Når man må koge suppe på en sten |
| Posted by Anders Frost Larsen (anders) on 19.12.2006 |
Af Sisse Hjerrild Iversen og Astrid Krag Kristensen, Nicaraguabrigaden 2003.
Mange arbejdere i frihandelszonen Las Mercedes bor i barrioen El Rodeo overfor lufthavnen i Managua. Husene er simple med jordstampede gulve og utætte tage, og de færreste steder er der klo-akering eller indlagt vand. I for-staden Ciudadela, hvor der også bor en del arbejdere fra maquilaen, er boligforholdene endnu mere miserable; her besøgte vi familier, der boede i huse af sorte affalds-sække eller pap.
De fleste af arbejderne er vant til et liv i fattigdom, hvad enten de er født på landet og rejst til byen i håb om bedre levevilkår, eller de er født i byen. Derfor er truslen om at miste sit job og stå uden mad til sig selv og sine børn meget nærværende: de fleste har prøvet det på egen krop. For rigtigt mange af arbejderne er det således ikke et spørgsmål om andet end ren og skær overlevelse, når de ikke vil melde sig ind i en fagforening og dermed ryge i farezonen, når der næste gang skal fyres folk.
Portræt af Teresa
Teresa er maskinsyerske, fagforeningsaktiv og lokal-afdelingens sekretær; en stærk kvinde og en markant figur på sin fabrik i frihandelszonen Las Mercedes. Hun er gift med Reynaldo, der også er en markant skikkelse på fabrikken; blot på en helt anden måde: diplomerne for Månedens Medarbejder hænger side om side over fjernsynet i den store stue med jordgulv, der udgør samlingspunktet for den lille familie.
Teresa er 25 år, Reynaldo 30, og sammen har de børnene Jodeli på 10 og Camillo på 6. De mødtes i den slum-barrio, hvor de stadig bor - begge nytilflyttere fra landet i håbet om et bedre liv i storbyen. Arbejdsdagen er lang: begge arbejder som minimum fra klokken syv om morgenen til klokken 18 om aftenen, og som eksem-plarisk arbej-der må Reynal-do med jævne mellemrum blive på fabrik-ken natten over, hvis en stor ordre skal færdiggøres til det nordamerikanske marked.
Familieliv er der derfor ikke meget af. I huset bor også svigerinden Veronica på 20 år. Hun er flyttet til departementet fra en lille landsby i León, hvor hun boede med sin mand og to små døtre på to og fire år, for at passe hus og kigge efter børnene, mens Reynaldo og Teresa er på arbejde. Indkøb står hun ikke for - det er for farligt for hende som ung kvinde at tage på markedet alene, så i stedet bruger Teresa og Reynaldo deres eneste fridag - søndag - på at besøge et af Managuas store markeder og købe ind til hele ugen.
Faglig stolthed og kampvilje
Teresa var med, da fagforeningen for lidt over to år siden blev stiftet på fabrikken, og hun fortæller stolt, hvordan medarbejderne på fabrikken støtter op om de få, der tør stå frem og kæmpe fagligt.
Det er heller ikke uden risiko, man melder sig ind i en fagforening. Teresa ved, at hendes navn nu optræder på den sorte liste, der cirkulerer mellem virksomheds-ejerne i Las Mercedes, og bliver hun fyret, kan hun være sikker på ikke at finde et andet job. Men det er det værd, mener hun:
"Jeg overvejede at sige op og begynde at arbejde i min svigermors pulperia," (dagligvarebutik) fortæller Teresa og fortsætter:
"Men alle mine kolleger sagde, at hvis jeg stoppede, så var der ingen til at tale deres sag, når kineserne (arbejdsgiverne, red.) hver mandag fyrer folk, der har haft for meget sygdom eller været for besværlige. Så blev jeg, og nu bliver jeg, ind til de smider mig ud!"
Portræt af Maryuri
Maryuri kommer ikke fra en velhavende familie og har de sidste mange år boet i et lille hus sammen
Last changed: 19.12.2006 at 17:16
Back