La Familia mia
Af Stine Rasmussen
Tap-tap-tap-tap-tap… Lyden af regndråber mod et bliktag. Temperaturen falder øjeblikkeligt et par grader og kan næsten beskrives som kølig. I sengen ved siden af ligger 18-årige Anna og hendes søn Yoanni, bedre kendt som El Bandido. Han er to år gammel og ekspert i at lave ballade –selv i søvne ligger han uroligt.
Anna er min lillesøster i den familie jeg skal bo hos den næste måned. Væggene i værelset vi deler er lavet af spånplader, der hverken når gulv eller loft, og når det ikke regner kan man tydeligt høre sovelydende fra resten af familien. Inde ved siden af ligger mor, Doña Louisa, og far, Domingo, og på den anden side kan jeg høre min bror Melvin, som er blevet forvist til stuen efter min ankomst. Helt nede i enden af huset, på den anden side af køkkenet, deler min storesøster Erica et værelse med sin mand Sandro og deres 8-årige datter Leticia.
Yoanni er mørkeræd. I vores værelse brænder natten igennem en pære afskærmet af en gennemhullet mælkekarton. Det er i dens lys at jeg hver aften skriver dagbog, mens jeg holder øje med den lille gekko der kommer for at spise de insekter lampen tiltrækker.
I min dagbog er der begyndt at optræde et ord jeg ikke havde forventet, et ord jeg næsten tøver med at bruge. Jeg havde regnet med at finde mange ting på min rejse –eventyr, oplevelser, gode historier, udfordringer – men ikke dette; lykke.
Ikke lykke med store armbevægelser. En mere stille lykke, mere nøjsom. En fornemmelse af at hvis tiden besluttede sig for at slå knude på sig selv og aldrig bevæge sig videre, ville jeg ikke have noget imod at den stoppede her. I den stille hverdags-trummerum i en nicaraguansk byfamilie.
Jeg står op hver morgen kl. 6 som den sidste i familien. Efter en hurtig tur ud til latrinet og vaskebaljen serverer mama morgenmad og jeg får muligvis allernådigst lov til selv at lave kaffen. Og så er det ellers af sted på arbejde med at lave have og legeplads i en nærliggende børnehave. Omkring middag holder vi et par timers siesta som bliver tilbragt slumrende i husets hængekøje, hyggesnakkende med mama eller spillende med Leticia, der netop har fået fri fra skole.
Når jeg igen kommer hjem er kl. 17 og der er liv i huset. Det meste af familien er hjemme og fjernsynet kører på mexikanske soaps. Mama er i køkkenet sammen med Erica, papa Domingo stryger sin skjorte til næste dag og Anna og Yoanni sidder foran fjernsynet. Mens de sidste timers lys hurtigt forsvinder lærer Leticia mig at folde frøer af papir, Domingo byder på en lille øl, Erica spørger mig ud om min dag og mama lærer mig nicaraguanske køkkentips.
Huset ligger lige på hjørnet. Et lille stakit og et par grønne træer og palmer afskærmer den lille grund fra vejen. Vasken, latrinet og badet ligger udenfor, tæt op af fortovet, og man kan uden problemer følge med i de forbipasserendes samtaler. Huset i sig selv kunne ligge i vores stue derhjemme. Sengen jeg sover i har metalbund og madrassen er ikke tykkere end et par rullemadrasser. Min taske ligger på en hylde, den konstant er ved at vælte ud over, og i den ligger alle mine ting; for der er ikke plads andre steder. Nogle aftener kommer naboens karkelakker på besøg. De er på størrelse med små mus og piler hurtigt over gulvet med vingerne stikkende ud af deres fuldfede rygge, som en ondskabsfuld påmindelse om at de kan flyve.
