- Tag hjernen og hjertet med når du rejser
Hvert år tager en gruppe unge danskere til Nicaragua, for at udføre frivilligt arbejde, lære de lokale og deres kultur at kende og få en oplevelse for livet!
Få et kort indblik i, hvad det vil sige at være på brigade ved at se denne video fra brigaden 2009:
Nicaraguabrigaden - hvad er det?
Rejser du med Nicaraguabrigaden får du lov til at rejse derud hvor Lonely Planet ikke dækker, du får mulighed for at arbejde med nicaraguanerne i både land og by, du kommer til at bo med de lokale, du får et stort kendskab til landets kulturelle forhold såvel som politiske, du kommer på sprogskole og får lært eller forbedret dit spansk, du rejser med en gruppe af andre danskere og får lov til at komme ind under huden på et helt unikt og oplevelsesrigt land.
Opholdet varer tre en halv måned med afrejse i slutningen af januar 2012 men allerede i november 2011 mødes deltagerne til en forberedelsesuge. Derudover er deltagerne også sammen 14 dage på et intensivt og lærerigt højskoleophold i starten af januar. Under selve opholdet i Nicaragua vil du bo og arbejde sammen med nicaraguanske familier. Efter brigaden er ovre er der mulighed for at rejse rundt på egen hånd.
Det er ikke et krav at du kan tale flydende spansk, dog anbefales det, for deltagernes egen skyld, at kunne noget elementært spansk.
De primære formål med at sende brigaden af sted er:
-
At deltagerne får et dybdegående kendskab til politiske, sociale og kulturelle forhold i Nicaragua.
-
At udvise solidaritet med den nicaraguanske befolkning i deres kamp for selvbestemmelse, demokrati og menneskerettigheder.
-
Den kulturelle udveksling mellem danskere og nicaraguanere.
-
Gennem oplysningsaktiviteter i Danmark at bidrage til, at den danske befolkning får et bedre indblik i levevilkårene i Nicaragua.
De overordnede rammer for rejsen er sat på forhånd og vi sørger for den praktiske planlægning af rejsen, men vi håber samtidig, at deltagerne selv har lyst til at sætte deres præg på turen – og det er der masser af muligheder for. Samtidig ansætter vi en koordinator, hvis arbejde er at holde styr på alle trådene, men ellers deltager koordinatoren på lige fod med alle andre. Koordinatoren har samtidig et godt kendskab til spansk og kulturen i Nicaragua.
Yderligere information
Øverst på siden findes links til information omkring programmet, arrangørerne og betaling.
Har du yderligere spørgsmål til programmet, Mellemamerika Komitéen, formålet med brigaden eller andet, er du meget velkommen til at kontakte os.
Ring eller skriv til Lene (tidligere brigadist, og medlem af baggrundsgruppen for Nicaraguabrigaden). Lenes mobil: 27626642, e-mail: lenel_87@hotmail.com
Du kan også kontakte MAKs landssekretær på kbh@mellemamerika.dk eller 21521740.
Se flere videoer her:
Læs tidligere brigaders rejsebreve, eller læs om og se billeder fra brigade 2007







