Hvad gør man, når ens kollegaer ikke gider kæmpe for at forbedre de usle forhold, der er hverdag på langt de fleste Mellemamerikanske fabrikker? Eller når pligterne i hjemmet tager al fritid og dermed går ud over muligheden for at engagere sig i fagforeningsarbejde? Når de unge mangler kendskab til de love, som beskytter dem som arbejdere? Eller når frygten for at blive fyret og dermed miste sit indtægtsgrundlag betyder, at man ikke tør tale med andre om de problemer, man oplever på arbejdet?
Af Heidi Brehm Christensen
Dette er spørgsmål, som nyuddannede promotorer fra Nicaragua, Honduras og Guatemala diskuterede på et møde i Honduras i juli 2007.
Promotorerne er gennem Mellemamerika Komitéens maquilaprojekt blevet oplært i faglige rettigheder og til at gå i dialog med andre unge omkring de arbejdsmæssige og personlige problemer, mange tekstilarbejdere oplever. Det er ikke en nem opgave, og derfor mødtes promotorer fra de tre lande for at dele deres oplevelser, diskutere de problemer, de oplever i deres oplysningsarbejde, og ikke mindst for at inspirere hinanden til det videre arbejde.
Den største barriere er frygt
Et tema, der kom til at fylde meget under promotorernes diskussioner, var den
generelle frygt, folk oplever i forhold til at organisere sig.
Især i Guatemala bliver faglig organisering voldsomt undertrykt. Det betyder mange unge mauilaarbejdere er bange for at organisere sig og kæmpe for deres rettigheder. Også i Nicaragua og Honduras er der dog repression af fagligt aktive og fagbevægelsen. Fabrikkerne modarbejder fagforeningerne, og gør det umuligt at informere sine kollegaer om deres faglige rettigheder i arbejdstiden. De nyuddannede promotorer har derfor kun mulighed for at lave oplysningsarbejde blandt andre unge tekstilarbejdere i weekenden og udenfor fabrikkerne.
Hvordan bedriver man oplysningsarbejde, når man har så mange odds imod sig? I besvarelsen af dette spørgsmål havde flere af promotorerne konkrete erfaringer og oplevelser at dele med hinanden.
Som Hilda fra Guatemala udtrykte det: ”På grund af den store frygt og megen undertrykkelse, kan man ikke i Guatemala arbejde direkte med faglig organisering, men gennem diskussioner af temaer som eksempelvis demokrati og rettigheder kan man nærme sig organisering som en vej til forbedring af arbejdernes forhold.” Gennem sådanne workshops er det lykkedes promotorerne i Guatemala at komme i kontakt med flere unge arbejdere og lære dem om deres rettigheder, samt om fagbevægelsen, og hvordan den arbejder for at forbedre arbejdernes forhold.
Fodboldkampe og aktivititer for børn
Repræsentanterne fra Nicaragua udtrykte, at de ser det som en fordel, at de selv som arbejdere kender til de problematikker, som unge tekstilarbejdere går og tumler med. De er via dette kendskab til målgruppen og med problemstillinger som alkohol, stoffer og prostitution som indgangsvinkel kommet i dialog med andre unge i en række boligkvarterer. De unge har derigennem fundet et fællesskab, hvor de har mulighed for at tale om deres fælles problemer.
I Nicaragua har de også taget kreative metoder i brug for at skabe et rum og en mulighed for at snakke med unge om faglige rettigheder. Fodboldkampe og aktiviteter for børn har været med til at skabe det rum og den tryghed, der skal være til stede for at folk tør snakke om det ”farlige” emne: Arbejdstagerrettigheder.
