Den mindst ringe - Historien om Mel Zelayas storhed og fald
Den mindst ringe - Historien om Mel Zelayas storhed og fald - 28.04.2010
Af Morten Østergaard Christensen
I marts 2007 startede jeg som koordinator for Mellemamerika Komitéens maquilaprojekt. Projektet var et produkt af Operation Dagsværks indsamling året før og havde til formål at udvikle nye organisationsformer for fagbevægelsen i maskinindustrien i Nicaragua, Honduras og Guatemala. Honduras var på det tidspunkt nyt land for både mig selv og Mellemamerika Komitéen. Bortset fra et par korte enkelte besøg af rekreativ karakter og den obligatoriske gennemkørsel på vejen mellem El Salvador og Nicaragua, havde jeg aldrig rigtig opholdt mig i landet og syntes ikke rigtig, at jeg kendte landet og dets indbyggere. Mellemamerika Komitéen havde aldrig tidligere arbejdet i landet, hvilket måske kan undre nogle, eftersom Honduras’ goder er lige så ulige fordelt som i resten af Mellemamerika, og demokratiet har lige så trange kår som eksempelvis i Guatemala. Måske er det, fordi Honduras aldrig har haft en væbnet indre konflikt, og der aldrig har været et større samlet alternativ til magthaverne, som man som lille solidaritetsorganisation kunne støtte, som for eksempel FLMN i El Salvador og bondebevægelsen i Guatemala.
Det er nu ikke fordi, at honduranerne ikke har oplevet deres del af diktaturer og undertrykkelse, for mens borgerkrigene rasede i nabolandene blev Honduras og honduranerne holdt i stram snor af landets militær og økonomiske elite, der lprtae5te4pe4lotåe4ptoe4benyttede sig af samme metoder som i nabolandene altså valgsvindel, vold og intimidering af oppositionen. Af grunde, som jeg ikke skal gøre mig klog på, kom det dog aldrig til nogen væbnet kamp af betydning i Honduras og kampen for rettigheder og demokrati foregik således med fredelige midler. Afslutningen på de forskellige borgerkrige i regionen og Den Kolde Krigs ophør førte til en vis opblødning af det politiske klima i Honduras, men selvom den venstreorienterede opposition nu er repræsenteret i parlamentet er det stadig i høj grad de gamle magthavere i form af den økonomiske elite, der styrer landet og de to store dominerede partier, nationalistpartiet og det liberale parti.
I foråret 2005, da vi indledte arbejdet med den honduranske fagbevægelse om maquilaprojektet, var der valgkamp i Honduras. Der var præsidentvalg, og valget stod mellem det nationale partis kandidat Porfirio Pepe Lobo og Manuel ”Mel” Zelaya fra det liberale parti. Jeg husker tydeligt Pepe Lobos tv-valgreklamer, hvor han argumenterede for genindførsel af dødsstraffen som et middel til at komme den omfattende bandekriminalitet til livs, idet man i visse nordamerikanske stater havde genindført dødsstraffen, og der var kriminaliteten faldet så og så meget.
Blandt vore samarbejdspartnere i maquilaprojektet var man ikke begejstret for nogen af de to kandidater, der begge blev anset som repræsentanter for den herskende klasse. Mel Zelaya blev dog anset som den mindst ringe og dén, det ville være nemmest at komme i politisk dialog med, da det liberale parti traditionelt var det mindst autoritære af de to dominerende partier. Mel Zelaya vandt valget med en snæver margin og tiltrådte som præsident i januar 2006.
Mel Zelaya kommer fra en hovedrig godsejerfamlie, der kontrollerer store dele af landets tømmerindustri. Selvom familien traditionelt har været liberal, har det dog ikke afholdt dem fra at tage hårde metoder i brug, når det handlede om at forsvare deres økonomiske interesser. Således blev Mels fader (der også kaldtes Mel) i 1975 idømt 20 års fængsel for at være involveret i militærets drab på 15 bondeledere og præster i forbindelse med en jordbesættelse i området, hvor Zelaya familien havde deres ejendomme. Mel Senior nåede dog kun at afsone lidt over et år, før han blev benådet af parlamentet. Den yngre Mel Zelayas liberale holdning blev således betragtet med en vis skepsis af oppositionen.
