Mens vi venter på Zelaya – rapport fra Honduras
Mens vi venter på Zelaya – rapport fra Honduras - 25.07.2009
Af: Morten Østergaard Christensen, San Pedro Sula, Honduras
Som det kan læses her på u-landsnyt, forsøgte Honduras eksilerede præsident, Mel Zelaya, i går at komme ind i landet fra Nicarauga. Han nåede dog kun et par skridt ind i landet, hvor han gjorde ophold et stykke tid, før han vendte om. I dag har præsidenten så slået sig ned på grænsen mellem de to lande men uden at forsøge at komme ind i Honduras. CNNs spansksprogede udgave følger løbende situationen på græsen, hvor Zelaya jævnligt bliver interviewet. Hvad der foregår i resten af Honduras får dog ikke særlig meget opmærksomhed.
I løbet af torsdagen, da det blev klart at Zelaya ville forsøge at krydse grænsen, søgte et stort antal af hans støtter mod grænsen, for at støtte og beskytte præsidenten, når han krydede grænsen. De Honduranske myndigheder havde imidlertid spærret adgangsvejene til grænseovergangen og en hel del af Zelayas tilrejsende støtter er blevet tilbageholdt og det er kommet til sammenstød og mindst en Zelaya-støtte er blevet dræbt.
I resten af Honduras fortsætter protesterne mod de nuværende magthavere og både de ansatte i landets kommuner og de ansatte i det offentlige sundshedssytem strejker sammen med landets lærere. Flere offentlige bygninger som for eksempel rådhuset i San Pedro Sula og den offentlige sygesikrings kontorer har været besat af de strejkende og adskillige af landets hovedveje er periodisk blevet blokeret af Zelayas støtter.
Indtil videre har de myndighederne i form af politi og militær undgået direkte konfrontationer med Zelayas støtter, omend frygten for at myndighederne aktivt vil forsøge at forhindre oppositionens aktioner hele tiden er til stede blandt de aktionerende, hvor af mange stadig husker 1980'erne voldlige undertrykkelse. At der indtil videre ikke er fundet direkte konfrontationer sted er dog ikke ensbetydende med at politi og militær ikke forsøger at undertrykke oppositionen.
Som det kan læses her har en international menneskerettighedsdelagation rapporteret at der siden kuppet d. 28. juni er fundet massive menneskerrettighedskrænkelser sted i form af vold, trusler, mord og forsvindinger. Medlemmer af oppositionen kan således berette om overgreb begået af ukendte gerningsmænd efter udgangsforbuddets indtræden rettet mod aktivister i oppositionen og om medlemmer af de såkaldte maras (ungsdomsbander), der uhindret for lov at overfalde og chikanere oppositionens demonstranter mens myndighederne forholder sig passive.
Fra tid til anden lancerer de nuværende magthaveres støtter demonstrationer, hvor tusinder af demonstranter i hvide bluser demonstrerer mod Zelayas tilbagevenden. Ifølge Mellemamerika Komitéens samarbejdspartnere i fagbevægelsen består størstedelen af disse demonstranter imidlertid af arbejdere fra blandt andet maquilafabrikkerne, der er blevet tvunget til at deltage af deres arbejdsgivere. Disse demonstationer bliver dækket indtenst af landets medier, der ellers primært dækker konflikten i form af negativt ladede historier om de igangværende strejker, hvor frustrede borgere, der ikke har kunnet får behandling elle medicin på de offentlige klinikker på grund af sundhedsarbejdernes strejke interviewes. Menneskerettighedsdelegationens rapport har kun været omtalt meget lidt og det med fremhævelsen af, at den ikke medtog krænkelserne begået af oppositionen (hvor blokeringer af veje fortolkes som en krænkelse af retten til fri bevægelighed).
Det er overordenligt vanskeligt at danne sig et indtryk af, hvordan befolkningen forholder sig til konflikten. Det er givet, Mel Zelaya ikke var nogen populær præsident, men eftersom oppositionen til de nuværende magthavere med enkelte undtagelser (så som radiostationen El Progreso) ingen stemme har i de honduranske medier, er det svært at bedømme dens størrelse. Tilsyndelandende har kuppet mod Zelaya i et vist omfang ført til en polarisering af befolkningen mellem, dem der er rede til at se igennem fingre med kupmagernes handlingerne og dem, der støtter Zelayas tilbagevenden, hvor de sidstnævnte ikke nødvendigvis er Zelaya-støtter, men også tæller personer, der blot ønsker landets love overholdt.
