Maquilaprojektets første måneder
Under titlen Arbejdere i eksportproduktionszonerne - brikker i globaliseringen samlede eleverne på de danske ungdomsuddannelser i alt 7,3 mio. kr. ind på dagsværksdagen i november sidste år. Af dette beløb tilfaldt knap 6,7 mio. selve projektet, hvilket er noget mere end de 6,1 mio. som projektforslaget til OD lød på. Selve projektet er treårigt og startede officielt d. 1. april i år.
Jeg tiltrådte stillingen som projektkoordinator en måned før den officielle projektstart og er ansat for halvandet år. Min opgave er først og fremmest at få projektet i gang i de tre lande og at sørge for at der bliver etableret en række rutiner og procedure, der gør det muligt for baggrundsgruppen i at styre projektet fra Danmark, når min kontrakt udløber ? en opgave som jeg varetager efter bedste evne med base i kontoret i Managua.
Struktur og idé
Maquila-projektets grundkomponent består af de alfabetiseringsprogrammer, som vil blive gennemført i de tre projektlande. Der er således planen at alfabetisere 1.500 maqui-laarbejdere i løbet af projektperioden. Alfabetiseringen foregår i de barrioer (boligkvarterer), hvor maquilaarbejderne typisk bor og udføres af de lokale fagforeninger, der organiserer arbejderne i maquilasektoren. Projektet forsøger dermed at sætte fagforeningerne i stand til at tilbyde deres potentielle medlemmer andet end støtte til traditionel arbejdskamp og sigter på at opbygge en bredere social base for fagforeningerne end den der udgøres af de afgrænsede grupper af arbejdere på de enkelte fabrikker. De mellemamerikanske fagforeninger arbejder således typisk ved at organiserer arbejderne ud fra princippet én fabrik, en fagforening. Alle disse fagforeninger samles så i såkaldte føderationer (der igen samles i landsforbund) og det er en række af disse føderationer, som er pro-jektets samarbejdspartnere. Ulempen ved denne ret decentrale struktur er at den enkelte fagforening har svært ved at overleve fabriksejernes modtræk, som oftest består i at fyre alle de ansatte eller lige-frem lukke fabrikken og flytte hele produktionen for at komme en eventuel fagforening til livs. De mellemamerikanske fagforeninger er dog begyndt at tage de første skridt til at begynde at organisere fagforeninger på tværs af flere fabrikker eller for hele sektoren. Ved at flytte fokus væk fra den enkelte fabrik og ud, hvor arbejderne bor er det således håbet, at maquilaprojektet kan bidrage til den-ne udvikling.
Ud over alfabetiseringsprogrammer har projektet endvidere det mål at uddanne en gruppe frivillige promotorer i hvert land, der skal igangsætte aktiviteter i boligområderne, der både vil have et rekreativt og et oplysende element. Det er således meningen at disse promotorer med støtte fra fagforeningerne skal være primus motorer i en bred vifte af aktiviteter spændende fra fodboldkampe til workshops om arbejdsmiljø. Alt sammen med det overordnede formål at styrke samhørighedsfølelsen blandt maquilaarbejderne i de enkelte boligkvarterer og dermed gøde jorden for deres faglige engagement.
Projektets sidste komponent er kun en del af projektet i Nicaragua og består i en lægeklinik specifikt rettet mod maquilaarbejderne og de arbejdsrelaterede lidelser, som knytter sig til arbejdet i maquilafabrikkerne. De mest udbredte lidelser knytter sig til det høje støjniveau, de høje temperaturer og den store mængde tøjfibre i luften i fabrikshallerne. Klinikken er placeret i Managua ikke langt fra den store frihandelszone Las Mercedes i Managuas nordlige udkant og le-des af en af Nicaraguas få læger med speciale i arbejdsmedicin.
Hvad er der sket indtil nu?
Som nævnt gik projektet officielt i gang 1.april. Det første stykke tid gik dog med en række forhandlinger med samarbejdspartnere om at få projektets endelig form og ? ikke mindst ? budget på plads. De første aktiviteter startede således i maj måned i Nicaragua med reno-veringen af det hus, hvor klinikken er placeret.
Nicaragua
I Nicaragua samarbejder projektet med tre føderationer, der er gået sammen i en slags samarbejdskomité, Mesa Laboral. En af disse føderationer havde for et stykke tid siden fået doneret et hus af den tyske industriarbejderfagforening IG-Metal, men eftersom huset ikke rigtig har været brugt eller lejet ud til andre formål var en grundig istandsættelse og ombygning nødvendig før det var egnet til at bruge som lægeklinik. Siden er det nødvendige personale blevet ansat og det nødvendige udstyr ind-købt. Mesa Laboral og den ansatte projektkoordinator er nu i gang med at forberede alfabetiseringsprogrammet, der starter i næste måned. I den nicaraguanske del af projektet samarbejder vi med den belgiske organisation FOS og danske 3F (tidligere SiD og KAD), der begge har samarbejdet med Mesa Laboral gennem en årrække med fokus på maquilaindustrien. Samarbejdet er ganske tæt og består af samfinansie-ring af de mest centrale ansatte og koordinering af aktiviteter. Sådan et samarbejde er forholdsvis kræ-vende, da det betyder et mere komplekst projekt og flere parter i den samme proces, der ikke altid har de samme prioriteringer. De store fordele er dog at de forskellige projekters ressourcer udnyttes bedre og de forskellige donorer så at sige trækker i samme retning. Endvidere er det en stor fordel for mig som koordi-nator for en organisation, der ikke har den store erfaring med industriarbejderfagforeningerne, at arbejde sammen med 3F og FOS, der begge har arbejdet i sektoren i mange år.
