Los Andes - ikke som de andre Nicaragua 27.02-06
Morgendisen letter. Leger med farverne indtil solen bruder frem, farver alting grønt og afslører at Los Andes ligger lige der hvor bjergtoppe møder skyer.
Blå røg fra et åbent ildsted tumler ud mellem sprækker i smalle skure. Smaa klap løber stafet mellem husene. Det er nicamødre der er stået tidligt op, for med hver deres hemmelige rytme at klappe tortillas til en søn eller datter mere. Det er samme rytme som deres mødres mødre klappede - i Nicaragua synes rytmer meget svære at ændre.
Lys og luft er velsignet og velkomment om dagen, men om natten er et hullet bliktag og utilstraekkelige planker ikke nok til at holde vind og nattens kulde ude. Alligevel er her rart og trygt. Skuret er skruet sammen med en staedighed som formar at skabe et hjem.
"Det er sjovt som livet er omskifteligt," siger Pantalón og klapper kaerligt ruinerne af en gammel finka[1]. "Foer braendte vi bondekooperativer som dette som en del af fjendens produktionsapparat. Nu er vi selv organiseret i kooperativ og kaemper for kooperativismen som produktionsform." Han siger det med en ro og et blik saa fjernt, at enhver forstaar at han har kaempet sig gennem en fortid for at naa denne indsigt og afklaring. Vejen gennem en jungle af krig og erkendelse har gjort ham til den kompetente og demorkratisk valgte praesident af Los Andes.
Haemmet af historien
Det lille kooperativ Los Andes danner rammen om en mosaik af Nicaraguas nyere historie. Umiddelbart synes omraadet ikke anderledes end mange andre Nicaraguanske bjerglandsbyer, men skaebnen har villet det saaledes, at befolkningen her for blot 20 aar siden bekrigede hinanden.
I 1970'erne var omraadet domineret af en kaffefinka, hvor stavnsbundne boender arbejdede for en godsejer under slavelignende forhold. Denne jordstruktur var typisk, og underbyggedes af diktatoren Anastasio Somoza. Han selv ejede 20% af landbrugsjorden.
De venstreorienterede sandinisters revolution i 1979 skulle have vaeret et vendepunkt for den nicaraguanske befolkning. Paa trods af jordreformer og alfabetiseringskampagner, blev 45 aars diktatur ikke afloest af fred. Boender, der ikke kunne forene sig med de socialistiske kooperativtanker, og elementer af Somozas nedlagte haer dannede i Honduras den USA-stoettede kontrabevaegelse. Bevaegelsen kaempede ind over graensen til Nicaragua for demokrati og mod komunisme. Nedbraendingen af kooperativer var en del af kampen.
Krigen lagde omraadet omkring Los Andes oede, indtil en gruppe tidligere kontrasoldater for tre aar siden slog sig ned. Denne gang for, som kooperativ, at kaempe for den juridisk ret til den jord de dyrker. De staar nu, hvor danske boender stod for ca. 150 aar siden. Hvad skete der i de 150 aar? Hvad ma goeres her, nu?
Kooperativet der binder brudte baand
Boenderne her tror paa kooperativismen, organiseringen og styrkerne ved et faellesskab. Miguel, i folkemunde Pantalón, folder stolt historiske fakta ud paa bordet, og fremlaegger at en tredjedel af Europas oekonomiske velstand er opnaaet gennem kooperativisme. Resten af aeren tildeles staten og kapitalismen, som paa hver deres maade har svigtet og udnyttet den nicaraguanske bonde. Det mest trovaerdige valg mod en forbedring af tilvaerelsen er organiseringen i et kooperativ.
Los Andes er paa mange en interessant landsby, da den ikke blot bestaar af tidligere kontrasoldater, der nu helliger sig kooperativismen. Den taeller ogsaa personer, som i borgerkrigen kaempede for den sandinistiske regering. Landsbyens kamp for organisering og jordrettigheder, er dermed ogsaa en kamp for genforeningen af en splittet befolkning.
Vi moedes paa en terrasse med en udsigt der ikke kan koebes for penge. Brigaden og vores faedre. Forkroeblede flotte, forskellige og alligevel saa enige om at krigen var en fatal fejl. Det er dét der goer Los Andes unik. Enigheden og evnen til at begrave fortidens strid. "Vi sloges mod broedre for det samme maal." Memos ord er alvorlige, men hans fjerne blik bliver hurtigt soegende, og et smil forsikrer os om at det er fortid. Af vores faedre er han den eneste der kaempede paa sandinisternes side.
