No más desalojos - baggrund
Mange bondelandsbyer har besat jorde på godserne i forsøget på at presse godsejerne til forhandlinger om retten til egen jord, og en vej ud af det bundne arbejde i plantagerne.
Jordproblematikken går langt tilbage i Guatemalas historie, og er stadig en grundlæggende og uløst konflikt. Jorden i Guatemala er koncentreret hos store godsejere, således at ca. 3 procent af Guatemalas befolkning ejer 70 procent af de bedste jorde. Desuden er der i mange situationer tvivl om hvem der er den retmæssige ejer af jorden.
Man havde mange steder håbet at situation ville blive bedre efter at præsident Oscar Berger trådte til i januar 2004. Istedet har der siden været en lang række voldsomme fordrivelser af landsbyer på godser hvor forhandlingerne om jord var gået i hårdknude. "Den brændte jords taktik", som bliver brugt under fordrivelserne, er den samme som blev brugt under borgerkrigen i 80'erne. Alt bliver brændt af politiet; huse, afgrøder, dyr - så bønderne står tilbage uden nogen form for livsgrundlag.
Indianer- og bondeoragnisationen CONIC og mange andre civilorganisationer kæmper for bøndernes rettigheder og en national jordreform, og støtter samtidig de enkelte landsbyer i deres interne konflikt via rådgivning og oplysning. De søger at komme i dialog med regeringen og presse dem i jordfordelingsspørgsmålet. Men ifølge CONIC er en stor del af regeringen selv godsejere, som ikke ønsker at ændre forholdene for de fattige bønder i Guatemala.


