Mellemamerika Komiteens historie
Mellemamerika Komiteen er en solidaritetsorganisation, der siden 1980 har arbejdet for at styrke det fattige flertals sociale og politiske vilkår i Mellemamerika. Mellemamerika Komiteen støtter aktivt kampen for selvbestemmelse og social retfærdighed, og prioriterer det direkte samarbejde med de folkelige organisationer i Mellemamerika.
1980'erne
Mellemamerika Komiteen blev stiftet i 1980 under navnet Nicaragua Komiteen. Stifterne var en række forskellige kræfter fra den danske fagbevægelse og venstrefløj, der samledes i en såkaldt komité for at støtte den demokratiske udvikling i Nicaragua efter Somoza-styrets fald i 1979. Efterhånden udviklede Nicaragua Komiteen sig til en egentlig medlemsorganisation, der i dag tæller omkring 250 medlemmer. I de første år beskæftigede Nicaragua Komitéen sig primært med at organisere arbejdsbrigader til Nicaragua. Brigaderne bestod af danskere, der med en konkret arbejdsindsats ønskede at støtte det sandinistiske styre i Nicaragua, der på det tidspunkt var under hårdt pres fra Contra-guerillaen. De danske brigader hjalp i første omgang til ved kaffehøsten, hvor der på grund af krigsindsatsen var mangel på arbejdskraft. Senere blev formålet med brigaderne at bygge skoler i de nicaraguanske landsbyer.
Efterhånden som Komitéeen udviklede sig som organisation begyndte man at tænke i mere langsigtede aktiviteter. I starten af halvfemserne engagerede man sig således i alfabetiseringen af den nicaraguanske landbefolkning og siden da har Komiteen med finansiering fra Danida stået for en række projekter for jordløse bønder, krigsinvalider, handicappede kvinder og andre udsatte grupper. Projekterne er altid blevet gennemført i samarbejde med målgruppens egne organisationer såsom bondeorganisationer, fagforeninger og handicaporganisationer. Disse organisationer var og er som regel knyttet til sandinistpartiet men i efter sandinisternes valgnederlag i 1990 og i takt med den generelle politiske udvikling er disse organisationer blevet stadigt mere uafhængige. Det samme kan siges om Komiteen, der i dag ikke længere ubetinget støtter den sandinistiske sag.
1990'erne
Fra begyndelsen af 1990´erne begyndte Nicaragua Komitéen at arbejde i nogle af de andre mellemamerikanske lande. I El Salvador begyndte arbejdet med støtte til demobiliserede soldater fra FMLN-guerillaen og koncentrerer sig i dag om folkeuddannelse og lokalt demokrati. I Guatemala har arbejdet været koncentreret om støtte til den voksende bevægelse af småbønder og jordløse indianerne, men har i de sidste par år også handlet om menneskerettigheder og retsopgøret efter borgerkrigen. Som konsekvens af, at aktiviteterne ikke længere var begrænsede til Nicaragua ændrede Nicaragua Komitéen i 1995 navn til det nuværende Mellemamerika Komitéen. Gennem alle årene har Komiteen desuden arbejdet for at oplyse danskerne om vilkårene for den mellemamerikanske befolkning og mobilisere støtte til vores aktiviteter i Mellemamerika. For eksempel har Mellemamerika Komitéen for nylig indsamlet midler fra danske fagforeninger til støtte for de salvadoranske sundhedsarbejderes protest mod privatiseringer af sundhedsvæsnet. Mellemamerika Komitéen var også en af de drivende kræfter bag Latinamerikateltet, der gennem en årrække var et fast indslag på Roskilde Festivalen. Mellemamerika Komitéen udgiver desuden bladet, MaMa - Mellemamerika Magasinet, der indtil 2007 er udkommet ca. 6 gange om året.
Idéerne bag aktiviteterne
Selvom Mellemamerika Komitéens arbejde i stigende grad er blevet koncentreret om Danida-financierede projekter er brigaderne dog fortsat en af de hovedaktiviteterne. Hvert år sender Mellemamerika Komitéen således omkring 30 unge danskere til Nicaragua og Guatemala, hvor de bor og arbejder sammen med lokalbefolkningen. Den direkte kontakt, der dermed skabes mellem danskere og nicaraguanere og/eller guatemalanere anser Mellemamerika Komitéen som værende af afgørende betydning. I fortsættelse af denne tanke har det således også været en Mellemamerika Komitéens mål at skabe direkte kontakter mellem danske organisationer og foreninger i Mellemamerika. For eksempel startede Mellemamerika Komitéens aktiviteter i den nicaraguanske handicapsektor som et samarbejde mellem Mellemamerika Komitéen, Dansk Handicapforbund og en nicaraguansk handicaporganisation, et samarbejde, der har ført til, at Dansk Handicapforbund i dag er dybt engageret i de nicaraguanske handicappedes sag. At Mellemamerika Komitéen altid har prioriteret at samarbejde direkte med de folkelige organisationer i Mellemamerika har sammen med det faktum, at Mellemamerika Komitéen er en organisation, der næsten fuldstændig baserer sig på frivilligt arbejde, betydet at de forskellige projekter og aktiviteter i lige så høj grad har været læreprocesser for Mellemamerika Komiteens aktivister som for samarbejdspartnerne.
Mellemamerika Komitéen i dag
Som nævnt tæller Mellemamerika Komitéen i dag ca. 250 medlemmer. Der findes lokalgrupper i Ålborg, Århus, Odense og København og kontorer i Århus og København. Desuden har Mellemamerika Komitéen et kontor i Managua, Nicaragua, hvor der for tiden er tre ansatte. Sammen med en deltidsbogholder i Købehavn er disse tre de eneste lønnede i organisationen. Mellemamerika Komitéen har ingen formand eller generalsekretær, men ledes mellem de årlige landsmøder af et forretningsudvalg, der vælges på landsmødet. Mellemamerika Komitéens arbejde er organiseret i såkaldte baggrundsgrupper, der hver især arbejder med deres specifikke aktiviteter. Der findes således baggrundsgrupper for brigaderne, de Danida-financierede projekter og for fredsvagtsarbejdet. Aktiviteterne udføres i samarbejde mellem baggrundsgrupperne i Danmark, eventuelt ansatte projektkoordinatorer, og de respektive samarbejdspartnere i Mellemamerika.