Resten af flokken peger paa de honduranske bjerge i horisonten, og nikker genkendende til hinandens historier. De er alle unge, faedre til forfaerdelig mange og har kendskab til Honduras, hvor kontrabevaegelsen blev mobiliseret. Unge nu, for de var unge da de blev lokket, narret eller truet ind i krigen. "Jeg var 26 aar - og den aeldste i min deling." Pantalón peger paa os: "det var en krig af unge. Drenge og piger. Naesten halvdelen piger, der blandt andet skulle lokke drengene. Det oedelagde ungdommen og Nicaraguas fremtid." At Pantalón ogsaa var den eneste ud af hundrede der kunne skrive, fortaeller om boenenes muligheder for at bevidstgoere sig og reelt traeffe et valg.
Don Ildefonso er alderspraesident; han var voksen under krigen. Bondsk nicaraguansk hvisler ud mellem hans mangelfulde gebis. "Jeg var splittet, for mine soenner var splittet. En aftjente to ar i den sandinistiske haer, den anden kaempede for kontraen i ni aar." Men man kunne ikke vaere upartisk i denne krig: "Jeg var post for kontraen - bragte mad ud til soldaterne." Ildefonso staar ret med krum ryg og tunge, traette skuldre. Han er blevet 60 aar. "Engang blev jeg naesten offer for krigen. Med mit kendskab til Pantasma[2] fik jeg opgaven at foere femhundrede maend gennem et mineret omraade." Maaske ikke offer for krigen, men for traumer, skyldfoelelse og en foelgende nedslidende tilvaerelse?
Kooperativismen er appelsinlunden paa toppen af et bjerg
Nicabonden er en driftig race man ikke kan slaa ned. "Vi er ved at tage det foerste skridt paa en haard og besvaerlig vej, med kooperativismen som maal." Pantalón er rolig, afklaret og bestemt bevidst omkring de udfordringer, der for et spaedt kooperativ kan synes uoverkommelige. Som for alle andre, er de foerste skridt for et kooperativ, de svaereste. Organiseringen er betinget i gensidig tillid mellem tidligere stridende parter. Den besvaerliggoeres gang paa gang af de liberale regeringers aendrede love for kooperativer og kollektiv brug.
Det til trods, er beboerne i Los Andes staalsatte i deres oensker for fremtiden. Allerede nu er fortidens uoverensstemmelser vasket vaek, og alle kraefter samles til fordel for samarbejdet. Maalet er et velorganiseret kooperativ. Et kooperativ med kommercialisering og uddannelse paa agendaen. Motivationen er tanken om faelles beneficios[3] til foraedling af kaffeboennerne. Det er netop hos den vaerdifulde kaffe, at kooperativets fremtid ligger!
Vejen mod kommercialisering er dog lang og haard. Boenderne er overraskende bevidste om verdensmarkedets opbygning. De kender deres fjender: landbrugsstoette og importtold.
Ja vejen mod kooperativisme er lang, men vores faedre er haerdede af daglig traven ad Los Andes' roede mudderstier. De fortsaetter hvor vi falder. Ser vej hvor vi ser jungle. Pantalón spadserer fredfyldt op af et bjerg, der aldrig synes at ende. Han nyder at vise vejen, for han ved at paa toppen venter en lund af appelsintraeer og soede citroner. En lund hvor man kan nyde at have lagt en haard vej bag sig, opdage at der her er smukt til alle sider og paany samler kraefter, med en god smag af appelsin i munden.
Han er én af grundene til at Los Andes har en fremtid. Han forstaar sammenhaengen mellem organisering, effektivitet og overskud. Forbloeffede og fascinerede maa vi erkende at han, efter at have gennemfoert tredje klasse, ville faa enhver kursusleder i styrelse og organisationsopbygning til at blegne. "Jeg behoever kritik - det er altafgoerende for den demokratiske proces og for kooperativets fremgang. Jeg er demokratisk valgt, men jeg er et menneske og begaar fejl. Hvis ingen toer sige naar jeg dummer mig, kommer vi ingen vegne. Tillid er vigtigt. Meget meget vigtigt."
Pantalóns haar og toej er kroellet. Hans person, smilerynker, saagar gumistoevler er kroellede, men hans budskab, smil og motivation saa rammende oprigtig at selv kroellerne synes bevidste - og ganske bekvemmelige. Han samler sine ting: "vi soeger en administrator til kooperativet; jeg kroeller altid mine papirer." Erkendelse og selvironi - den nicaraguanske bonde.
Solen forsvinder uden. Vi skynder os hjem af smaa roede stier, for om lidt vil det eneste lys vaere maanens. En spaed hestesko der naegter at vende og lade lykken ramme Nicaragua.
Hils mor.
Anne-Sophie, Asmus, Casper, Freja, Iben, Ida, Janni, Josefine, Kristian, Kristine, Line, Louise, Mads, Mads, Maria, Marie, Martin, Nanna, Petra, Sara, Sidsel, Signe, Siri og Thea
[1] Finka: stoerre gaard
[2] Pantasma: kommune i regiones Jinotega
[3] Beneficio: bygning til rensning og foraedling af kaffeboenner.
