Juana Dilenia
Jeg bevæger mig hen ad den støvede vej i barrioen, som jeg har gjort det så mange gange før. Drejer rundt om hjørnet og kigger ned ad vejen, hvor der engang boede brigadister. Det er efterhånden nogle måneder siden, og nu er jeg her alene. Jeg er her for at opsøge en af de unge nicaraguanere, som vi dengang lærte at kende.
Jeg har faktisk været her en gang tidligere i dag, men ligesom dengang vi boede her, var Juana ikke hjemme i eftermiddags. I stedet bad hendes familie mig om at komme tilbage igen om aftenen – bare det ikke blev for sent. Nu er det aften. Mørket har så småt lagt sig over byen, og det svage skær fra en gadelygte viser mig, at jeg bliver hilst velkommen af en skikkelse ved Juanas hjem. Det er hendes far. Han sidder med maven hvilende på sine lår, og leger med den lille Noelia. ”Bare gå ind”, siger han. ”Hun venter på dig”.
Juana ser glad ud ved synet af mig. Det er længe siden vi har set hinanden, og i morgen rejser jeg mod Managua, for derefter at vende tilbage til Danmark. Endnu engang skal der tages afsked med et af de venskaber, som brigadeopholdet har ført med sig. Juana beroliger mig: ”Om nogle få år kommer du tilbage hertil med alle dine børn, og så kan vi snakke sammen igen”. Sådan er hun: Ligefrem, og med et glimt i øjnene. De ser trætte ud. Øjnene. En lang arbejdsdag tærer hårdt på kræfterne – også selv om man er en normalt glad ung kvinde med mod på livet. Dagen begynder tidligt, og arbejdet med at indtaste data for det projekt, hvor hun er beskæftiget, slutter først sent på eftermiddagen. Derfor er det kun muligt for Juana at læse International Økonomi om lørdagen, selv om hun egentlig gerne ville bruge mere tid på sine studier. Hun ved imidlertid godt, at hun uddannelsesmæssigt er nået længere end de fleste andre 20-årige i hendes barrio.
På trods af forældrenes økonomiske problemer har Juana fået skolegang gennem et af de lokale projekter, og hun har fået lov til at prioritere skolen højt. Nu er situationen en anden. Der er ikke længere noget projekt til at betale, og derfor må hun selv arbejde hele ugen, for at tjene penge til familien – og til hendes egne studier.
Søndag kommer hverdagens arbejde lidt på afstand. Søndag er kirkedag, og Juana bruger det meste af dagen i mormonkirken, hvor hun følger gudstjenesten sammen med familien og deltager i de derpå følgende ungdomsworkshops. Mormonkirken har givet hende mulighed for at komme ud på forskellige rejser i Nicaragua og i nogle af de andre mellemamerikanske lande, og selv om det primære formål har været at missionere for mormonkirken og lave socialt arbejde under strenge regler for adfærd og levevis, har rejserne givet hende en god kulturel ballast, som hun bruger når hun skal bedømme Nicaraguas situation.
Juana er klar over, at folk ikke behøver at have det som de har, og det giver hende en særstilling i forhold til sin egen familie. Hendes forældre er fysisk slidte efter mange års arbejde, og selv om faderen fortsat læner sig op ad muligheden for, at sandinisterne kan ændre situationen for arbejderne, er den reelle tro på det ikke særlig stor. I forhold til sine søskende har hun det forspring, at hun ikke ligesom dem er forpligtet af at have børn, og derfor kan hun prioritere sin tid anderledes. Selv om meget af den tid i øjeblikket går med arbejde, har Juana gjort sig forskellige erfaringer gennem livet.
Det frivillige arbejde i mormonkirken har lært hende en masse. Hun er vant til at håndtere en stor flok unge, når hun i løbet af ugen står for forskellige fritidstilbud som f.eks. basketball og teater. Rejserne har ligeledes givet hende et internationalt udsyn, som gør det muligt for hende at skelne mellem forholdene og levemåderne i de forskellige mellemamerikanske lande. Desuden har hun mødt mormoner fra hele verden, og i sin helhed giver det hende et bredt perspektiv på Nicaraguas situation.
Juana har også haft mulighed for at deltage i ungdomsprojekter på flere måder. Først og fremmest har hun modtaget støtte i forbindelse med skolegangen, men senere har hun også deltaget i de arbejdsopgaver, som de unge på projektet fik lov til at udføre. På den måde har hun lært at tage ansvar, og succesen i forbindelse med projektet har følgelig bidraget kraftigt til den grad af selvstændighed, som Juana nu besidder. Hun har gennem projektet opnået en række erhvervs- og samfundsmæssige samt menneskelige erfaringer, som hun kan bygge videre på, og som hun dagligt bruger i forbindelse med både arbejde og frivillige aktiviteter.
Juana har også haft sorgen helt inde på sin egen krop. Hendes kæreste omkom i et trafikuheld, og hun har ligeledes prøvet at miste flere venner. Netop nu er hendes moster alvorligt syg, og da behandling koster penge, må familien sætte deres lid til Gud. Selv om Juana tænker mere over tingene end nogle af hendes andre familiemedlemmer, da hun ved at f.eks. sygehusvæsenet er mere effektivt i andre lande, lader hun sig ikke slå ud af modgangen.
