Tortilla'er, landskaber og mennesker på samfundets bund
- om at være brigadist i Nicaragua
To brigadister fra Nicaragua skriver om at gøre en forskel i en kompleks verden under påvirkning af forstyrret nattesøvn, smukke landskaber, givende nicaraguanere og ikke mindst diarré og forstoppelse.
Af Louise og Anna
Tilværelsen som brigadist starter allerede i Danmark på de forberedende højskoleophold. Man udveksler forventninger til turen, og alle har store idealistiske tanker, om hvordan de håber, at deres ophold kan være med til at gøre en forskel i en ulige verden.
De individuelle målsætninger vi satte i Danmark om f.eks. personlig udvikling, spanskkundskaber og det helt gennemgående at gøre en forskel i et u-land, bliver modereret mange gange under opholdet. De går fra at være enormt idealistiske til at blive mere realistiske i takt med, at det går op for en, hvor kompleks verden er, og hvilket kultur-chokket lille individ man er. Alligevel forekommer det os enormt meningsfuldt, at vi på alle måder har oplevet, følt og måske også forstået et lille hjørne af vores store klode.
Det største kulturchok opstår vel nok de første dage i landsbyen, som er fulde af blandede følelser. Man kan stå og kigge ud over det smukke landskab og føle sig utroligt rig, for bagefter at vende sig om og se sit skur af et hus og tænke på, hvornår bliktaget mon blæser af. Mennesker og dyr lever side om side, og ikke sjældent ser grisen sit snit til at løbe ind i huset og snuppe en tortilla, der er faldet ned fra tallerknen. Lopper og rotter er derfor også almindelige husdyr, som har mere end én spoleret nattesøvn på samvittigheden.
En anden faktor, der medvirker til klatøjede brigadister, er hanernes galen i takt med en heftig tortillaklapning og kristen radio for fulde drøn. Tortillas får vi i det hele taget en masse af - som fast tilbehør til ris, bønner eller hvis bølgerne går højt, begge dele. Morgen-, middag- og aftenkaffen tilføres mindst 3-4 spiseskefulde sukker, der er ligeså uundværlige, som den halve liter olie til maden. Hvad der kommer ind, må imidlertid også ud. Den evige tilbagevendende diskussion blandt os brigadister er derfor, om diarré eller forstoppelse er at foretrække. Latrinerne er nemlig ikke ligefrem et sted, hvor man ville medbringe søndagsavisen - i hvert fald ikke til at læse i.
Når chokket har lagt sig, og man er rykket videre til byen, er Nicaragua blevet vores hverdag. Det er dog ikke blevet mere hverdag end, at det er utroligt spændende og meget givende at arbejde sammen med folk på samfundets bund, samtidig med man bliver tilbudt ægteskab til højre og venstre.
At komme hjem bliver en ny udfordring (i skrivende stund sidder vi stadig i Nicaragua), for vi har helt sikkert ændret os efter 3 måneder med op- og nedture. Efter f.eks. 2 ugers opkast og diarré føler man, at man kan klare meget mere. Vi tror, at vi kommer til at tage alle de nye livserfaringer med hjem, og valg, der før forekom store, bliver til små, når man tager sine oplevelser i betragtning. Der er ingen tvivl om, at man forlader Nicaragua som et langt stærkere og mere modstandsdygtigt menneske.
