Muligheder for MAKværk i Nicaragua

Lokaludvikling i Murra

Baggrund: En gruppe danskere har købt en kaffefarm i Murra, som er en kommune langt ude nordpå i Nicaragua. De vil lave konkret udvikling med hænderne i jorden. Den samme kreds har stiftet Murras Venner, som pt undersøger, hvordan en kreds af danskere bedst kan støtte Murras lokaludvikling. I den forbindelse er der kommet forskellige forslag på bordet fra Murras befolkning, bl.a. hjælp til afsætning af kaffe, bedre afgrænsning mellem jordstykker, samt dannelse af stier, hvor kvæg kan gå gennem markerne uden at ødelægge afgrøderne. Derudover har en gruppe kvinder i Murra udtrykt ønske om en systue. Et centralt element vil dog være opbygning af den lokale organisering.

Mange af medlemmerne i Murras Venner er erfarne u-landsfolk, men af Projektrådgivningen har de fået at vide, at de burde snakke med MAK, som har stor institutionel erfaring med projekter på landet. For os i Managua er det oplagt, at arbejdet i Murra bør foregå i kontakt med MAK, som noget MAK kan bidrage til, lære af, og udvikle sig med.

Forslaget: Nogle af Murras venner er allerede medlemmer af MAK. To af dem er aktive i lokalafdelingen i Managua. Dem, der bor i Danmark, burde, sammen med andre, der evt gerne vil melde sig ind, lave en Murra-baggrundsgruppe i MAK, tage kontakt til FU, gå ind i projektgruppen og starte et projektarbejde op i både Murras venners og MAKs navn.

Diskussion: Vi synes det arbejde Murras venner laver er det, som MAK er skabt til at støtte. Hvis der skal være en alliance skal den være gensidig, dvs Murras venner skal gå op i MAK som organisation også. Og MAK skal byde dem velkommen og tage imod dem med åbne arme (i første omgang FU). Desuden ser vi i dette samarbejde en mulighed for at give nye samt ældre medlemmer erfaring med projektudvikling.

Energi og sundhed

Baggrund: Miljø er objektivt set blevet en lige så stor determinant i et lands udvikling som økonomien (og miljø og økonomi smelter mere og mere sammen). Samtidig virker det som om, at mange danskere og mange brigadister går op i miljø. Brigaderne snakker eksempelvis meget og inderligt om skrald, og arbejder tit med det.

Også blandt nicaraguanerne er skrald eksempelvis noget, der optager en del sind for tiden, men nok mest middelklassesind. Det er nok ikke det problem, de fattigste prioriterer flest kræfter på at løse, der er arbejde, sundhed og mad på bordet nok vigtigere. ”Æstetisk” miljø-kamp (naturbevarelse, dyrevelfærd, skrald) bæres derfor mest af relativt små, idealistiske grupper af middelklasse unge. For fattige er skrald noget, der kan bruges tid på, når de primære behov er opfyldt, og man skal videre i sin udvikling (gerne vil bo kønnere, eller tackle sekundære sundhedsproblemer, eller hvis man vil arbejde med turisme, for eksempel).

Fattige er meget aktive på miljøområdet, men det sker på de felter, hvor det gør ondt: arbejdsmiljø (hvem sagde Nemagon), drikkevand (tusinder af landsbyvandkomiteer), bæredygtigt landbrug (Bonde til bonde programmet) osv. MAK kunne derfor angribe en sådan problematik fra en lidt bredere vinkel end bare skrald. Vi kunne se på det rigtig bredt, som energi og sundhed. Måske er der grundlag for en gruppe i Danmark, der gerne vil arbejde med dette?

Forslaget: Et godt projekt indenfor energi og sundhed kunne være at fremme bæredygtige, lukkede brændekomfurer (cocinas lorenas), som en del brigader har stiftet bekendtskab med. På landet kunne samarbejdspartneren være ATCs og UNAGs kvindesekretariater. Projektet kan sagtens have en storbykomponent, og brigaden kunne være bindeledet (mange brigader har bygget disse komfurer, og vi kunne sagtens uddanne dem til at blive komfur-promotorer).

