Interview med Manuel Urtecho
Når man spørger til Manuels ungdom, tegner der sig en kompleks historie om en videbegærlig bagersøn, der blev revolutionær og som senere – tilknyttet efterretningsvæsenet – fik en stilling som kulturattaché og arrangør af musik- og teaterfestivaler. Dagen i dag spiller teaterscenen stadig en stor rolle i Manuels liv, men ikke i samme kontekst, for det handler ikke længere om at indsamle efterretninger under dække af kulturelle arrangementer, men om projekter der skal oplyse, bevidstgøre og kapacitetsopbygge Nicaraguas unge. Hans erfaringer med disse gør ham ifølge vores opfattelse til en særdeles velegnet og relevant interviewperson.
Følgende tekst udgør et uddrag af de mest substantielle emner fra vores lange samtale vedrørende de samfundsmæssige problemer, der påvirker Nicaraguas ungdom.
Volden: en uforanderlig størrelse
Siden tidernes morgen – men især i århundrederne efter Spaniens kolonisering af landet – har Nicaraguas historie været kendetegnet af vold. Efter uafhængigheden blev der ikke igangsat nogen demokratisk proces, i stedet forhandlede konservative og liberale jordbesiddere sig til en fordeling af magten. Da denne aftale ofte blev brudt, gav det anledning til blodige konfrontationer under hvilke det hverken var politikerne eller godsejerne, der måtte vove livet. Derimod var det deres egne daglejere som kæmpede og døde i disse stridigheder og som desuden førte til yderligere konflikter slægterne imellem; Hernandez familien mod Acevedo’erne og disse mod familien Lopez osv… – Hvilket har medført en tilstand af konstant vold i det Nicaraguanske samfund.
Somozas diktatoriske regime gjorde ikke andet end at forværre volden, ved konstant at undertrykke ungdommen; et pres som fortsatte indtil diktaturets fald og som blev afløst af endnu et voldeligt klima, da den Sandinistiske revolution sejrede, idet ”de unge endnu en gang så sig forpligtede til at drage i krig, fordi los gringos havde organiseret Contra-revolutionen”
Aktuelt er denne voldelige fortid, der er blevet videreført fra generation til generation stadigt er problem, der især påvirker landets unge.
Urtecho påpeger dog at flere andre årsager også er medvirkende til ungdommens beklagelige situation og at man derfor ikke bør tillægge de ovennævnte historiske begivenheder hele skylden: “Der findes voldelige unge nu til dags – som tilhører bander – og de blev ikke født i 80’erne, ergo har de ikke oplevet krigen”.
Social desintegration
Hvis det ikke er korrekt at udpege borgerkrigen som eneste forårsagende faktor for ungdommens voldelige adfærd og de problemer der deraf følger, hvilke sociale omstændigheder skyldes den så?
En af årsagerne til den sociale desintegration opstår som konsekvens af den alvorlige økonomiske situation, som Nicaragua befinder sig i. Desuden fungerer det manglende udbud af arbejdspladser som er et afgørende incitament til den massive udvandring.
Det at mange forældre søger udenlands efter arbejde er med til at påvirke, det man indtil nu betragtede som den traditionelle kernefamilie.
Stillet overfor familiens sammenbrud søger den unge et alternativt sammenhold, der skal erstatte den rolle som familien tidligere udspillede; “på den måde bliver den unge som oftest del af en bande…” I banden vil den unge sandsynligvis blive vel modtaget og opleve både fællesskab og solidaritet, men han kan også se sig influeret af et socialt uacceptabelt moral kodeks: “ idet de via gruppen får mulighed for en virkelighedsflugt gennem indtagelse af alkohol, stoffer og andre nydelses midler – gennem dem opnår de direkte tilfredsstillelse”. Sagt med andre ord, så udgør banden og dens aktiviteter en måde at få afløb for sine indestængte frustrationer på og ved at acceptere de moral begreber der gør sig gældende, bliver de muligvis involveret i vold og kriminalitet.
Endnu en medvirkende årsag til bandedannelsen er den mandschauvinistisk betonede vold, der finder sted i mange hjem og som ydermere er skyld i frustrationer og afmagt, som får den unge til at distancere sig fra familien og integrere sig i banden.
Derudover, “(...)foreviges volden, på visuel vis – når den unge er vidne til fysiske konfrontationer i mellem forældrene – og selv udsættes for mishandling.” Dette leder til en mulig opløsning af familien og i nogle tilfælde ekstremt voldelige situationer.
Det tomme løfte
Hvilken forståelse udviser regeringen for den nuværende situation? Ifølge Urtecho er de eneste relevante forslag til at redde de unge fra det destruktive miljø der tegner sig, ikke andet end tomme og demagogiske løfter og fremhæver regeringens mangelfulde ungdomskriminalpræventive politik i de udsatte områder. Dette bør være en politik som ikke udelukkende begrænser sig til distancere den unge fra banden men derimod også at tilbyde bæredygtige alternativer: “Jeg er enig i at ungdommen har ret til adspredelse, men samtidigt behøver de bedre orientering i deres liv end at rende rundt med et baseballbat og stable ligaer på benene i deres kvarterer”. I mange år har de siddende regeringer promoveret sporten som den grundlæggende løsning på ungdomskriminaliteten. “det der i virkeligheder er brug for er dybdegående forandringer – der er brug for bedre uddannelses muligheder og frem for alt flere arbejdspladser”.
Den politik der er blevet udformet med henblik på arbejdsmarkedet er åbenlyst utilstrækkelig og regeringen imødekommer sit løfte om flere arbejdspladser ved at tilbyde gunstige forhold for opførelsen af Maquilaer: “Hvis du nogen sinde har set EPZ’erne og Maquilaerne vil du erfare at der er tale om en stor bunke blik. Maquilaerne lukker ned efter forgodtbefindende, sælger dernæst blikket og så forsvinder virksomheden på et splitsekund(…)ingen gang blikket lader de os få, så folk kan give deres hus et ordentligt tag…”. Bortset fra disse betragtninger skal man også vide at en persons arbejdsaktivitet under de givne arbejdsforhold sjældent strækker sig længere end til 30 års alderen. Hvis man samtidigt forstår, at denne form for arbejde er uforenelig med studier eller en anden form for uddannelse, når man til den konklusion, at man efter flere års udnyttelse ikke har nogen alternativer.
Ligningen er simpel: De unge bidrager med deres arbejdskraft og modtager ingen substantiel belønning til gengæld. Ifølge Urtecho er dette en del af en gennemtænkt strategi: “Regeringen går ikke ind for de unges udvikling, man behøver blot at kigge SINAPREP-udvalget efter i sømmene”.
SINAPREP er det statslige organ ,der har til opgave at evaluere alle nationale og internationale projekter, der ønsker at etablere sig i Nicaragua. I spidsen for dette udvalg finder man COSEP – El Consejo Supremo de
Dette er uden tvivl en problemstilling, der udfordrer hele erhvervslivets lukrative logik og i tilfælde af at et Råd af denne type tog en beslutning til fordel for det fattige flertal ville vi stå overfor en overraskende situation - i hvert fald når det gælder Nicaragua.
Og hvad kan et ungt uudannet menneske egentligt stille op overfor strategier udformet af sådanne kræfter?
