver, der ikke kun omhandler højere skatteprocenter men reel udvikling såsom statslig og juridisk opkapacitering, cyanidfri minedrift og fairtradehandel, og højnet forbrugerbevidsthed om bæredygtigt guld i en såvel dansk som international kontekst vejen frem.
Gå til Nyhedsarkiv