Honduras
De næste til at begynde de egentlige projekt-aktiviteter var fagforeningerne i Honduras. I Honduras samarbejder vi med de to føderationer FITH og FESITRADEH, der begge er medlem-mer af den samme landsorganisation, CUTH (formanden for FITH er endvidere formand for CUTH). I modsætning til projektet i de andre lande har projektet i Honduras ikke base i hovedstaden men derimod i industri- og havnebyen San Pedro Sula i Honduras´ nordøstligste hjørne, hvor størstedelen af landets ma-quilafabrikker er lokaliseret. Eftersom der ikke er nogen sundhedsklinik i den honduranske del af projektet, lagde man her ud med alfabetiseringen. Siden starten af juni har den første runde af arbejdere, 159 perso-ner, modtaget 10 undervisningssessioner á 4 timer og med enkelte undtagelser har de alle bestået første klasse og er nu i gang med simple sætninger og trestavelsesord. Jeg har selv været noget skeptisk overfor FITH og FESITRADEHs målsætning, om at nå femte-klasses niveau i løbet af fem måneders alfabetisering, men efter at have besøgt undervisningen og set de aflagte prøver og oplevet elevernes entusiasme er min skepsis indtil videre blevet gjort til skamme. Ligesom i Nicaragua samarbejder vi her tæt sammen med 3F og FOS. Det gik dog ikke helst så gnidningsløst som i Nicaragua med at få samarbejdet op at stå, da der fandt en række misforståelser mellem de forskellige organisationer sted, samtidig med at lederen for den ene af de to fagforeninger følte behov for at vise sin magt ved at sætte hele processen i stå for en periode. Disse forhindringer er nu ryddet af vejen og samarbejdet kører nu ganske godt.
Guatemala
Desværre er det ikke muligt at fortælle de samme positive nyheder fra projektet i Gu-atemala som fra de andre projektlande. I Guatemala er projektaktiviteterne nemlig slet ikke gået i gang endnu, selvom forskellige budgetter og projektforslag er blevet diskuteret og sendt frem og tilbage over Atlanten. At projektet er mere end fire måneder forsinket skyldes først og fremmest at meget har forandret sig siden projektet blev planlagt. Prisniveauet er således steget temmelig meget i Guatemala det sidste års tid, hvilket alt andet lige betyder, at vores penge ikke rækker så langt som vi havde planlagt. Dernæst har udviklingen i Guatemala siden projektformuleringsfasen ikke været til gavn for de fagforeninger, vi sam-arbejder med. Det er således lykkedes Guatemalas magthavere, der også har interesser i maquilain-dustrien, via deres kontrol med massemedierne, at gøre fagbevægelsen temmelig upopulær og at skræm-me arbejderne fra at organisere sig. I øjeblikket er det således kun den ene af de to føderatioer i projektet, FESTRAS, der overhovedet organiserer arbejdere i maquilaindustrien i form af to fabrikker med tilsammen 1.200 arbejdere. FESTRAS og den anden føderation, UNSITRAGUA er derfor berettiget bekymret for, om de er i stand til at mobilisere maquilaarbejderne omkring projektet. Det har derfor været nødven-digt at skrue forventningerne ned hvad angår projektet i Guatemala og vi arbejder nu med at finde en udformning og en dimensionering af projektet, som det vil være realistisk at kunne gennemføre. I skrivende stund er det dog ikke lykkedes endnu om end, det ser ud til, at vi nærmer os en løsning.
Fremtidsudsigter
Efter at aktiviterne er gået i gang og kommet på skinner i Nicaragua og Honduras vurderer jeg fremtidsudsigterne som gode for projekterne i disse lande. I Guatemala burde det også være muligt at få gang i aktiviteterne inden for overskuelig fremtid om end det næppe bliver i det omfang, som oprindeligt planlagt.
En ting er dog at implementere et alfabetiseringsprogram og uddanne en række kad-rer, hvilket alle samarbejdsorganisationerne har stor erfaring i. Noget andet er at skulle opbygge sociale netværk og klassebevidsthed blandt en gruppe arbejdere, der både socialt og økonomisk lever i en trængt situation. Projektets succes afhænger i vid udstrækning af, om promotorerne bliver i stand til at i gangsæt-te aktiviteter, som er relevante for maquilaarbejder og som de har mulighed for at deltage i. Forberedel-serne til projektet har dog været grundige og alle samarbejdspartnerne synes godt om projektets idé og alle andre tegn i sol og måne viser endvidere, at vi er på rette spor, så jeg ser indtil videre ingen uovervindelig forhindringer for projektets succes.
