Alfabetisk oversigt | Sitemap |
English Español
» Frivillig » Rejs til Guatemala » Programmet

Link_program.jpg       Link_betaling.jpg     Link_kvali.jpg

Programmet

Brigaden varer 3 måneder, og består af:

 

Inden afrejse:

- Et forberedelsesseminar og et højskoleophold i Danmark

Under opholdet i Guatemala
- Sprogskole
- Landsbyophold
- Politisk/kulturel uge
- Formidlingsprojekt
- Evalueringsweekend

Efter hjemkomst vil der blive afholdt en hjemkomstweekend

 

Læs om de enkelte dele nedenfor.

Koordinering af rejsen

Rejsen er et samarbejde mellem Mellemamerika Komiteen og Global Contact.  
Se mere om vores samarbejdspartnere her

De overordnede rammer for rejsen er sat på forhånd og vi sørger for den praktiske planlægning af rejsen. Det gør vi i samarbejde med en koordinator, som har et godt kendskab til spansk og kulturen i Guatemala, og som deltager på hele rejsen. Der lægges op til, at deltagerne sammen med koordinatoren skaber deres egen rejse indenfor de satte rammer.

Forberedelsesseminar i Danmark (6.-10. august)

Forberedelsesseminar giver dig grundig information om brigadens forløb.Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Samtidigt møder du naturligvis også din koordinator og dine med-brigadister. I kan sammen tale om jeres forventninger til brigaden samt starte med at tale om, hvad I gerne vil have ud af brigaden, og hvad I kan bidrage med. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy, samt vejledning fra en læge.

Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh. N og inkluderer kost og logi.

Højskoleophold (19.-24. august)

På Ry Højskole får du mulighed for at lære de andre brigadister og koordinatoren endnu bedre at kende. Desuden består højskoleopholdet af diskussioner og refleksioner om stort og småt, udarbejdelse af brigadepolitik og overvejelser om hvilke aktiviteter man vil lave med bønderne i landsbyerne, samt formidlingsworkshops.  Samtidig kommer der en masse oplægsholdere, som alle bidrager til at give brigaden en stort viden om Guatemalas historiske, sociale og politiske forhold.

Brigaden har stor indflydelse på, hvordan rejsen og højskoleopholdet kommer til at se ud. Så er der noget særligt, der interesserer dig, så er der rig mulighed for at fokusere på dette.

Opholdet i Guatemala

Der er afrejse til Guatemala d. 7. september 2012.

Sprogskole

De første tre uger i Guatemala bruges på  sprogskolen PLQE i Guatemalas næststørste by, Quetzaltenango.
Her bor brigadisterne hos hver deres guatemalanske familie, mens de modtager 5 timer privatundervisning hver dag.
Sprogskolen afholder desuden relevante foredrag og debatter samt har gode tilbud om weekendudflugter f.eks. landsbybesøg, vulkanbestigning eller markedsbesøg.

Du kan læse mere om PLQE i artiklen http://www.mellemamerika.dk/posts/plqe-96-et-mini-portrE6t-af-et-politisk-skoleprojekt-i-guatemala219.phpv

plqe06.jpg

Landsbyopholdet    

Efter de tre uger på sprogskole, tager brigaden ud i en mayaindiansk landsby, hvor de skal bo i 6 uger.

Landsbyerne er udvalgt i samarbejde med vores partner bondeorganisationen CONIC, og mange af landsbyerne kæmper en langtrukken juridisk proces for at få jord at dyrke. Andre landsbyer har opnået at få jord og skal nu til at bygge et landsbysamfund op. I en svær proces, som den landsbyerne befinder sig i, har de brug for den moralske støtte som et brigadebesøg giver.

Kaffeplukning

I landsbyen indkvarteres brigaden igen privat hos landsbyens familier og deltager i det daglige arbejde i landsbyen, i marken og i huset. Desuden er der tradition for, at brigaden bidrager med forskellige sociale aktiviteter, mens de er i landsbyen. Tidligere har brigader afholdt tegneworkshops, kvindedage, lavet sanglege og leget bankebøf.

For brigadens deltagere er dette en enestående mulighed for at lære om livet i en fattig, indiansk landsby og for at komme tæt på mennesker, hvis livsperspektiv er grundlæggende forskelligt fra deres eget.

Politisk/kulturel uge

Efter landsbyopholdet er der politisk/kulturel uge. Ugen indeholder en række besøg hos forskellige politiske og kulturelle organisationer eller samarbejdspartnere.
MAK har eksempelvis gode kontakter til en fagforening, et nyopstartet børneprojekt for gadebørn samt et teater- og kulturprojekt.

Ugen giver brigaden et øget kendskab til og indblik i organisationernes arbejde, udfordringer og drømme for fremtiden Guatemala  og masser af inspiration, som brigadisterne kan bruge til egne oplysningsprojekter.

plqe03.jpg

Besøg hos samarbejdsorganisation

I løbet af  den politisk/kulturelle uge besøger brigaden også vores samarbejdspartner CONIC i hovedstaden, Guatemala City. CONIC er en organisation, som kæmper for bøndernes rettigheder og ved besøget vil en repræsentant for CONIC fortælle om organisationen og dens aktiviteter.

De sidste par år er brigaderne endvidere blevet inviteret til at deltage i CONICs arrangementer i forbindelse med den 12. oktober (den dag Columbus opdagede Amerika).

To ugers formidlingsperiode

Brigadens sidste del er et to ugers formidlingsprojekt. Her undersøger deltagerne et bestemt tema, problemstilling eller interessefelt. I løbet af de to uger laver deltagerne et formidlingsprodukt med oplysning i Danmark eller Guatemala for øje.  

Mellemamerika Komiteen og vores samarbejdspartnere i Guatemala kan hjælpe jer med at finde kontakter , men der vil også være mulighed for selv at finde en kontakt.

H__jskole

Evalueringsweekend

Brigaden mødes den sidste weekend af opholdet ved Stillehavet eller et andet afslappende sted for at evaluere opholdet og programmet.

Efter opholdet

Når opholdet er slut, er der mulighed for at arbejde videre med guatemalanske folkelige organisationer eller rejse rundt på egen hånd.

Flybilletterne er åbne i et år.

Hjemkomstweekend

Efter hjemkomsten til Danmark vil der blive afholdt et hjemkomstsseminar i forbindelse med en fælles weekend i Mellemamerika Komiteen. Her møder brigadisterne resten af organisationen og har rig mulighed for at udveksle erfaringer fra opholdet i landsbyen og Guatemala generelt med resten af organisationen.

Desuden er der fokus på oplysende arbejde med udgangspunkt i jeres formidlingsprojekter.

Brigade_09


 

- - -