Vi maler for at bryde stilheden
For Berta Chirix og Luis Caal er murmaleri en udtryksform, som man kan bruge til at løfte låget for emner, det er svært at tale om. Samtidig bruger de murmalerier til at bryde stilheden og informere om ting, der er sket og sker i Guatemala, men som hverken historieundervisningen eller massemedierne beskæftiger sig med.
De sidste ti dage er en grå mur på Remisevej på Amager blevet forvandlet til en farvestrålende kakofoni af træer med menneskeformer, højhuse, bølger, kvinder med klapvogne, snobrødsbagende børn, og basketspillende teenagere.
Berta Chirix og Luis Caal fra Guatemala har ivrigt dirigeret arbejdet. Sammen med lokale kunstnere og unge fra kvarteret har de fyldt muren med scener fra hverdagen i lokalområdet og de unges fremtidsdrømme.
Murmaleri for dialog i indvandrerdebatten
Idékvinden bag projektet, Kirsten Madsen fortæller, at ideen til projektet opstod efter et ophold i Guatemala, hvor hun havde lært Berta og Luis at kende gennem arbejdet med et AIDS-oplysningsprojekt. AIDS, HIV og seksualitet var svære emner at tale om i det overvejende katolske land, men murmalerier viste sig at være en god måde at skabe debat på.
Tilbage i Danmark, hvor indvandrerdebatten sjældent lader de unge, udskældte anden- og tredjegenerations indvandrere komme til orde, fik Kirsten den ide, at murmalerier efter den guatemalanske model kunne bruges til at skabe dialog og til at lade de unge komme til orde.
Berta og Luis blev inviteret til Danmark for at lede projektet. Ideen var, at murmaleriet på Amager skulle skabes i fællesskab blandt kvarterets unge, og at alle skulle have mulighed for at deltage. Berta og Luis fortæller, at det i starten var svært at holde på de unge, men at flere og flere dukkede op, efterhånden som maleriet tog form.
”Hvorfor har du malet min næse så stor?”
”Det er rigtig flot” siger to piger, der står og kigger på. Det er torsdag eftermiddag, og Luis er ved at lægge sidste hånd på en gruppe af unge med hudfarver, der changerer mellem lys og mørk brun. ”Hvorfor har du malet min næse så stor?” Spørger en 12-årig dreng, der står model. ”Fordi den er stor!” Svarer en af tilskuerne, og alle bryder ud i latter.
Længere henne af væggen har Berta stillet sig på en stol for at male blade på en gruppe farvestrålende træer. Træernes stammer er menneskekroppe. ”Vi malede træstammerne sammen med en klasse skolebørn en af de første dage.” Fortæller Berta. ”Børnene stillede sig op foran muren på en måde, der udtrykte deres sindsstemning. Bagefter hjalp de med at vælge farverne.”
”Vi har brug for sammen at definere en bedre fremtid”
”Jeg er stolt over at have været med til at skabe murmaleriet på Remisevej.” Siger Berta. ”Jeg håber, at danskerne vil tage sig metoden til sig med at skabe dialog gennem murmalerier.” Hun fortæller, at de første murmalerier, der blev lavet i fællesskab i Guatemala, har inspireret mange til at bruge metoden.
Luis peger på, at murmalerier kan hjælpe børn, unge og lokalsamfund med at sætte ord på en masse svære følelser og oplevelser. Han har fx brugt metoden med skolebørn til at diskutere vold i familierne, som er ubredt i Guatemala.
Men murmalerier er også oplysning. ”I Guatemala censureres informationen efter magthavernes interesser.” Fortæller Luis. Som eksempel på den typiske, fejlinformerede guatemalanske borger bruger han sig selv: ”Det var først for fem år siden, at jeg hørte om borgerkrigens massakrer mod civilbefolkningen, hvor omkring 200.000 mennesker blev dræbt.”
Luis ser det derfor som en pligt overfor sit land at give befolkningen adgang til information. Han har på mure og fortove i Guatemala blandt andet malet konsekvenserne af international frihandel for landets fattige landbefolkning, USA’s rolle i landets borgerkrig, privatiseringen af uddannelses- og sundhedssystemet, og borgerkrigens massakrer.
”Børn, unge, forældre og gamle. Indianere og ikkeindianere. Vi har brug for at tale sammen og skabe en bedre fremtid for vores land. Derfor er murmalerierne vigtige.” Konkluderer Berta.
