Tipitapa, Ciudad Sandino og León Nicaragua d. 28.04-06
Efter politisk og kultureluge, blev brigaden atter delt. 7 flyttede ud i en af Leóns barrioer (forstæder) mens resten fordelte sig i to af Managuas barrioer, Tipitapa og Ciudad Sandino.
Livet i barrioerne adskiller sig på mange områder fra landsbylivet. Alene det at vi nu bor i huse med elektricitet forandrer vores hverdag markant. Dagens lys bliver forlænget af det kunstige og dermed bliver aftnerne længere. På trods af flere vågne timer bliver det ikke til meget mere kvalitets tid med familierne, da elektriciteten også har skabt en ny "konkurrent" i vores hverdag, fjernsynet. I de sene aftentimer sidder store som små klistret til skærmen for at følge med i de daglige afsnit af diverse serier.
En anden væsentlig forskel er det ændrede kønsrolle mønster. Hvor kvinderne i landsbyen gik hjemme med de huslige pligter, er mange af kvinderne her fabriksarbejdere med 12 timers vagter.
Kommunikation er her også kommet inden for rækkevidde, med internetcafeen på hjørnet og familiernes mobiltelefoner, der kimer i tide og utide - 30 grader koldere, og man skulle næsten tro, man var i Danmark.
Alligevel er der langt til organiserede Danmark, for selvom vi er kommet den moderne civilisationen et skridt naermere, sker det ikke sjaeldent, at lyset gaar og vandet mangler. Husene ligger taet pakket langs svoevede jordveje, hvor kloarkvandet loeber i aabne render, som man maa springe over flere gange dagligt. Rundt omkring i kvartererne haenger der i el-ledningerne sko, der symboliserer adskillelsen af de forskellige bandeomraader, hvorfor det ikke anbefales at gaa ud efter moerkets frembrud.
Tipitapa
Arbejdet i Tipitapa har vaeret mindre konkret end i de andre barioer. Vi har fulgt flere mindre projekter og initiativer bl.a. i samarbejde med en lokal NGO.
"La zona, la zona, la zona?" gjalder raabet, endnu foer bussen holder stille. "School bus", staar der paa fronten, for som resten af Nicaraguas offentlige transportmidler er det en kasseret amerikansk skolebus, der udlever sin pensionsalder i Nicaragua. Vi maser os ind i bussen, der allerede er pakket til bristepunktet. Paa hvert af de til boern tilegnede saeder, sidder der nu to voksne. Mellem saederaekkerne staar yderligere tre sammenklemte raekker mennesker, der alle svajer i takt med bussens faerden.
Kl. er 06.00 om morgnen og vi er paa vej ind til maquila-zonen (frihandelszonen) Las Mercedes, der danner rammen om arbejdspladser for 27.000 nicaraguanere. Zonen er afgraenset af store mure, der fysisk adskiller den fra resten af Nicaragua. Bag murene ligger 15 fabrikker, der alle er udenlandsejede. De har slaaet sig ned i Nicaragua tiltrukket af gunstige forhold i form af billig arbejdskraft, ringe tilsyn med arbejdsvilkaar og ikke mindst skattefriheden, der af regeringen tilbydes inden for zonens omraade.
Da vi ankommer til zonen toemmes bussen, og alle soeger maalrettet indgangen. Vejen hertil er et virvar af mennesker, udover maquila-arbejderne er der et hav af gadesaelgere, der frister med kaffe, tortillas og enchiladas til dem der ikke naaede morgenmaden. Der saelges yderligere haarpynt, make up og vi moeder saagar en apoteksbod der saelger diverse piller mod hovedpine, infektioner og hvad man ellers kan fejle.
Klokken naermer sig nu 7, og vejen der foer var sort af mennesker er nu naesten affolket. De sidste boder pakkes ned og en enkelt forsinket arbejder haster mod indgangen. Maquilaarbejderne er blevet lukket inde paa arbejdet og bliver foerst lukket ud igen om 12 timer.
Calletano Calderon er 45 aar og er lige blevet fyret fra sit arbejde. Han arbejdede paa en fabrik i maquila zonen, hvor han de sidste seks aar har knoklet fra syv morgenen til syv aftenen, seks dage om ugen, med en loen, der knab rakte til mad. "Det var baade fysisk og psykisk haardt arbejde", fortaeller han. De fysiske tegn ses let paa hans haender, der er usaedvanligt slidte og rynkede, og ligner noget, der burde sidde paa en tredsarrig. "Vi havde dagskvoter der var svaere at naa, og blev presset til det yderste af vagterne, der raabte os op i hovedet" fortaeller han.
Han foeler sig svigtet af fabrikken og beskriver foelelsen som at blive smidt paa gaden som et dyr. Fyringen skete da ejeren af fabrikken hoerte rygter om at Calletano var ved at opstarte en fagforening. Nu vil han aldrig mere kunne faa arbejde paa en fabrik, da han for altid er blevet "blacklisted" (hvilket vil sige at faa sit navn paa en liste over arbejdere der har voldt fabrikken problemer). Men Calletano har ikke givet op! Hans visioner for fagforeningerne er store, og det er med stor selvsikkerhed han siger, at organisering er vejen frem. "Det er den eneste maade at staa op imod de multinationale selvskaber paa, og holde dem fast paa deres lovmaessige forpligtigelser overfor arbejderne". Det er helt basale lovovertraedelser firmaerne foretager naar de lader deres ansatte arbejde over 60 timer om ugen, med kun 1/2 times pause, uden overbetaling og fyrer en mand som Calletano paa baggrund af faglig organisering.