Med Mel Zelayas familiære og politiske baggrund en mente kom det således som en overraskelse for stort set alle, at Zelaya viste sig rede til at foretage en række politiske skridt, der ikke alene var til gavn for den brede befolkning men også i direkte modstrid med den herskende økonomiske klasses interesser. Zelaya satte således den lovdikterede mindsteløn op og lagde loft over priserne på brændstof, da oliekrisen ramte Honduras omkring årsskiftet 2008-2009. Zelayas symbolsk mest betydningsfulde skridt var imidlertid Zelayas indmeldelse af Honduras i ALBA (Alianza Bolivariana para los Pueblos de Nuestra América). Dette skridt havde imidlertid samme effekt på højrefløjen som en rød klud viftet foran en tyr i og med at Hugo Chavéz af højrefløjen i Latinamerika betragtes som en kommunistisk diktator og afskyen for ham kun overgås af afskyen for Castro-brødrene på Cuba. Desuden betød indmeldelsen i ALBA og alliancen med lande som Venezuela, Bolivia og Nicaragua, at USA begyndte at føle sine interesser i landet truet (den nordamerikanske militære tilstedeværelse i landet har altid været temmelig omfattende). Mel Zelayas tiltag havde en reel praktisk betydning for det fattige flertal af landets befolkning, men nogen gennemgribende ændring af landets økonomiske struktur var der ingenlunde tale om, ligesom landets omfattende problemer med korruption, og kriminalitet ikke blev tacklet for alvor.
Det skulle imidlertid vise sig, at Mel Zelaya havde gjort regning uden sit eget parti, hvor flertallet af partiets medlemmer var uenige med den førte politik. Mel Zelaya befandt sig således hurtigt i en position, hvor han i parlamentet kun havde støtte fra en lille fraktion af det liberale parti og fra det lille venstreorienterede parti. Til gengæld var en stor del af civilsamfundet, herunder især fagbevægelsen og dermed Mellemamerika Komitéens samarbejdspartnere i Maquilaprojektet, stærkt begejsterede for Mels Zelayas tiltag, selvom man ikke af den grund opgav sig eget venstreorienterede politiske projekt.
D. 28. juni 2009 havde den økonomiske elite i Honduras tilsyneladende fået nok af Mel Zelaya og i hvad, der næsten lignede en tidslomme fra 1980'erne, afsatte man med militærets hjælp Zelaya, der blev sat på et fly til Costa Rica. Man indsatte istedet parlamentets formand, den liberale Roberto Micheletti, som præsident. Anledningen til kuppet var det faktum, at Zelaya havde iværksat en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt der ved det næste præsidentvalg også skulle vælges en grundlovsgivende forsamling med det formål at revidere landets noget autoritære konstitution. I og med at artikel 374 i den honduranske konstitution siger, at visse dele af konstitutionen under ingen omstændigheder kan ændres, mente Zelayas modstandere, at den vejlendende folkeafstemning var imod konstitutionen og dermed ulovlig. Så da den øverstkommanderende for landets væbnede styrker på denne baggrund nægtede at lade hæren medvirke til gennemførsel af afstemning, blev han fyret af Zelaya, og valgmaterialet blev distribueret af præsidentens egne støtter i stedet. Men på selve dagen for afstemingen trak Zelayas modstandere altså i nødbremsen og smed præsidenten ud af landet.
I Honduras udløste kuppet straks protester i form af strejker, demonstrationer og vejblokader gennemført af forskellige civile organisationer med fagbevægelsen i front. De internationale reaktioner var blandede. Honduras' nabolande tog alle skarpt afstand fra kuppet og lukkede deres grænser til Honduras (de blev dog åbnet igen efter kort tid), og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) tog ligeledes skarpt afstand fra kuppet. EU lagde sig op ad OASs linie uden dog for alvor at skærpe tonen og Danmark og Danida valgte at følge samme moderat fordømmende tone som resten af EU. Den vigtigste part i hele spillet, USA, var dog mere end tøvende i sin reaktion og omtalte således aldrig kuppet som et kup, hvilket ville have tvunget den nordamerikanske regering til at indføre sanktioner mod Honduras, hvilket man åbenlyst ikke var rede til. Dem der havde håbet, at Obama-administrationen ville anlægge en anden politisk linie end de tidligere administrationer, blev således skuffede.