Diskussion: Vi skal huske at have have en ”fattigvenlig” miljøstrategi i MAK, hvis vi skal holde fast i vores formål. Derfor skal et projekt indenfor energi og sundhed ikke handle om at redde skoven (den reddes faktisk bedst af, at brænde, og dermed skov, bliver ved med at være efterspurgt), men fokusere på at røg er et afgørende arbejdsmiljøproblem for kvinder og åben ild et vigtigt sikkerhedsproblem for især børn. I byen er brændeforbrug også et økonomisk problem, og her er der en miljø- og energipolitisk pointe at fremme brug af brænde fremfor gas.

Kvindeorganisering er afgørende for, at bæredygtig køkkenteknologi kan brede sig (man skal have manden til at slæbe murstenene, og han skal være med på at bruge penge på materialerne, og det kræver organisering at overtale ham). Projektet skulle derfor bygge på kvindeorganisering. Første skridt skulle være kontakt til ATC og UNAG, sondering af teknologiens tilstedeværelse i Nicaragua/Mellemamerika, og kontakt til brigadegruppen.

Ud til aktivisterne

Baggrund: Se ovenfor, og: Som nævnt er der et lille, voksende lag af små miljøgrupper, der er ved at spirre frem, mest blandt storby middelklasseungdom, men styrket af en del akademiske ressourcer samt stærke kulturelle kræfter (Rock Nica Ecologico samler mange af de fedeste unge musikere, for eks). Vi kender nogle af disse kræfter fra vores brigader. I MAK kender vi i det hele taget en del unge og ikke-helt-så-unge aktivister, især i Leon, som det ville være fedt at arbejde med, men som vi ikke rigtig har fået sat noget i gang sammen med endnu. Vi kan måske spille en rolle i at binde dette miljø sammen og forbinde det med mere folkelige kræfter.

Forslaget: En ny miljøgruppe eller ”sundhed og energi”-gruppe i MAK tager til Nicaragua og inviterer til et åbent netværksseminar. På den måde at vi inviterer dem, vi kender, som vi synes kunne være fede at have med (det er mest folk fra Managua og/eller Leon). De får hver lov til at invitere dem, som de synes kunne være fede at have med osv., indtil vores budget er brugt. Formålet (fra vores side) skulle være: hvad kan solidariteten fra Danmark bidrage med til den nicaraguanske miljøkamps udvikling over de kommende fem eller ti år. Seminaret kunne være et Leon-seminar, et Managua-seminar, eller både/og (så både Kulturfolkene fra Leon og Mejia-drengene kommer med).

Diskussion: Det har flere gange været oppe at vende i MAK at opstarte et projekt med unge f.eks. i byen, bl.a. i forhold til teatergruppen i León, som vi ved flere lejligheder har lavet forskellige arrangementer med, men som tidligere nævnt er det aldrig blevet til noget konkret. Det kunne være spændende at se på mulighederne for at kombinere sundhed og energi med det kunstneriske. Derudover ville et sådant projekt være en god måde at arbejde med folk i byen på.

Tilbage til bønderne

Baggrund: Komiteen har altid arbejdet på landet med bondeorganisering, fordi vi mener, at en velorganiseret bondeklasse er en af nøgleaktør i en miljømæssigt bæredygtig og socialt retfærdig udvikling i landet. Hvis vi vil blive ved med at være tætte på, hvor udvikling skabes i Nicaragua, skal vi vi blive ved med at være tætte på bønderne og deres organiseringer. Vi skal derfor tænke fremtid på dette område.

Vores hidtidige arbejde har bygget på sociale og økonomiske dynamikker, som ikke længere er fremtrædende (blandt andet fordi vi har hjulpet med at afvikle dem), og det ”rundes af” med Jinotegaprojektet. Så feltet er ret åbent for os.

