Luís Alfonso Benedith
Om dagen finder man som regel Luís i skyggen foran det lille hus, hvor han bor med sin bror og sin mor. Han står og arbejder på et par sko ved sit høje skomagerbord, som flyder med læderrester, lim og værktøj. Her kan han stå og holde øje med, hvad der sker i barrioen. Han hilser muntert og højlydt på de forbipasserende og hiver fat i gadens unger, hvis de laver ballade. Luís giver sig altid tid, ligegyldigt om det er venner eller kunder som kommer, og det er sjældent, man går fra ham uden en god historie, et sjovt filosofisk input eller et af de små hjemmelavede læderarmbånd.
Luís er kun 22 år, men har allerede et udtryk og en myndighed, der får ham til at virke en del år ældre. Dette voksne udtryk smuldrer dog, når han bliver grebet af et af sine fjollede og underfundige indslag – når man for eksempel møder ham på gaden i sit klovnekostume, på vej til eller fra en gruppe børn han har underholdt. Han er, efter nicaraguanske standarter, høj og spinkelt bygget, og han ligner en ganske almindelig ung iført sine lidt for store cowboybukser og en løs T-shirt. Hans arme og hænder bærer præg af fysisk arbejde, og man kan altid finde rester af den lim, han bruger til sine sko.
Luís er udlært skomager, og det er hans og broderens skomagerpraksis, der forsørger familien. Når dagens skomagerarbejde er slut, hopper Luís på sin cykel og kører ned til skolen, hvor han studerer segundaria og i øvrigt også er elevrådsformand. At han kun er nået til anden del af folkeskolen, er svært at forstå, når han intenst taler om sine tanker og visioner, for det samfund han er en del af. Men som mange andre nicaraguanere har han brugt meget af sin barndom og ungdom på at arbejde.
Luís har altid gang i en masse aktiviteter. Han har på forskellig vis altid haft noget at gøre med de sociale projekter, som er blevet stablet på benene i Leons kvarterer – da han var barn som deltager og senere hen som medhjælper og iværksætter. Hvad Luís ikke har lært i skolen, har han samlet op og lært andre steder. Han er en del af teatergruppen ”Sekuan”, hvor medlemmerne sammen prøver at formulere og skabe, det er der er nødvendigt for at give de nicaraguanske unge – og dermed samfundet – et skub i den rigtige retning. Sammen med de andre i gruppen har han lavet socialrealistisk teater med børn og unge i Kulturhuset, og han står ofte for diverse kulturelle arrangementer. Han har også et bijob på en lokal radiostation, hvor han laver parodier på kendte politikere og efterligner deres stemmer, hvilket nok er det nærmeste, man i Nicaragua kommer på kritisk politisk satire.
Med ansvaret for familien, følger også alle bekymringerne: ”For mit eget vedkommende - hvordan skal jeg betale for lys og vand, og måske har jeg ikke penge, og hvad med maden, og måske er der også problemer i skolen. Jeg er altid fyldt af problemer og jeg ved ikke, hvordan jeg har det i morgen.” Uvisheden er en grundlæggende faktor i hans liv, og han fortæller, at han for at finde kræfter tænker: ”Estoy peor que ayer, pero estoy mejor que mañana – Jeg har det værre end i går, men bedre end i morgen”. Umiddelbart skulle man ikke tro, at et sådant udtryk kunne bringe energi, og det passer i hvert fald dårligt til så positiv en person som Luís. Men måske er det netop denne sarkastiske og lidt perspektiverende måde at forholde sig til situationen på, som gør, at han kan sætte sine egne problemer i baggrunden og i stedet fokusere på samfundet som helhed og på fremtiden. ”Jeg bliver altid mindet om, hvad der kan ske (han refererer til sin alkoholiske nabo, red.), og det får mig til at ønske at blive et bedre menneske.”
Mødet med en japansk pige har tydeligvis inspireret ham. Han drømmer om at tage til Japan for at mødes med hende og se hendes land, der på kort tid har udviklet sig fra at være fattigt land som Nicaragua til at være et land i rivende udvikling.: “Uddannelse er den fundamentale base for mit lands udvikling”, konkluderer Luís på et tidspunkt efter at have fortalt en lang historie om en japansk kejser, der under en hungersnød ikke uddelte, men solgte ris til sin befolkning, og derefter byggede en skole for pengene, og på den måde startede udviklingen af landet. Det er kendetegnende for Luís - han kigger ud og finder inspiration og mod til at drømme om en bedre fremtid.
På trods af at Luís er meget bevidst om, at uddannelse er nødvendigt for at få en bedre fremtid, har han ikke selv muligheden for at give sig hen til sine studier. Som han selv siger: ”Hvis landets situation var bedre, så kunne jeg nøjes med at studere i stedet for at arbejde, men det er svært, for mine forældre er gamle, og jeg er en voksen mand. Men fordi jeg er den yngste, har jeg mulighed for at dele min tid mellem arbejde og studier.” Luís har mange drømme for fremtiden: ”Da jeg var yngre, ville jeg gerne være læge, men så ændrede jeg mening, og mit liv tog en drejning på 90 grader. Jeg opdagede børnenes verden… Jeg vil finde en måde, hvorpå jeg kan arbejde med børn. Jeg vil gerne studere pædagogik, så jeg kan opfinde nye måder at undervise børn på.”
Når man skilles fra Luís efter et par timers hyggelig og mange gange ret intens samtale, bliver man sendt af sted med besked om ”at hilse alle dem du møder”. På den måde får han viderebragt sine hilsner vidt og bredt, men samtidig er hans mening og forhåbning, at skabe kontakt mellem dig og den du møder. Denne tanke om at skabe bånd er også noget han lægger vægt på, når han taler om, hvad der skal til for at styrke de unge: ”Vi skal forene os, lave grupper af unge, som altid aktivt er i kontakt og hjælper hinanden. Vi skal altid være i kontakt med de unge, og hvis én får en ide, skal de andre hjælpe, og på den måde kan vi lidt efter lidt skabe udvikling”
Manuel Urtecho - Interview
