Ondt i demokratiet |
| Posted by Line Jacobsen (linejacobsen) on 10.12.2010 |
Af Sven Gårn Hansen
På overfladen er sårene efter de mellemamerikanske borgerkrige i 80erne tilsyneladende endelig helet. Oppositionspartier, der i 70erne og 80erne var jaget vildt for regionens hære, dødspatruljer og efterretningstjenester, er i dag blevet de samme hæres arbejdsgivere. El Salvador og Nicaragua regeres fredeligt af de guerillabevægelser, der tabte 80ernes borgerkrige. Guatemala har en socialdemokratisk præsident, hvis far blev dræbt af hæren. I Honduras indgik storgodsejeren Zelaya aftale med de folkelige bevægelser – i 80erne var de jaget vildt i militærets “beskidte krig”.
Bedre tegn på forsoning og vilje til at stemme sig ud af konflikter frem for at dræbe sig ud af dem kunne man næppe ønske sig. USA, EU og – i lidt mindre målestok – Danmark, kan tilsyneladende stille og roligt ønske sig selv tillykke med et årtis vellykket støtte til demokratisering, “good governance” og økonomisk stabilitet.
Men der er alligevel grus i det demokratiske maskineri.
De rødes genkomst
Historisk set har de politiske og økonomiske tendenser bølget frem og tilbage i Latinamerika:
70erne var “den kommunistiske trussels” og militærdiktaturernes årti i Latinamerika. USA herunder CIA og deres lokale, uniformerede allierede så en Fidel Castro i enhver socialdemokratisk partileder og enhver aktivistisk fagforeningsmand.
80erne, det berømte “tabte årti”, var den langsomme og forsigtige USA-ledet demokratiserings- og strukturtilpasnings årti, og var samtidig borgerkrigenes år i Mellemamerika.
90erne tegnedes de nyliberale demokratiers tilsyneladende endeløse triumftog, med lige dele økonomisk vækst og voksende social ulighed. Men det liberale tusindårsrige varede kun et årti. Årtusindskiftet kom til at stå i den “lyserøde bølges” tegn. Et løfte om opgør med den forhadte liberalisme blev praktisk taget en garanti for valgsejr overalt på kontinentet. Silvas Brasilien og Chavez’ Venezuela markerede på hver deres måde en nyfunden latinamerikansk uafhængighed af den store nabo i nord.
Som Sydamerika er Mellemamerika på sin egen, særlige måde, blevet revet med af den “lyserøde” politiske bølge og opgøret med det nyliberale “vækst og uligheds”-samfund, som USA og EU står for på verdensplan. Men ingen af Mellemamerikas “lyserøde præsidenter” sidder helt roligt i deres præsidentstole. Alle er de nemlig en torn i øjet på Mellemamerikas gamle rigmandsfamilier, der med nød og næppe – og takket være en god portion nordamerikansk militærbistand – overlevede 80erne sociale oprørsstorm. For nogle var den politiske pris, de måtte betale for deres sejr, usmagelig: Danidas og USAs tanker om good governance, nedskæringer i militæret og politiske rettigheder til oppositionen lyder stadig halvkommunistisk og blødsødent i deres ører. At se de stater, de anså som deres, blive overtaget af opkomlinge som Colom og Ortega fra Guatemala og Nicaragua, eller ligefrem stjålet af en klasseforræder som Zelaya, er utåleligt.
Den brune bølge
Og det er ikke kun i Honduras eller i Mellemamerika, at reaktionen støver militærkuppets glemte kunst af for at forsvare med geværerne, hvad de ser truet af valgurnerne. Kast bare et blik på denne liste over “demokrati-truende øjeblikke”:
Venezuela, 11. april, 2002: Præsident Hugo Chavez tvinges midlertidigt fra magten i et mislykket militærkup. Folkelige demonstrationer og loyale militærstyrkers indgriben genindsætter Chavez efter 47 timer.
Haiti, 29. april, 2004: Amerikanske soldater tvinger Haitis folkevalgte præsident Jean-Bertrand Aristide til at træde tilbage og “eskorterer” ham i eksil i den Centralafrikanske Republik. I 2010 forbydes Aristides parti, der er landets største, opstilling ved valget den 28. november.
Bolivia, 10. september 2008: Midt i et spirende højrefløjsoprør mod sin grundlovsreform udviser Præsident Evo Morales USAs ambassadør Philip Goldberg for at “konspirere mod demokratiet og forsøge at splitte Bolivia”. Den 1. november lukker Morales det nordamerikanske narkotikapoliti DEAs 37 mand store kontor i Bolivia. Han anklager DEA for at udøve spionage og for at finansiere oprørske højrefløjsbevægelser.
Nicaragua, 9. november 2008: Det sandinistiske regeringsparti vinder kommunalvalget i Nicaragua under anklager om valgfusk og svindel. Den 20. februar havde det regeringskontrollerede valgråd i forvejen frataget oppositionslederen Eduardo Montealegre formandskabet i sit parti, og den 11. juni havde det forbudt to små oppositionspartier at stille op.