Kampen er haard, for koeen af arbejdsloese er lang, saa det er let for firmaerne at skille sig af med "besvaerlige" ansatte. Regeringen er i en svaer klemme fordi firmaerne truer med at lukke fabrikken, og flytte ud af Nicaragua hvis der stilles krav om overholdelse af arbejdernes rettigheder. Og Nicaragua har staerkt brug for de mange arbejdspladser maquilaen skaber."Vi kan ikke regne med hjaelp fra regeringen, de er lige glade med os" siger han. Men han er stadig skraasikker i sin tro paa fagforeningerne og slutter af med at bekraefte, at det kun et spoergsmaal om tid foer alle er med.
Ciudad Sandino
Raa idyl
Barrioen Ciudad Sandino, som ligger i udkanten af Managua, har faaet sit navn efter folkehelten Augusto Cesar Sandino, pga. barrioens aktive modstand overfor Somoza-regimets diktatur.
I dag virker Ciudad Sandino umiddelbart som en fredelig bydel med dens smaa, stoevede gader, der er flankeret med huse i alle regnbuens farver. Gaderne er befaerdede med boern der leger, slingrende motorcykeltaxier, og store kvinder der med forvraenget stemme reklamerer for dagens varer, som baeres stabilt i en kurv pa hovedet.
Paa trods af denne hyggelige atmosfaere anses Ciudad Sandino for at vaere den mest farlige barrio i Managua. Politiet toer ikke patruljere herude, grundet meget kriminalitet. Derfor oplever vi ofte, at vi maa henvende os til flere forskellige taxier, foer vi finder en der toer koere herud.
Betonarbejder
Her i Ciudad Sandino er vi 7 brigadister, der deltager I det EU-stottede project Promaper. Projektet bygger betonhuse til udvalgte fattige familier, og arbejdet udfoeres af lokale haandvaerkere i samarbejde med familierne. Husene bygges naermest oveni de blikskure, som familierne hidtil har kaldt deres hjem. Det syn der moeder os om morgenen, er derfor ikke en organiseret byggeplads, men en blanding af byggematerialer og familiens ejendele, som ofte kun opmaganisneres under et halvtag.
Vi har pga manglende byggeerfaring ikke kunne deltage i alle arbejdsopgaver, men vi har hjulpet til, hvor vi kunne. Vi har laert at blande cement, samlet de baerende jernstaenger i murene og eller assisteret handvaerkerne. Selv de mindst kraevende opgaver, kan virke uoverskuelige i den stegende hede, og vi har svedt fra steder vi ikke troede var mulige.
De naicaraguanske handvaerkere har et helt andet forhold til arbejdstempo og tider, end det vi kinder hjemme fra. Da tager sig en pause, nar det passer dem, og moder ikke altid til tiden. Generelt har man hernede en mere afslappet holdning til livet. Selvom de arbejder hardt, er deres effektivitet ikke sa hoj pga deres manglende overblik. Husene, som vi arbejder pa, ville i Danmark vaere faerdige i lobet af 2 uger, hvorimod her burger de 2 uger pa bare at laegge taget. Rent arbejdsmaessigt ved vi ikke, hvor tort vores bidrag har vaeret pga vores manglende uddannelse og udholdenhed i varmen. Derimod er der ikke nogen tvivl om, at vi har gjort en kaempe forskel for familierne. Ved frivilligt at deltage I arbejdet, viser vi interesse for deres liv, og via vores samtaler udvides bade vores og deres horisont. Men er det ikke ogsa lige praecis det, som det hele handler om? At vi viser gensidig interesse for hinanden, og at vi formar at indgyde dem hab om en lysere fremtid?
Kreativ solidaritet i Leon
Barrioen vaagner saa smaat, naar solen staar op klokken 6. Hanegal blander sig med stoej fra radioer og raab fra madsaelgerne, der traekker rundt med deres vogne. Lasede hunde strejfer rundt og snuser efter noget spiseligt. Folk dukker frem fra huse for at gaa paa arbejde, for at sidde i skyggen og betragte livet eller for at kaste vand paa de toerre og stoevede jordveje. 7 cheles staar ved monumentet for FSLN-martyren Carlos Fonseca og venter.
