Evalueringsuge, Laguna de Apoyo Nicaragua 6.05-06
Vandet er blåt. Vulkanen, som omkranser Laguna de Apoyo, søger mod himlen. Adskiller i markeret horisont søen og skyerne. Bølgerne skyller i evig gentagelse ind over stranden for foden af vores hostel, Monkey Hut. Brigaden er ikke evig. Det er vores sidste uge, som vi reflekterende afholder i dette maleris beskyttende ramme.
Solens stråler søger os, men vi søger væk. Lidt sentimentale. Vi kan ikke undlade at lade tankerne passere tilbage i tiden. Til Danmark, til Ryslinge, til begyndelsen. Til tiden som var, der unægteligt bliver grundlag for tiden, der kommer. Glade, og en anelse heldige, føler vi os her, med sol på kinderne og vind i håret. Ved slutningen af noget, som egentligt først lige føles begyndt. Godt, at en slutning altid afføder en begyndelse.
"Hvorfor har | meldt jer til brigaden?" Signe, koordinator, så spørgende på os. Uden for vinduerne dækkede sneen Ryslinge med en hvid dyne. "Personlig udvikling", lød svaret. Hver især var vi enige. Vi ville udvikle os, hvordan man så end gør det. Dette abstrakte svar blev vores udfordring. Udvikling gennem erfaringer med en verden fjernt fra vores.
Regnens tunge torve fastholdt Cenizabu i eet med naturen.
Nayeli trak vejret hæst. Kunne ikke få luft. Jeg vågnede. Det var omkring midnat. Hendes pande var meget varm. I erkendelse af min manglende ekspertise i sygdomme blev vores far Ramón og jeg enige om, at vi ville gå op til Kristine. Pakkede Nayeli ind i tæpper og gik gennem mudderet. "Termometeret siger 40. I kan godt vente med lægen til i morgen tidlig. Når hun kun er 4 år, må feberen være højere", sagde Kristine beroligende. Vi vandrede tilbage, forsøgte at lade søvnen vinde, hvad der var tilbage af natten. Klokken 6 vækkede Ramón mig. Vi skulle i marken. Jeg kiggede lidt spørgende, spurgte til Nayeli og tog mit arbejdstøj på. Hun havde det en anelse bedre. Efter at have ladet hænderne ranke bønner i 1,5 time stoppede vi. Samlede dem, tærskede dem og siede dem. Fyldte dem i en stor hvid sæk. 1 quintzal, omkring 48 kilo. Endnu uvidende om, hvad der egentlig foregik, læssede vi hesten. Ramón gik i bad og tog fint tøj på. De skulle jo ned til den store by. Det gik op for mig, hvad der skete. Vi havde høstet bønner for at skaffe penge til lægen, men først skulle de sælges på det lokale marked.
Hen på eftermiddagen, da Ramón og Nayeli nåede lægen, var der lukket. De offentlige læger strejkede for bedre løn. De private læger er alt for dyre. Ramón og Nayeli måtte tage hjem.
Mulighederne er ulige for nicaerne og os. I Danmark vælger vi lægehjælp til eller fra efter behag. I Nicaragua har ikke alle denne mulighed. Her nyder man efter pengepungens størrelse. En pengepung, der for de fleste til forveksling ligner et udsultet stykke kladdepapir.
Det er øjeblikke som disse, der træder ud af sig selv for at blive noget af varig virkning. Øjeblikke, som altid vil følge os, som vi kan tage frem, huske, og være en del af.
Tilbage på Ryslinge. De mange hænder danner en skov af forventningsfulde spirer. Alle stræbende efter at udtrykke en forventning til det fjerne sted, som få på forhånd begriber. Mødet starter. "Kulturudvekslingen er super vigtig" hviskes det enstemmigt fra spire til spire. "Vi skal lære noget om dem og dem om os." Ganske gensidigt og solidarisk.