Forslaget: Vi synes det kunne være fedt, hvis der er lyst i MAK til at skabe en ny ”bondegruppe”, eller ”Matagalpa/Jinotega gruppe”, der skal arbejde videre på grundlag af den nuværende Jinotegagruppes arbejde, eller kan fødes i dennes regi, og som vil være på plads til at kunne høste denne gruppes erfaringer.

Den ny bondegruppes første projekt kunne være at rejse til Nicaragua og holde et netværksdannelse/kendskab/fremtidsworkshop på netværksbasis: vi inviterer en kreds af enkeltpersoner og organisationer, som igen får lov til at invitere en kreds, som de hver især synes kunne være spændende at have med. Formålet (fra vores side) skulle være: hvad kan solidariteten fra Danmark bidrage med til bondeorganiseringens udvikling over de kommende fem eller ti år.

Ud fra det udstikker vi nye retningslinjer for vores arbejde på landet. Kooperativer? Kvinder? Ungdom? Miljø? Energi? Politik?

Diskussion: Det er vigtigt, at vi bygger videre på det arbejde, der allerede er realiseret i Jinotega og Matagalpa. Derudover er det vigtigt, at vi holder fast i de kontakter, vi har i regionen både i forhold til vores grundlag om social udvikling, men også i forhold til Nicaraguabrigaden, da vores samarbejdspartnere spiller en stor rolle i dennes organisering. Ved at bygge videre på det grundlag der allerede er lagt kan vi åbne op for nye muligheder for solidaritet både gennem projektarbejde, men også ved at kunne inkorporere brigaden bedre i komiteens arbejde.

Overordnet diskussion: Vi har i de seneste år i Mellemamerikakomiteen afsluttet alle vores projekter i Mellemamerika, og for komiteens overlevelse mener vi, at det er vigtigt at opstarte nye projekter i regionen. På nuværende tidspunkt er der kun een aktiv projektgruppe i MAK, nemlig Jinotegagruppen.

Vi mener, det er vigtigt både for at tiltrække nye medlemmer, men også for ikke at alt den erfaring og kontakter, som MAK allerede har udviklet i regionen skal gå tabt, at vi formår at opstarte og udforme nye projekter. Samtidig mener vi også, at det vil blive lettere f.eks. at få brigadister til at gå aktivt ind i MAK, hvis der er projekter i gang, som de kan se og deltage i. Eftersom brigaderne er MAKs livsnerve, er det vigtigt, at vi af den vej formår at tiltrække nye medlemmer.

Netop det, at det virker som om, at mange danskere og brigadister går op i miljø kunne et sådant arbejde være med til at skabe ny interesse for komiteens arbejde i Danmark.

Desuden er der et behov for at de eksisterende erfaringer, som stadig er tilstede i MAK, videregives til nye medlemmer.

Kontaktrejse

Baggrund: vi har ikke længere en fast repræsentation i Mellemamerika, der opretholder kontakter, har føling med udviklingstendenser, og skaber input til organisationens udvikling. Jo længere tid der går, jo vigtigere bliver det at få opfyldt de funktioner igen.

Forslaget: vi foreslår, at FU fra 2010 af foretager en årlig kontaktrejse til Mellemamerika for at besøge igangværende samarbejdspartnere, tjekke nye muligheder ud, og holde kontakt med gamle. Rejsen skal hver gang bestå af mindst en person, der ikke har været afsted, og en, der var afsted året før. Denne rejse skal foregå på organisationens vegne som supplement og komplement til de enkelte arbejdsgruppers rejser.

Nye brigadister, nye medlemmer

Baggrund: Brigaderne er komiteens livsnerve og skal fortsat være i centrum for vores forenings aktivitet. Men som brigaderne er organiseret pt er komiteens rekruteringsgrundlag meget smalt og det har vist sig, at det skaber en sårbar organisation.

