Om Mellemamerika Komiteen

MAK har to ansatte. Anna-Carina Josefsen er landssekretær, og Malene Julie Kristensen er kommunikationskonsulent. Sammen udgør de MAKs sekretariat og varetager en lang række administrative og kommunikationsrelaterede opgaver for organisationen.

Mellemamerika Komiteen er en solidaritetsorganisation. I daglig tale kalder vi os MAK. Vores formål er at mobilisere en aktiv solidaritet med befolkningerne i Mellemamerika.

Mellemamerika Komiteen støtter aktivt kampen for social retfærdighed, selvbestemmelse og menneskerettigheder. Vi prioriterer det direkte samarbejde med politiske og folkelige bevægelser.

De sidste 30 år har vi arbejdet med bondebevægelser, fagbevægelser, kvindeorganisationer og ungdomsorganisationer, deralle arbejder for at styrke det fattige flertals sociale og politiske vilkår.

Mellemamerika Komiteen arbejder i Nicaragua, Guatemala og Honduras.

Mellemamerika Komiteen har tre hovedaktiviteter

  • Udsendelse af arbejds- og solidaritetsbrigader til Guatemala og Nicaragua.
  • Projektarbejde i Mellemamerika finansieret af Danida og indsamlede midler.
  • Oplysnings- og informationsarbejde i Danmark.

Vores struktur lægger op til engagement

MAK er kendetegnet ved en flad struktur, som gør det muligt for medlemmerne at engagere sig og være med til at sætte dagsordenen for vores arbejde.

Det årlige landsmøde for alle medlemmer er Mellemamerika Komiteens øverste organ. På landsmødet tager vi de vigtigste beslutninger og vælger repræsentanter til ’forretningsudvalget’ (FU).

Mellem landsmøderne er det FU, som varetager den overordnede koordinering af vores arbejde. Alle medlemmer kan stille op og være med til at vælge repræsentanter til FU.

Kernearbejdet foregår i baggrundsgrupperne

Det daglige arbejde ligger i MAK’s mange baggrundsgrupper. De udgør kernen i vores flade struktur. De enkelte baggrundsgrupper har autonomi og har dermed selv ansvaret for deres projekter.