Hver morgen kommer den groenne pick-up og henter os ved monumentet for at koere os 3 kvarter vaek fra León, ud ad en bumpet grusvej og ud til comunidad Salinas Grandes, der huser det projekt, vi deltager i. Omraadet omkring virker toert og goldt, og selvom mange folk er beskaeftiget i udvinding af havsalt ses det tydeligt paa deres huse af braedder og sort plastic, at de ikke har mange midler. Som en farverig oase i det oerkenlignende landskab rejser bygningen, der huser vores projekt sig med sine roede mursten, det lyse og aabne faellesrum og de spraglede mosaikker. I fem aar har der her hver dag vaeret tilbud og aktiviteter for unge mennesker i omraadet, og huset rummer baade et bibliotek og en filial af handikaporganisationen Los Pipitos. Der er lektiehjaelp for boernene fra skolen overfor, og frivillige laerere underviser i bl.a. dans, maling og teater.
Malergruppen fik vi lov at arbejde sammen med da Manuel, en af koordinatorerne paa projektet, foreslog os at lave et murmaleri med temaet solidaritet. I samarbejde med de unge nicaer fik vi udarbejdet en skitse, hvor vi opridsede de problemer, de har haft i det lille samfund: Vold mod boern, druk, ungdomsgraviditet, incest, boernearbejde og manglende skolegang. Som symbol paa solidariteten lavede vi en cirkel af mange forskellige ansigter, respraesenterende de lande der har deltaget i projektet. Livet inde i denne cirkel illustrerer et samfund i harmoni med lutter idyl, glade mennesker og frodige blomster. "Jeg tror I skal satse paa en naivistisk stil", sagde Manuel til os, og det blev da ogsaa tydeligt, at det var et godt valg, da vi kom i gang ude ved muren. Der var en overvaeldende interesse fra til tider op mod 15 malelystne boern, hvis fingre kriblede efter at male blaa prikker, lilla hoveder og ubestemmelige genstande ind i landskabet, hvis de da ikke stak af fra muren og malede loes paa kokospalmerne. Det faerdige maleri blev rigtig godt og baerer praeg af en stor bredde af kunstneriske talenter, og det lyser os i moede, hver gang vi koerer ind ad indkoerslen.
Ude bagved huset bor de store, fede, lyseroede svin. 8 soer, en orne og de pattegrise disse producerer er med til at finansiere projektet, der ogsaa koerer en naerliggende pre-escolar. En bananplantage og en fiskebaad tjener ind til samme aedle formaal. Det lyder naesten for godt til at vaere sandt, i et land hvor mange udviklingsinitiativer udelukkende overlever paa midler udefra, og sandheden er da ogsaa, at det staar traegt til med oekonomien p.g.a. en raekke uheldige sammenfald. En del af bananplantagen er braendt ned, og fiskebaaden ligger paa land efter at vaere blevet udkonkurreret af andre, der fisker med ulovlige metoder (bomber!). Saa grisene gaar og er lidt sultne for tiden, men der arbejdes paa loesninger, og vi har valgt at bruge nogle af rejsebrevspengene paa at hjaelpe dem med at bygge en ovn, saa de involverede kan tjene penge til projektet ved at bage broed.
Sjovt nok er det ogsaa en ovn, der er omdrejningspunktet i det skuespil, som vi ganske imponerende fik stykket sammen paa et par dage. Med teatergruppen har vi arbejdet paa et vaerk om solidaritet og frivilligt arbejde, hvori vi faar pointeret og behandlet en udbredt misforstaaelse. Mange nicaer er af den opfattelse, at alle hvide faar rejsen betalt af deres regering, og at vi har roeven fuld af penge, som vi giver vaek for et godt ord og et par bedende oejne. Ofte er de ikke klar over, at vi har arbejdet lang tid for at tjene penge til at komme afsted, saa i vores forestilling proever vi at give et lidt mere nuanceret billede af vores forberedelser og vores overvejelser, foer vi tog til Nicaragua. Samtidig er det et problem, naar nicaerne kun opfatter sig selv som modtagere af oekonomisk stoette, for med denne opfattelse gaar det kapacitetsopbyggende element i projekterne ofte tabt; Og derved lykkes det ikke at bakke dem op i rollen som dem, der rent faktisk selv kan forandre deres land. I stykket arbejder vi sammen med nicaerne om at starte et bagerkoorperativ, og ovnen runder vaerket af som et produkt af vores samarbejde, da vi baerer den ind og danser om den som en anden gylden kalv. I starten vakte det lidt bekymring, hvor kort tid vi havde til at faa lavet et skuespil, og da vi spurgte dem, hvordan vi helt praktisk skulle goere, fik vi det foruroligende svar: "Vi arbejder en del med en teknik der hedder improvisation!" Jo tak, saa saa man lige os staa og freestyle en teatermonolog paa spansk. Det skal aerligt indroemmes, at alle ikke foeler sig lige godt tilpas paa en scene og tilmed paa et sprog, der stadig smager maerkeligt, men vi tager det som en oplevelse og proever ikke at taenke for meget paa, at vaerket skal opfoeres paa en altid meget fyldt katedralplads i Leon centrum om et par dage.
Tiden er floeget afsted og snart er vores byophold ogsaa et overstaaet kapitel. Endnu engang skal der tages afsked med familier, og vi skal til at staa paa egne ben. Foer vi naar saa langt, har vi dog en evalueringsuge ved "Laguna de Apollo". Noget vi alle glaeder os til, da bliver rart atter at vaere samlet hele brigaden igen.