Månederne mellem kuppet i juni og præsidentvalget i november, hvor Roberto Micheletti var postuleret præsident, gik med, at oppositionen internt i Honduras forsøgte at mobilisere befolkningen mod kupmagerne og for Zelayas tilbagevenden til magten. Alt imens magthaverne forsøgte at få kuppet til at fremstå som en legitim handling og på skrømt deltog i den forhandlingsproces, som OAS havde igangsat under Costa Ricas daværende præsident, Oscar Arias' ledelse. Samtidig gjorde kupmagerne deres bedste for at fremstille forholdene i Honduras som normale, og de folkelige protester fik i vis udstrækning lov til at udfolde sig, uden at politi og militær greb ind. Det var dog ikke ensbetydende med, at der ikke fandt undertrykkkelse sted. En måneds tid efter kuppet kunne en international menneskerettighedskomité (hvor blandt andet danske Ibis deltog) dokumentere, at repræsentanter for opposition i vid udstrækning blev udsat for vold og trusler. I enkelte tilfælde blev ledende fagforeningsledere og repræsentanter slået ihjel af ukendte drabsmænd, som af regimet blev afskrevet som et resultat af almindelig kriminalitet.
I juli 2009 var Maria Palmvang, Matilde Kromann-Larsen og jeg i Mellemamerika for at evaluere maquilaprojektet, der netop var sluttet. Det havde egentlig været meningen at genemføre et større program og en regional workshop i Honduras, men på grund af den politiske situation og fordi vores samarbejdspartnere var stærkt involveret i protesterne mod kupmagerne, blev det kun til et lynvisit i landet af fire dages varighed. Det var en underlig oplevelse at være i Honduras på dette tidspunkt. På overfladen gik livet videre tilsyneladende forholdsvis iberørt af den politiske krise, og medmindre man havde behov for at tage på hospitalet eller sende et barn i skole, opdagede man ikke, at de offentligt ansatte strejkede. Det natlige udgangsforbud var i realiteten uden betydning, eftersom de fleste honduranerne nødigt bevæger sig udenfor efter kl. 20 af frygt for kriminalitet. De lokale massemedier, der med undtagelse af et par radiostationer, alle er ejet af landets økonomiske elite, var alle på kupmagerene side, og i det omfang oppositionens protester overhovedet blev omtalt, skete det i et negativt lys.
Blandt vores samarbejdspartnere var stemning til gengæld intens, idet man satte alt ind på at mobilisere folk og ressourcer nok til at opretholde protesterne og presset på magthaverne. Samtidig lurede angsten for at kupmagerne pludselig skulle skifte taktik og sætte hårdt mod hårdt i form af gummikugler, vandkanoner, arrestationer etc. Angsten for represalier blev dog overgået af den meget håndgribelige vrede mod kupmagerne, som de forskellige fagforeningsfolk udtrykte. Vrede over at de gamle magthavere havde tilranet sig magten, ganske som de plejede, på et tidspunkt, hvor der endelig var en præsident, der lyttede til befolkningen. Og vrede over, at kuppet rullede dermed den demokratiske udvikling i landet årtier tilbage og annullerede eller truede alt hvad disse mennesker havde kæmpet og arbejdet for i årevis.
Blandt det flertal af befolkningen der ikke var direkte involverede i konflikten, var reaktionerne blandede. Taxachaufføren, der havde nydt godt af Zelayas loft over benzinpriserne, så gerne at Zelaya vendte tilbage, mens de forretningsdrivende var bange for Zelayas alliance med Chavéz og derfor støttede kupmagerne. Det store flertal syntes dog indifferent og syntes at anse konflikten som et slagsmål mellem to grupper af korrupte politikere.