Vores udadvendte intentioner mødte lidt modstand i Nicaragua. Nicaerne havde samme intentioner, men sprogets barriere lå i starten som hindring. Vi erkendte hurtigt, at vi måtte udvikle et nyt sprog, en ny form for kommunikation. Kontakt er ikke kun et grammatisk sprog. Det kan være nødvendigt at finde andre midler, når ordets magt er stækket. Kroppen kan tale sit eget sprog. Kan bevæge sig og ytre sig gennem udtryk. Dans er et universelt sprog. Alle kan tale det. Muligheden for kommunikation foreligger altid. I dansen må vi smide vores hæmninger, vi må lade os blotte. Fjerne vores blufærdighed og håbe, at vores blottelse vil skabe et sprog. Det gør det.
Bassen pumper til rytmerne af Reggaetón. Denne dans, hvor selv små piger har ret til at bevæge kroppen på en måde, som virker moden. Klokken er ikke mere end 16, og vi sidder til et møde, ´kulturudveksling´, i det lokale kulturhus i Ciudad Sandino. "Vi har en lille overraskelse til jer" , siger Filiberto, lederen af Kulturhuset. I samme øjeblik træder 5 meget unge piger frem på scenen. Et danseshow. Smyger deres kroppe på scenen i en sal, hvor vi sidder fire nicaer og syv danskere. Efter et par danse retter de opmærksomheden mod salen. Pigerne vandrer ned fra scenen. Forskrækkede er vi bevidste om, hvad der skal ske. ´Kulturudveksling´. Vi indtager scenen, en anelse påpasselige, men erkender hurtigt, at vi må give dem en del af vores kultur. Vi lader os føre med, lader dem tale vores sprog. Åbner os for at lade dem vandre ind. Ord er overflødelige.
Forventningens spirer har vokset sig store. Forventningerne er forvandlet til erfaringer. Kulturudveksling er ikke blot en udveksling mellem dansk og nicaraguansk kultur. Det er ligeledes et forsøg på at finde et fælles grundlag. Et fælles sprog som forstås af begge parter. Når vi skal forlade vores beskyttende ramme, er vi styrkede. Vi ved, at der trods vores forskellige kulturer, altid vil være sprog som kan søges, udvikles og deles.
Tid
Den 30. april 2006 vågnede vi op til forvirring. I følge præsident Bolaños skulle urene sættes en time frem. Dette virker måske umiddelbart uproblematisk, men i Nicaragua er der uenighed om, hvorvidt tidens skal ændres eller ej. Nogle følger Bolaños og stiller urerne frem, andre følger aviserne og venter en dag, mens nogle slet ikke anerkender skiftet. Dette skaber en del kaos, da Nicaragua pludselig kører efter to forskellige tider, man bliver derfor nødt til at aftale om man følger "ny tid" eller "gammel tid", hver gang man laver planer.
Et eksempel på denne forvirring, og det nicaraguanske forhold til tid oplevede een af brigadisterne. Hun havde den 30. april lige pakket færdigt for at rejse videre, da hun bliver gjort opmærksom på at tiden er blevet ændret, og derfor er kl. 11 og ikke 10, som på hendes ur. Hendes nica-mor inviterede hende på suppe hos søsteren, hvilket hun afslog, da hun skal af sted kl 12, og derfor ikke kunne nå det. Hertil svarede moren, "jamen, klokken er jo kun 10 på dit ur!".
Brigadisten indvendte, at klokken var elleve, som moren netop havde fortalt, men fik svaret: "Vi kan da bare følge dit ur!".
Ikke kun på denne dag har vi oplevet nicaraguanernes forhold til tid. Der er bare et andet tidsbegreb her i Nicaragua, hvilket vi oplever hver gang, vi har en aftale eller andet, der kræver bare den mindste planlægning sammen med nicaer. I løbet af de tre måneder vi har været her, har vi vænnet os til dette afslappede forhold til tid. Dette kommer klarest til udtryk i form af, at næsten ingen brigadister går med ur mere. Det er bare ikke et lige så vigtigt aspekt af hverdagen at vide, hvad klokken er, som det er i Danmark. Vi er blevet mere afslappede, hvilket har vist sig at være meget befriende. Den afslappede tidsopfattelse har også sine negative aspekter. Vi kan stort set ikke finde ud af at møde til tiden til vores egne møder, hvilket skaber stor frustration. Konsekvensen er, at vi her på evaluerings ugen derfor har aftalt den straf, at hvis man kommer mere end ti minutter for sent, skal man tage opvasken!
