Myter og sygdomme Nicaragua 20.3-06
Forestil dig at du bor langt fra civilisationen, du har ingen elektricitet, og den narmeste by ligger halvanden time vaek i en bus, du ikke engang er sikker paa kommer hver dag.
Ydermere er der ingen mulighed for akut laegehjaelp, hvis du skulle blive alvorligt syg.
Disse realiteter gór at du som bonde i nicaragua helt naturligt har en anderledes tilgang til livet, herunder et radikalt anderledes forhold til bl.a. sygdom og dód.
I virkeligheden er det langt de faerreste familier, som har raad til medicin og laegebesóg, hvilket gór at de i hójere grad er underlagt naturen. Derfor har nicaraguanerne et meget anderledes forklaringsgrundlag i forhold til sygdom og dód. I og med de ikke har samme sikkerhed for behandling og er underlagt tilfaeldet, forklares sygdom ofte gennem overtro.
Et eksempel er en lille dreng i los Andes, der havde faaet diarre og feber. Moderens umiddelbare forklaring var at en tilfaeldig person havde overfórt sygdommen ved ójets kraft. Begrebet kaldes af nicaraguanerne ?ojeado? og understeger at ?ójne virkelig kan draebe?! Nogle andre meget anderledes forholdsregler i forhold til sygdom er bl.a. at du aldrig maa tage bad efter arbejde saa risikerer du ójeninfektion. Ligeledes er du i fare for at faa maveinfektion hvis du drikker vand til fisk, da den kan vaekkes til live i mavesaekken.
Generelt er ogsaa religionen taet forbundet med sygdom. F.eks. havde en lille pige fra cenizabu en fremskreden nyresygdom og fik som det eneste familiens aftenbónner som behandling.
Paa samme maade er overtroen i taet forbindelse med religionen, hvilket ses ved at des staerkere din tro er des stórre er din aura og du er derfor i stórre sikkerhed for skovens hekse og trolde. Denne sikkerhed er vigtig, da du som nicaraguansk bonde er udsat for adskillige farlige vaesener. Blandt disse er et af de farligste Mocuanaen: en hekselignende fael gammel dame med langt hvidt haar. ?Hendes blik kan góre dig sindsyg? siger en aeldre kvinde fra cenicabu forfaerdet. Hun understreger samtidig at religionen kan bekaempe de onde kraefter. Naar du at sige ?hola Maria? fór hendes blik móder dit er du frelst.
Troen paa disse overnaturlige vaesener ligger dybt i det nicaraguanske folk og gaar helt tilbage til den indianske traditon. Men ogsaa den spanske erobring har sat sine spor, bl.a. er en af de mest frygtede spógelseskvinder ?llorona?, blevet genfaerd som fólge af at hun ikke kunne faa sin elskede, da han var spanier og hun indianer.
Ogsaa borgerkrigens gru er blevet en del af myteverdenen. De dóde soldater siges at gaa igen som onde aander (spiritus malos), der kan forvandle sig til forskellige dyr.
Om natten komme de stille snigende ned fra bjergene for at for at suge de sovendes sjaele ud og fortaere kroppene.
For os kan den staerke tro paa myter synes maerkelig, naesten middelalderlig, men set i lyset af de anderledes levevilkaar og det lave uddannelsesniveau forekommer overtroen mere naturlig.
Afsked med landsbyen
Efter en veloverstaaet afskedsfest med bl.a. pinata, stafetlege og 80´er dans, staar vi samlet tidligt om morgenen for at tage afsked med vores nicafamilier gennem 6 uger.
Selvom vi har haft afskedsójeblikket i tankerne adskillige gange i den forlóbne uge er det overvaeldende at saa mange er módt op for at sige farvel. Ikke blot vores egne familier, men naesten hele landsbyen. Netop nu hvor taarene triller ned ad nicaernes kinder, kan vi se hvor stor betydning vores tilstedevaerelse i landsbyen har haft. For nicaerne har vi betydet et afbraek i den trivielle hverdag, og mange har givet udtryk for at det ligefrem har vaeret en stor aere at have os boende.
Den folelsesladede afsked havde vaeret under opsejling et par dage. F.eks. tyede flere nica-faedre til flasken for at lette den forestaaende afsked. En enkelt med det resultat at han oplost af graad fremsagde digte og maatte holdes om af sin brigadist hele natten.
Ikke kun for nicaerne er det en haard afsked. For os er det et farvel til vores hjem i Nicaragua. For 6 uger siden var det svaert at forestille sig at man ville faa saa naert et forhold til det traeskur der udgjorde ens hjem og de mange fremmede ansigter der blev til ens familie, men nu virker det uoverskueligt at skulle sige farvel til alt dette. Selv vores latriner, der i starten mindede os om Roskildefestival, har vi vaennet os til og vi har endda haft diskussioner hvor hver isaer holdt paa at netop deres latrin var det bedste.
Ogsaa nicaerne har skullet vaenne sig til vores smaa saerheder, bl.a. vores ihaerdige indsats for at samle skrald, vores anderledes syn paa koensroller og vores skematiserede forhold til tid og planlaegning.
Begyndelsens frustrationer over manglende sprogkundskaber og erfaring indenfor alt fra tortillaklapning til evnen til at begaa sig udviklede sig til succeer, storre som mindre.
Udover den sociale udfordring det har vaeret at laere saa mange nye mennesker at kende, har der ogsaa vaeret store arbejdsmaessige udfordringer. Vi har vaeret indvolveret i baade kaffe- og bonnehost, vandsanering, planlaegning af vej og har, ved hjaelp af rejsebrevspenge, vaeret med til finansiering og bygning af to skolehuse.
Bussen kommer og det er tid til at give det sidste knus. Med blandede folelser gaar vi ind i bussen, vi glaeder os til den naeste del af vores rejse, men vil helt sikkert ogsaa komme til at savne vores nicafamilier paa landet.
Kærlig hilsen
Anne-Sophie, Asmus, Casper, Freja, Iben, Ida, Janni, Josefine, Kristian, Kristine, Line, Louise, Mads, Mads, Maria, Marie, Martin, Nanna, Petra, Sara, Sidsel, Signe, Siri og Thea