Guatemala, 10. maj 2009: Advokaten Rodrigo Rosenberg dræbes af revolvermænd. På et videobånd lavet kort forinden beskylder Rosenberg præsident Alvaro Colom og dennes kone Sandra Torres for at planlægge hans død. I januar 2010 afgør en undersøgelseskommission fra FN, at Rosenberg selv havde hyret revolvermændene i et iscenesat selvmord. Officerer fra de militære efterretningstjenester er dybt indblandet i forsøget på at delegitimere og muligvis vælte præsidenten.
Honduras, 28. juni 2009: Et militærkup afsætter præsident Mel Zelaya på vegne af landets parlament og højesteret.
Ecuador, 30. september 2010: Oprørsk politi tilbageholder præsident Rafael Correa i 10 timer, indtil loyale militærstyrker befrier ham.
Røde, anti-amerikanske overlevere
Bag disse kortvarige krisestunder aner man nogle mere dybereliggende, varige processer:
1. Bortset fra Nicaragua drejer det sig om trusler mod venstreorienterede eller centrum-venstre-regeringer, der iscenesætter sig selv som værende på de fattiges side mod de rige i et opgør med USAs dominans og med den nyliberale økonomiske politik, som USA og Europa står for. Med større (Bolivia, Venezuela) eller mindre (Nicaragua, Honduras) troværdighed står vi midt i et nyt kapitel i en tilsyneladende endeløs saga om “politik med de fattige” vs “politik mod de fattige”.
2. Kun tre af angrebene mod demokratiet er faktisk lykkedes – i Haiti, Honduras og Nicaragua. Og selv i disse lande er oppositionen langt fra kuet eller knust. De demokratiske kræfter er altså stærkere, end dets fjender åbenbart regner med. I Bolivia, Ecuador og Venezuela var loyale militærenheder og massiv folkelig opbakning afgørende for, at de demokratiske præsidenter overlevede udfordringen. I Guatemala kvaltes det spirende kupforsøg - hvis det da var et - af FN-missionens troværdighed og af komplotmagernes inkompetence og sociale isolation. Kun i Honduras var hæren og de fleste af elitens dominerende familier usplittet i deres opbakning til kupmagerne.
3. I kriserne i Haiti, Ecuador, Honduras, Venezuela og Bolivia spiller USA en større eller mindre rolle – lige fra stiltiende accept og “tilladelse” (Venezuela og Honduras) til diplomatisk aktivitet for at koordinere oprøret (Bolivia) til selv at stå for selve den militære indsats (Haiti). USA spiller altså stadig langtfra en konstruktiv rolle i udviklingen af demokratiet i Latinamerika, selv om engagementerne i Mellemøsten og Asien midlertidigt gør USA til en meget forsigtig spiller i Latinamerika. I 2009 udvidede Obamas USA alligevel sin militære tilstedeværelse i Latinamerika for at sikre fremtidig kapacitet til “fuld-spektrums-operationer” mod blandt andet “USA-fjendtlige regeringer”.
Den mellemamerikanske syge
I Mellemamerika er de sociale konflikter, som satte regionen i brand i 80erne, og som blev “frosset ned”, men ikke løst, af bistandsfinansierede fredsprocesser i 90erne, nu igen dagsordens-sættende. Ulighed, fattigdom, udvandring og omfattende samfundsmæssig vold spænder de skrøbelige “verdensbanks”-demokratier, som blandt andet Danida har brugt mange millioner på at opbygge, til bristepunktet. Disse stater er indrettet til at drive minimale sundheds- og uddannelsessystemer, fremme udenlandske investeringer, gennemføre korrupte privatiseringer og fungere som magtdelingsapparater for samfundets mægtigste grupper. De er ikke indrettet til at løse sociale problemer eller sætte gang i fattigdomsorienteret økonomisk udvikling. Forskellen mellem 80erne og nu er, at de fattige som vælgere kan være med til at sætte dagsorden. Selv om det sker med meget vekslende held:
I Nicaragua udnytter Daniel Ortega de stærke folkelige bevægelser, sit partis prestige og de fattiges behov til at gennemføre et projekt, der trods en del umiddelbare gevinster for de fattige også indebærer indskrænkninger i demokratiet og, som det tilsyneladende centrale mål, magt og velstand til Ortegafamilien.
I Honduras opnåede de relativt svage folkelige bevægelser stor indflydelse til gengæld for at støtte Zelaya i sit opgør med landets regerende klaner – for stor, viste det sig.
I El Salvador og Guatemala, hvor borgerkrigenes militære magtapparater stadig er mere eller mindre intakte, og i privatiseringstidens ånd også mere eller mindre inficerede af narko-økonomien, har begge regeringer vundet valg på at gøre en ende på de udemokratiske kræfters magt, mindske uligheden og gøre op med den omfattende samfundsmæssige vold. Men begge har også måtte indgå forlig med de samme kræfter, der driver volden og uligheden. Det sikrer dem mere eller mindre mod effektive kupforsøg – men løser ikke de problemer, deres vælgere står over for i dagligdagen.
Last changed: 10.04.2011 at 11:17
Back