Forslaget: Vi foreslår, at vi udvikler et brigadetilbud, der tiltrækker andre grupper end 4. gere, for også at kunne inddrage ældre menneskers engagement, ressourcer og erfaring. Det kan muligvis være en tilpasning af den nuværende brigade, men skal nok i virkeligheden være en helt ny rejse, ved siden af den nuværende brigade. Vi er sikre på, at med det rigtige tilbud kan vi godt tiltrække folk til en alternativ solidaritetsrejse.

Dialog med Projektrådgivningen

Baggrund: Jinotegaprojektets problemer med godkendelse i Projektrådgivningen tyder på, at vores erfaring med, hvad der er godt projektarbejde, ikke passer med, hvad man kan få bevillinger til.

Forslaget: Vi synes, vi skal forberede en debat i PR-regi om, hvad godt projektarbejde er, enten for at blive overbevist om, at vores erfaringer ikke duer, eller for at få ændret bevillingspraksis.

Dokumenter brigadernes impact

Baggrund: vi har sendt brigader afsted i 27 år. Vi ved stadig ikke, hvad vi opnår med dem.

Forslaget: Det kunne være spændende at lave et impactstudie over brigadernes betydning for de landsbyer, organisationer og kvarterer, de arbejder i.

Fyld erfaringshullerne

Baggrund: MAK står i alvorlig fare for at miste meget af den kapacitet indenfor projektarbejde, som vi opbyggede i perioden 1985-2008. Ikke nok ”gamle” går med i nye projektgrupper, og vi laver ikke megen intern erfaringsopsamling og -udbredelse.

Forslaget: Vi har brug for et slags internt projektkursus, hvor ”de gamle” tegner og fortæller, mens vi stadig har kapacitet til at videregive de projekterfaringer, vi har.

(Ok, det blev faktisk til fem ideer...)

Mellemamerika Komiteen støtter folkelige bevægelsers kamp for et økonomisk, socialt og politisk retfærdigt samfund. Man kan skelne mellem støtte til ”bløde” kampe og ”hårde” kampe.

Klassekamp vs bevidstgørelse

”Bløde” kampe handler om at skabe forandringer indenfor miljø, fattigdomsbekæmpelse, kultur, hvor det ikke så meget handler om at bekæmpe en fjende som at ændre måder, vi gør ting på.

”Hårde” kampe handler om at ændre magtforhold og samfundsstrukturer. Der er tit nogen, der gerne vil fastholde dem (en fjende). Det kan være kampe rettet mod staten: for rettigheder, der bliver undertrykt, for omfordeling af velfærden, for ny lovgivning eller en ny politik. Det er samtidig tit klassekampe: globale koncerner mod lokale befolkninger, bønder mod godsejere, arbejdere mod arbejdsgivere.

Rettighedsarbejde kan være ”hårdt”,som for eksempel retten til at vælge sine egen politiske ledere og abortkampen er blevet det i dagens Nicaragua. Men også ”blødt”, hvis det handler om rettigheder, som mere bliver negligeret end undertrykte. Kønskampe prøver vi i MAK at støtte som bløde kampe (uden en fjende), når den foregår i basis.

Styrk det bløde for at slå hårdt

MAK har meget bevæget sig indenfor de ”bløde” kampe, med fattigdomsbekæmpelse, ”blødt” rettighedsarbejde, miljø- og kulturarbejde: handicaparbejdet, kooperativorganisering, Bonde til bonde programmet, miljøbrigader. Men vi har til tider bevæget os ind i de ”hårde” felter, for eksempel med jordlegaliseringsarbejdet i Matagalpa i 90erne (klassekampe mellem bønder og godsejere), med maquilaprojektet (arbejdere mod arbejdsgivere), med støtten til stiftelsen af en national handicapbevægelse (kamp for ny lovgivning der giver plads til handicappede i samfundet), og i Guatemala med meget af CONICs rettighedsarbejde (mayaer mod staten og mod godsejere).

