Programmet
Forberedelse i Danmark
Forberedelsesugen
I november starter vi forberedelsen til opholdet i Nicaragua med en uges forberedelsesuge i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler på Fælledvej i København. Denne uge arrangeres af koordinatoren i samarbejde med Mellemamerika Komitéen og Mellemfolkeligt Samvirke.
Her vil man få mulighed for at møde de andre deltagere, koordinatoren samt høre mere om programmet i Nicaragua.
Krogerup Højskole
I januar er der et to ugers langt ophold på krogerup Højskole med det formål at lære hinanden at kende samt at ruste brigadisterne bedst muligt til opholdet. Programmet varierer fra år til år og planlægges primært af koordinatoren, men kan f.eks. indeholde:
- En introduktion til Nicaraguas historie, økonomiske, politiske og sociale forhold
- Diskussion af mødet med en anden kultur
- Oplæg fra tidligere brigadister
- Udarbejdelse af idé til oplysningsprojekt
- Undervisning i fotografisk og journalistisk formidling
- Forskellige højskole fag f.eks. teatersport eller gamle lege.
Al forberedelse i Danmark er obligatorisk.
Opholdet i Nicaragua
Der er forventet afrejse til Nicaragua i slutningen af januar eller starten af februar 2010.
Sprogskole


Efter et par dage i hovedstaden, Managua, går turen til byen Estelí eller en anden by (kan variere fra år til år), hvor brigadisterne bliver undervist i spansk.
Sprogskoleopholdet er af en uges varighed Her modtages der spanskundervisning fra lokale spansk-lærere. Undervisningen foregår om formiddagen i små grupper inddelt efter niveau. Om eftermiddagen eller i weekenden er der mulighed for at tage på forskellige ture.
6 uger i en nicaraguansk landsby
Opholdet i landsbyen strækker sig over ca. 6 uger. Brigadisterne bliver indkvarteret enkeltvis hos nicaraguanske bondefamilier. Landsby kooperativet vil typisk være tilknyttet en af MAKs lokale samarbejdspartnere.
Under landsby opholdet deltages der aktivt i det daglige arbejde både i marken og i huset. Der er også mulighed for selv at starte projekter eller afholde forskellige arrangementer for familierne og landsbyen. Man får igennem dette ophold et nært kendskab til dagligdagen i en nicaraguansk landsby.
Hvis der er mange deltagere på brigaden, deles gruppen typisk i to landsbyer.

Politisk-kulturel uge
Denne uge foregår i byen Léon, som er Nicaraguas kulturelle centrum. Byen summer af politik og kultur. Indlogeringen foregår samlet i gruppen på hostel eller lignende. I løbet af ugen vil der være mulighed for at møde forskellige politiske partier, organisationer mm. Det vil også være en oplagt mulighed at bruge noget af denne uge på at udforme brigadens oplysningsprojekt.

By-ophold
For at få en bredere forståelse af Nicaragua, består brigadeopholdet både af et ophold på landet samt et 4 ugers langt ophold i en større by. Valget af by kan variere fra år til år. Igen bliver deltagerne indlogeret enkeltvis hos lokale familier. Afhængig af deltagerantallet bliver man inddelt i flere små grupper, hvori der arbejdes med et projekt i lokalområdet. Af tidligere brigaders projekter kan nævnes istandsættelse af et kvindehus med tilhørende vægmaleri, teaterstykke i samarbejde med lokal teatertrup samt renovering af park i samarbejde med unge nicaer.
Evaluering
Den sidste uge af opholdet i Nicaragua bruges på at evaluere opholdet og evt. arbejde videre med oplysningsprojektet. Her samles hele gruppen. De sidste par år har denne uge foregået på ”Monkey Hut”, som ligger med udsigt ud til vulkan-søen, Laguna de Apoyo.
Efter opholdet
Efter endt brigade i start/midt maj 2011 er der mulighed for at rejse videre på egen hånd.
Der afholdes et hjemkomst-seminar til efteråret, som er inkluderet i prisen. Derudover er det en del af brigaden at medvirke i udformningen af et oplysningsprojekt i Danmark af valgfrit omfang.






