Daniels Nicaragua = Folkets Nicaragua?
Daniels Nicaragua = Folkets Nicaragua? - 02.08.2007
Politisk reportage fra Revolutionsdagen i Nicaragua
Mads Jacobi Grøn og Martin Molter West
De rød/sorte flag vejrer fortsat i Managua. For de fleste sandinister varer det 28. jubilæum for den sandinistiske revolution to dage - d. 19. og 20. juli. For præsidenten, Daniel Ortega, skulle slaget slås i går. Scenen var sat på den nu omdøbte revolutionsplads, hvor tusinder af nicaraguanere fra hele landet var samlet under stor festivitas. Dagene forinden var prominente gæster blevet nævnt, og d. 18. juli blev Venezualas præsident Hugo Chavez afsløret som festlighedernes hovednavn. Opbakningen fra de latinamerikanske broderstater er af stor nødvendighed for Daniel, og derfor blev også præsidenterne fra Honduras og Panama budt hjerteligt velkommen på den blomsterindbundne scene.
Hele forestillingens egentlig hovedperson viste sig dog overraskende at være Daniels kone, Rosario Murillo, der i skikkelse af Sandinistpartiets talskvinde var ansvarlig for størstedelen af den fire timer lange session. Indholdet var det dog så som så med, idet størstedelen af førstedamens taletid gik med at opildne masserne til tilråb a la: "Viva Sandino", "viva la revoluciòn", "viva Daniel" etc. - og det lykkedes hun ganske godt med.
Efter taler af meget blandet kvalitet fra de tre gæstende præsidenter, med Hugo Chavez som den mest energiske, mest konkrete og mest forførende, blev Daniel sat i stævne med sit folk. Et længe ventet stævnemøde. Et stævnemøde som skulle bringe løfter til et hårdt prøvet folk om bedre vand- og elforsyning. Og løfterne kom - som de har gjort det så mange gange før under tidligere taler - men denne gang med en anelse mere selvsikkerhed og håb om realisering. Med Chavez' store oliemagt ved sin side lovede Daniel, at strømafbrydelserne, som i dag sætter en stopper for alt elektrisk liv i mellem fem og syv timer dagligt, vil være fortid i løbet af næste års første kvartal. Et stort vandkraftværk støttet af den iranske "broderrevolution", skulle kunne afhjælpe problemerne, og det faldt naturligvis i tilhørernes smag. Spørgsmålet om, hvorvidt planen så bliver gennemført og fungerer inden for et lille år, må dog i dag unægteligt hænge over hovederne på de tømmermandsramte nicaraguanere, der i går lod sig rive med af Rosario Murillos slagsange.
En af præsidentens største mærkesager er magt til folket. Den er så vigtig, at partiet har lavet en sang der hedder: "Magt til folket", hvad ellers?! I 1980'erne havde sandinisterne stor succes med netop at decentralisere flere instituitioner og derigennem uddelegere magt til folket. De fleste af landets borgere har kendskab til de alfabetiserings- og sundhedsbrigader, som efter revolutionen blev sendt landet rundt med stor succes. En anden succes fra 1980'erne, "Rådene for borgermagt" er allerede blevet indført igen, og Daniel betonede i går vigtigheden af disse råd i forbindelse med gennemsigtighed og blåstempling af det politiske system fra folkets side. "Borgmestrene er valgt af folket, parlamentsmedlemmerne er valgt af folket, præsidenten er valgt af folk. Præsidenten er folket". I et demokratisk øre lyder dette måske som en banalitet, men i et nicaraguansk øre runger ordlyden noget mere hul. Tiltroen til det politiske system er lig nul, og om de foreløbig ca. 6000 lokale råd kan gøre den nødvendige forskel må fremtiden vise. I det mindste var optimismen endnu en gang til at spore hos Daniel og frue.
I det hele taget så Daniel ud til at være meget kampklar og godt tilpas med den store, jublende folkemængde for sine fødder. En folkemængde der endda var så medgørlig, at ingen bemærkede at Daniel kludrede rundt i årstallene i en historiefortælling om Nordamerikas gentagne, hensynsløse interventioner. Og historiefortællinger benyttede Daniel sig flittigt af denne aften. Som det efterhånden er blevet en vane efter Sandinistpartiets flirt med den katolske kirke, inkluderede talen igen en historie fra biblen om Kain og Abel - det gode og det onde - og en forsikring om, at det gode nok skal vinde. Klædt i sin rene, hvide skjorte, som for mange må bringe mindelser om Violetta Chamorro, der klædt i hvidt "forenede" landet efter 10 års borgerkrig, formåede Daniel faktisk at fortælle bibelhistorierne på en overbevisende måde.
Man skal dog huske på, at der jo blot er tale om en historie, som ganske vist har visse sande aspekter over sig, men som også har det modsatte. Sådan må de tilstedeværende bønder på pladsen også have følt det, da Daniel fortalte om landets bønder, der nu "modtager høns, frø og kapacitation" i forbindelse med regeringens nul-sult kampagne. De landsbyfamilier vi kender kigger i hvert fald stadig langt efter både høns og frø. Men sådan er der så meget.
Hos sandinister møder man jubel, tiltro og store forventninger. Hos de politiske modstandere møder man det modsatte. Det er i denne sammenhæng, at revolutionsdagen skal ses. For Daniel var der alt at vinde og (næsten) intet at tabe. Med sine trofaste støtter samlet foran sig og sin historie som comandante i baggagen, havde han let spil med sine løfter om vand, lys og mad, og med den sagnomspundne og trofaste Chavez ved sin side, fik løfterne en smule mere vægt end ved tidligere lejligheder. Dette er dog stadig ikke en forsikring om, at løfterne vil blive holdt. Vi er i Nicaragua, og Daniel er ikke længere "el comandante". Han er frem for alt politiker.
Fotos fra pladsen den 19. juli
