Sin agua no hay vida - uden vand er der ikke liv
Sin agua no hay vida - uden vand er der ikke liv - 02.08.2007
Stemningsreportage fra Revolutionsdagen i Nicaragua
Mads Jacobi Grøn og Martin Molter West
Torsdag d. 19 juli kunne sandinistbevægelsen fejre, at det nu er 28 år siden Somoza blev sat for døren og at oprøret gestaltede sig i en revolution. Denne dag er fastholdt som en milepæl for Nicaraguas løsrivelse af årtiers diktatur og samtidig et minde om borgerkrigen, der udbrød kort efter d. 19 juli 1979. Men bid rolig mærke i, at Revolutionsdagen ikke er en fest for alle.
Managua er meget lunefuld for tiden. Det ene øjeblik gør solen det kvælende at bevæge sig rundt. Ud af ingenting samler skyerne sig som et skyggende tæppe og kaster kaskader af vand ned over bliktagene. Her er ikke mangel på regnvand, men en begyndende desperation efter at slukke tørsten i rent vand. Både vand og lys opfører sig som vejret. Blot èt af de gabende problem, som dagens senere politiske indhold vil kunne levere et svar på. Et banner vi passerede tidligere på dagen talte dets tydlige sprog Sin agua no hay vida. Det kan man ikke sige meget imod.
Da vi tænder fjernsynet på Hotel Santos er kanal 4 allerede I fuld gang med at fyre kul op under arrangementet på Plaza de
Som vi vandrer fra rundkørslen ved Plaza Inter ned ad den legendariske Abenido Bolivar boulevard kommer vi så småt ind i stemningen. Vi er midt i en veritabel folkevandring. Midt i et inferno af dyttende biler. Strømmen tager os med mod Plaza de
Vinden tager til og nu kommer regnen også. Et skilt af Daniel svejset på en lygtepæl river sig løs og udgør nu en trussel for alle nærstedsværende. Vi skynder også videre ned på festpladsen efter at have konsumeret en omgang pollo med gallopinto. Tortillaen var nu ret tør.
Musikken buldrer ud af de meterhøje højtalere. Folkemusik, salsa, reggeaton, ranchera. Umulig at kategorisere på anden måde end indholdet i teksten. Teksterne dyrker landet, udtrykker landet, kysser landet og lover fællesskab og lyse tider. Gentagelsen er et ritual. Sangene afbrydes på samme overlagte måde som vand og lys, erstattes af jungleskrig: Viva Sandino - Viva Sandino. Folkemængden svarer igen i taktfaste toner.
Showet starter nogle minutter over fem. Kamerafolkene er på plads, politiet tilstede, den rødklædte menneskehav venter i spænding. Et stort hul ind til stilladset bag scenen vidner om, at kulisserne ikke nåede at blive færdig. Apropos Nicargua. Et stort banner med Ortega mangler for at skabe den perfekte symmetri i billedet. Folkedansere kommer på podiet, der er opstillet en
En sælger passerer forbi med et spørgende blik: "hvad laver I her". Tilsyneladende ikke helt billigende dette show omkring revolutionsdagen. Han bander på godt nicaraguansk, at det forfanden var bedre under Somoza. Han er væk igen før vi overhovedet når til genmæle. Et par nordboere fra Matagalpa indhyllet i sandinist-merchandise tilbyder os en slurk af den rom, der solidt er plantet i sidelommen på en jakke. De lader til at være vældigt godt tilpas i dette kaos. Vi takker nej til rom, men ikke nej til en sludder. De nærer alle stor tiltro til sandinisterne og gjalder gladeligt med på El pueblo unido og Poder para el pueblo - poder para el pueblo. Mere benzin hældes på bålet.
Danserne går af podiet. De første vover sig op på det tomme podie, hvorfra et frit udsyn til scenen opnås. En følger og en anden. Lige pludselig er scenen fyldt med ellevilde unge. Daniel i følgeskab af andre prominente socialister fra Latinamerika, heriblandt Chavez fra Venuzuela, indtager spotlyset på scenen. Den første til at gribe ordet er Daniels kone, Rosario. Med en takt, rytme og ikke mindst gentagelse, der vil få selv den mest garvede konferencie til at ryste i bukserne, er hun her, dèr og alle vegne. Et show hun synes i fuld kontrol over: Viva sandino - Viva Daniel - El pueblo viva y la lucha sigue. Menneskemængden komplimenterer trofast.
Da mikrofonen videregives til Chavez bryder der åbenlyse kampe ud på podiet. De to ting har ingen sammenhæng. To unge grupper bekriger hinanden med pinde fra flag og andet der kan anskaffes. Showet fortsætter i baggrunden. Vinderen mellem de to findes først idet alle modstanderne er væltet af pinden. Ingen kompromis indgås i denne kamp. Har man ikke set dette et sted før? Store raketter ufolder sig smukt på himlen og ikke få meter fra os affyres noget mindre krudt. Øredøvende brag lyder og vinde af gløder fyer ind over folkemængden og os. Vi bevæger os frem for ikke at blive ramt.
Himlen truer konstant, men det blir ikke til andet end lidt dryp. Vi prøver ihærdigt at følge med på de to storskærme placeret i hver side af scenen, mens folk passerer, hilser, snakker en smule. Fyrværkeriet tager til. Det er sgu ret smukt! Det samme synes de tusinde andre – i hvert fald at bedømme på bifaldene. Vi konfronteres af en meget engageret og beruset sandinist-tilhænger. Tydeligvis skuffet over vores pragmatiske, og nok mest af alt apatiske, tilgang til dette scenarie hæver han stemmen. Støjen fra baggrunden gør hans tilnærmelser umulige at forstå, men tonen er ikke til at tage fejl af. Følelserne hænger ude på tøjet, og hva' fa’n bilder vi os ind ikke engang af løfte hænder til tonerne af den så almenmenneskelige oneliner poder para el pueblo. Hans mindre berusede ven kommer os til undsætning. Endnu en kamp I kampen.
Ryggen værker en smule nu og vi samler de sidste kræfter for at fastholde fokuset på, hvad de respektive repræsentanter siger uden at lade os rive fuldstændig med af showets forførende væsen. Vi følger os momentvis som en del af dette større fællesskab. Andre gange føler vi os helt alene, observerende uden at vise følelser. Bekende kulør. Vi beslutter at gå på retræte og få oplevelsen på afstand. Men et sådant menneskehav er ikke sådan lige at forcere. Himlen er imellemtiden blevet klarere og nu fremtræder lydene fra pladsen kun som stemnmer I natten. Ved rundkørslen på Plaza Inter sætter vi os ind I en taxa og herfra eksisterer mødet med Daniel, Rosario, Chavez, Matagalpa-drengene, Somoza og sandinist fanatikerne kun som små peaks I en større helhedsoplevelse.
Fotos fra pladsen den 19. juli
Gå til artikler