På trods af de store tab hun allerede har oplevet i sit korte liv, ser modgangen ud til at have gjort hende stærkere. Hun formår, på trods af lange arbejdsdage, at få tid til sociale aktiviteter med børn, da hun på egen krop har mærket, hvilken positiv indvirkning det kan have. Hun abstraherer fra sine egne problemer, og vælger i stedet at se tingene fra et samfundsmæssigt perspektiv. Hun kender selvfølgelig til hendes egne problemer, ligesom mange andre unge nicaraguanere gør, men hun erkender samtidig, at problemerne bunder i noget større. Denne erkendelse er enormt vigtig, da det gør hende i stand til at bruge sine erfaringer og frustrationer konstruktivt f.eks. i arbejdet med børnene i kirken, som ifølge hende kan afhjælpe nogle af problemerne og aktivere de unge.
Frustrationerne synes dog alligevel nogle gange at have gjort deres indflydelse på Juanas humør. For nogle kan hun virke rapmundet og humørsvingende, og i hvert fald opfører hun sig ofte meget utålmodigt. Den manglende tålmodighed hænger dog sandsynligvis sammen med et ønske om ikke at spilde tiden. De første par gange, jeg skulle føre en samtale med hende, nægtede hun at fortsætte samtalen, hvis jeg var for længe om at svare, eller hvis jeg måtte spørge om betydningen af et ord. Dette ændrede sig dog efter nogen tid, da vi lærte hinanden bedre at kende, og hun fandt ud af, at hun alligevel godt ville bruge noget tid på at lære mig ord.
Den knivskarpe prioritering af sin tid, som Juana hele tiden foretager sig, kan både være en fordel og en ulempe. En ulempe fordi der skal bruges mange kræfter på at komme ind på hende. En fordel fordi hun, når hun vælger at bruge sin tid på noget som f.eks. mormonaktiviteterne, gør det med al sin energi og hele sit hjerte.
Selv om nogle af Juanas mange egenskaber kommer til deres ret i forbindelse med det frivillige arbejde, er der endnu større muligheder for en kvinde med hendes intellekt, bevidsthed og styrke. En god uddannelse vil være et stort skridt på vejen for hende, da hun vil kunne bruge sin uddannelse til at få indflydelse nogle af de steder, hvor det kan gøre en forskel. Udsigterne er dog lange, da uddannelsen er betinget af økonomiske midler, som hun selv skal fremskaffe. Selv om hun har været så heldig at få et arbejde, tager arbejdet megen tid og mange kræfter. Tid og kræfter som dermed ikke kan bruges på uddannelsen. Det frivillige arbejde med ungdomsaktiviteter tager også kræfter, men det er kræfter som Juana gerne deler ud af, da lignende ungdomsaktiviteter har hjulpet hende, dertil hvor hun er i dag.
Der er tale om et dilemma, som dybest set er umuligt at løse. Fravælges den ene ting, bliver en anden pludselig meningsløs. Fravælges en anden ting, udelukker det pludselig gennemførelsen af en tredje. Juana kan blot håbe på, at hun til stadighed får mulighed for, at koncentrere sig om de ting hun værdsætter, og som har betydning for, hvordan hendes reelle fremtidsmuligheder ser ud. Uden en uddannelse vil hun have svært ved at ændre ved sin sociale stilling, og der vil være en risiko for, at hun, som sine forældre, ender nedslidt efter mange års hårdt fysisk arbejde – det faktum er hun selv bekendt med.
Da jeg er ved at rejse mig, begynder broderens barn pludselig at græde. Juana tager ham op og trøster ham. Barnets mor rækker en sutteflaske til Juana, og hun begynder at made ham. En af kvinderne bag husets symaskiner mumler noget, og de andre ler. ”Lille tykke dreng”, gentager Juana for mig. Hun smiler og peger på barnets store lår. Barnet sutter ihærdigt videre, mens Juana minder mig om alle dem, jeg skal huske at hilse hjemme i Danmark.
”Vi ses snart”. ”At det må gå dig godt”. Juana og resten af familien siger farvel, men på vej ud af døren husker jeg, at jeg har glemt at få taget et billede af hende. Hun sætter sig til rette med barnet igen. ”Så kan du jo tage billedet med herover, når du kommer næste gang”, siger moderen og smiler, mens symaskinen arbejder videre foran hende.
Det er blevet sent. Juana skal tidligt op. Arbejdet kalder endnu en gang, men det går hende ikke på. Taknemmeligheden over at have et job og over at kunne bidrage med noget til familien er langt større.
Jeg træder ud på vejen igen. Et mindre regnskyl har forvandlet støvet på vejen til et glat lag mudder. Jeg forsøger at navigere uden om de største huller, mens jeg vinker farvel til familien. Nogle børn leger endnu ude. Deres glæde symboliserer til fulde den følelse jeg går med. Tænk at have lært et så energisk og vedholdende menneske at kende på den anden side af jorden.
På vej hjem går lyset ud. Så er alt ved det gamle. Folk i husene stavrer lidt omkring i blinde, før stearinlys tændes. De har altid en løsning parat. Præcis sådan er Juana. Hun skal nok klare den. Hun skal nok finde sin løsning.
Luís Alfonso Benedith - Portræt
Manuel Urtecho - Interview
