Oplysningsprojekter
Film: Det store bønnetyveri - en bistandswestern
Der har været tilfælde af korruption i et dansk bistandsprojekt i Nicaragua
- men nu skal der ryddes op. Det danske projekt har støttet en
bondeforenings bønneproduktion. Men medlemmerne i foreningen mistænker
hinanden for at have fjernet bønner fra et fælleslager. Foreningen er truet
af opløsning, men den danske projektleder forsøger at få løst op for
konflikten ved at tilbyde bønderne at medvirke i et teaterprojekt.
Det store bønnetyveri er produceret i et samarbejde mellem Danida,
Mellemamerika Komiteen og producer Jens Pedersen.
Mandag den 8. januar vises "Det store bønnetyveri - en bistandswestern" kl 18.20 på DR2, den genudsendes søndag den 14. januar på DR1
Tak for kaffe kampagnen
Lørdag den 3. december 2005 gik Nicaraguabrigaden05 i aktion og delte 5500 poser kaffe ud til de danske skatteborgere. Med Tak for Kaffe! kampagnen vil vi vise vores støtte til den danske udviklingsbistand, fordi den virker! Denne kampagne er startet af 16 piger fra Nicaraguabrigaden 2005, der har boet og arbejdet med kaffebønder i Nicaragua, hvor vi har set hvor meget bistanden betyder i praksis.
Læs mere på takforkaffe.com
Film: No más desalojos // Ikke flere fordrivelser
Film-projektet 'ikke flere fordrivelser' blev lavet i samarbejde med den guatemalanske bonde- og indianerorganisation CONIC, som ønskede at dokumentere den hårde linje den siddende regering har lagt overfor småbønderne i deres kamp for ret til egen jord. Mange bondelandsbyer har besat jorde på godserne i forsøget på at presse godsejerne til forhandlinger om jorden. Det har ført til en lang række voldsomme fordrivelser af landsbyer i 2004 på godser hvor forhandlingerne var gået i hårdknude. Bønderne beskriver hvordan politiet brændte deres huse, afgrøder og dyr - så de nu står tilbage uden nogen form for livsgrundlag...
Snarest vil den spanske og danske version af filmen være tilgængelig her på siden. Filmen kan iøvrigt købes på DVD for 35 kr ved henvendelse til Ane Vithner på mail: ane @ vithner.dk (uden mellemrum)
Film: Kunsten at klappe en tortilla // Como vivo yo
En lille film om 10-årige Lucrecia der bor med sin bedstemor i Guatemala. Filmen er henvendt til danske skolebørn. Filmen skal indgå i en workshop eller temadag, hvor vi via aktiviteter som tortillabagning og filmfremvisning, og via billeder og ting fra Guatemala vil skabe en snak og diskussion om børn i andre dele af verden, som Mellemamerika.
Snarest vil den spanske og danske version af filmen være tilgængelig her på siden.