Efter at have forsøgt at komme ind i Honduras under stor mediebevågenhed via fly og via den nicaguanske grænse dukkede Mel Zelaya d. 21. september pludselig op på den brasilianske ambassade i Tegucigalpa, og så snart nyheden var kendt, begyndte oppositionen at samle sig foran ambassaden, men blev hurtigt jaget væk af et hårdtslående politi. Zelayas tilbagevenden betød dog en runde forhandlinger om Zelayas mulige genindsættelse som præsident frem til præsidentvalget i november. Det lykkedes dog aldrig, men alligevel annoncerede USA, Costa Rica, Columbia og Panama – men ikke medlemmerne af ALBA – at man ville anerkende resultatet af det kommende præsidentvalg.
D. 29 november blev der afholdt præsidentvalg uden deltagelse af venstrefløjen, som havde annonceret en boycot af valget. Vinderen blev Porfirio Pepe Lobo, der tabte til Zelaya i 2005, men som denne gang vandt med ca. 60 procent af de afgivne stemmer. De internationale observatører, der overværede valget, kunne ikke rapportere om væsentlige uregelmæsigheder. Valgdeltagelsen var på 49 procent, og selvom det var 6 procentpoint lavere end ved det tidligere valg, var der dog heller ikke tale om nogen massiv boycot, som oppositionen eller havde opfordret til.
Mens den nye præsident som en af sine første handlinger fik vedtaget en amnestilov, der giver amnesti til deltagerne i kuppet mod Zelaya, og siden har rejst Latinamerika rundt på charmeoffensiv, beretter honduranske menneskerettighedsorganisationer om fortsat undertrykkelse af oppositionen og medlemmer, af dem modstandsfront, der blev dannet i protest mod kuppet.
I skrivende stund er valget og dermed den honduranske regering ikke anerkendt af en række latinamerikanske lande, ligesom landet stadig er suspenderet i OAS. EU og dermed Danmark har endnu ikke taget eksplicit stilling til legitimiteten af de nuværende magthavere, men til gengæld er Verdensbanken vendt tilbage til Tegucigalpa med udviklingslån til den nye regering.
Det kan undre, at Zelayas modstandere fandt det nødvendigt at tage så drastiske midler i brug som et decideret kup, når man tager i betragtning at Zelayas embedsperiode alligevel ville være endt med præsidentvalget i november 2009, og at det nok ville have været muligt at undgå resultatet af den vejledende folkeafstemning, såfremt resultatet af den havde været i Zelayas favør. Godt nok førte kuppet til, at oligarkiet igen kunne sætte sig tungt på regeringsmagten, og at truslen om kommunistisk infiltration fra Chavéz var afværget, men prisen var høj i form at eksklusion af Organisationen af Amerikanske Stater og indefrysning af økonomisk bistand fra USA og EU. Måske havde kupmagerne ikke opdaget, at tiderne havde forandret sig siden 1970'erne og 1980'erne, hvor oligarkiet uden konsekvenser kunne skalte og valte med præsidentembedet, som det passede dem. Eller måske havde Zelayas politik udløst en næsten irationel forbitrelse, der betød at man var rede til at spille højt spil? Hvor højt spillet egentlig har været, er svært at vide. Det er således svært at forestille sig, at kupmageren ikke forud for kuppet havde fået en eller anden form for indikation af USAs eventuelle holdning til en afsættelse af Zelaya og at den kalkulerede risiko lå i vurderingen af styrken i OAS fordømmelse af kuppet og graden af reaktion fra EU. Jeg ved af gode grunde ikke, hvilke bevæggrunde kupmagerne har haft, og hvorvidt de synes, at kuppet har været umagen værd, men jeg ved, at taberne i kuppet først og fremmest var demokratiet og dermed den honduranske befolkning og i mindre grad Mel Zelaya, der nu er gået i eksil i Den Dominikanske Republik, hvor han næppe kommer til at lide nød.