Der har altid været en forbindelse mellem ”bløde” og ”hårde” kampe i Komiteens arbejde. Vi forsøger at få vores støtte til ”bløde” kampe til at virke opbyggende for de folkelige bevægelsers evne til at føre de ”hårde” kampe. Vi ser på ”bløde” projekter som værktøjer til organisationsopbygning indenfor folkelige organisationer, som helst skal have et nationalt, strukturforandrende perspektiv i deres arbejde.

Matagalpa er godt eksempel på denne forbindelse. Vores jordlegaliseringsprojekter var et vigtigt bidrag til genopbygningen af en stærk bondebevægelse i Matagalpa efter systemskiftet i 1990. Da Arnoldo Aleman i sin regeringsperiodes første tid forsøgte at rulle de sandinistiske reformer tilbage, spillede Matagalpas bondebevægelse en nøglerolle i den folkelige modstand, der i 1997-98 tvang Aleman til at opgive sine planer (og i stedet vælge en samarbejdslinje med sandinistfronten, den såkaldte ”pagt”, men det er en anden historie).

Ny kapitalisme, nye kampe

Kampe kan godt skifte karakter. For eksempel var jordlegaliseringsprojektet ENDEFTI i Jinotega tænkt som støtte til en ”hård” kamp som den i Matagalpa i 90erne (klassekamp mellem bønder og godsejere), men jordlegalisering blev et ”blødt” felt (kamp for at få staten til at bruge ressourcer på området).

Ændringen hænger sammen med, at det hjemvendende borgerskab i 90erne kæmpede for at få ”sin jord” tilbage i et forgæves forsøg på at genskabe det halvfeudale Nicaragua, de havde forladt i 1979. Det var Matagalpaprojektets kontekst. Den kamp tabte det gammeldags godsejerborgerskab.

Dagens borgerskab er nu blevet klar over, at selve landbrugsproduktionen først og fremmest repræsenterer en risiko for tab, mens de store penge tjenes ved opkøb, videresalg og forarbejdning. De har brugt deres erstatninger fra sandinisternes jordkonfiskationer til at købe sig ind i maquilaindustrien, banker, service - og handelsselskaber og forsøge at hæfte sig på den nyliberale globalisering. Derfor er jordkampen ikke en væsentlig klassekamp længere. Men det er betingelserne for at finansiere produktion, føre handel og lave industri blevet. Det var ENDEFTI projektets kontekst.

I mellemtiden er nyliberalismen indtrådt i krise, måske endda spillet fallit, og i hele Latinamerika (og i USA) er der valgt regeringer, der lover at gribe ind i markedet til menneskenes fordel. Folkelige bevægelser, der i 90erne var marginaliseret og overladt til at udvikle sig på egne præmisser, er i dag i centrum for regeringernes interesse. Det giver nye muligheder og skaber også nye trusler for de folkelige bevægelser. Vil regeringerne give de fattige lov til at kræve omfordeling af den eksisterende velstand/donormidler (eventuelt i bytte for politisk loyalitet)? Eller vil de få lov til at selv at skabe velstand (med ”fare” for, at de gør sig uafhængige af politiske bosser)? (Det bliver det nye Jinotegaprojekts kontekst)

Udfordring

I MAK har vi ikke analyseret den nye kontekst, vores politiske formålsparagraf taler for eksempel stadig om nyliberalismen som hovedfjenden. Under alle omstændigheder, i Nicaragua-lokalgruppen vil vi gerne, at MAK holder fast ved, at det vi prøver, er at rykke ved strukturer og magtforhold. Ellers bliver det noget kedeligt småtteri.

Det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde lokalt, for det skal vi, men det betyder, at det lokale arbejde vi laver, skal være med henblik på at skabe styrke til at slå til nationalt og globalt. Det vil ofte, men ikke altid, betyde at samarbejdspartneren skal være en folkelig bevægelse med ambitioner om at have indflydelse på landets politik.