Ligesom vores forhold til tid har forandret sig betydeligt i løbet af brigadeforløbet, har den nicaraguanske kultur også påvirket vores vaner. I starten havde de fleste af os svært ved at vænne sig til synet af nicaernes spisevaner. Den gode mad blev nydt under høje smaskelyde, mens det der ikke kunne spises slet og ret blev spyttet ud på gulvet. Sammen med alle de andre nye, mærkelige indtryk vi havde fået i de første par uger, skabte det hos mange af os en del undren, men efter 3 måneder, hvor det meste af tiden er blevet tilbragt hos en nicaraguansk familie, er disse madvaner ikke længere noget, man bemærker. Til tider kan man ligefrem tage sig selv i at gøre det samme.
At vi har taget nicaernes vaner til os skyldes i høj grad, at vi har rejst på en måde, hvor vi er blevet en del af deres hverdag, og har levet så tæt med dem, at vi har lært at forstå deres handlinger, som ved første indtryk kan virke ulogiske for os
At rejse som en del af en organisation har givet os en mere indgående forståelse af befolkningen i Nicaragua og givet os nogle muligheder, som vi ellers ikke ville have fået, hvis vi havde boet på hostels og rejst rundt med rygsæk.
Vi får muligheden for at opleve begge former for rejse, når vi i morgen siger farvel til hinanden og alle drager videre mod nye oplevelser med rygsækken på ryggen. For de fleste af os bliver det en helt ny udfordring at skulle rejse "på overfladen" af landet, men heldigvis har vi stadig vores kendskab og personlige erfaringer med os.
Når vi tager afsked med hinanden, er det med tanken om alle de oplevelser, udfordringer, glæder og frustrationer, vi har delt sammen. Fra det første nysgerrige møde på MS-weekenden i november 2005 til nu hvor vi sidder her på Monkey Hut og ser tilbage på tiden, der er gået. For et halvt år siden tog vi første gang til KBH for at møde hinanden, og nu spørger vi hinanden, hvor er tiden, der tar' os?
Rejsebrevspenge
De penge vi har indtjent på at sælge disse rejsebreve, har vi brugt til at støtte forskellige projekter, som vi har stødt på under vores ophold I Nicaragua.
I landsbyen Los Andes har vi støttet konstruktionen af to prescolars, hvilket udgør børnehave og forberedelse til skolestart. Desuden indkøbte vi vandslanger, så vi kunne installere vand til de af vores 2-3 familier, som manglede.
I barrioen Tipitapa har vi købt maling og malet det indvendige af en comedor infantil, som er et bespisnings sted, der uddeler et måltid mad om dagen til barrioens børn.
Derudover har vi støttet den lokale fagforening, Mesa Laboral, som har et advokat kontor ved Nicaraguas største frihandelszone. Vi har finansieret reparationen af én af deres to computere samt et skilt, der oplyser maquilaarbejderne om kontorets tilstedeværelse.
I León har vi finansieret et bageri til projektet Salinas Grandes, hvilket gør dem selvfinansierende. En større uddybning er beskrevet i forrige rejsebrev.
Personlige historier
"Tenemos prisa!" - Ida
En dag var nogle af pigerne på vej fra Managua til Tipitapa i taxi og havde en anelse travlt. Chaufføren gav sig god tid til at tanke, købe cigaretter og snakke med bekendte, så vi fortalte ham at "tenemos prisa!" ("vi har travlt!") Så fik han ellers fart på; overhalede en kø af biler ved at køre som død og pine i den modsatte vejbane og derefter over for rødt, så vi allesammen sad med hjertet i halsen og ville ønske, at vi bare havde accepteret hans nica-tempo!
"Overraskende viden!" - Freja
Det var en forandring at komme fra landsbyens lave uddannelsesniveau og snævre verdensbillede og til byen, hvor folk rent faktisk kunne udpege Europa på et kort. Men fik vi lidt af et chok, da en ældre nica viste sig at ligge inde med uhyggeligt meget viden - om os! "Josefine", sagde han, da han havde hørt vores navne, " det er også navnet på Napoleons kone"?"og Freja..ligesom den nordiske gudinde?". Han endte med at spørge, om vi havde været i Lejre Forsøgscenter, hvilket vi med beklagelse måtte sige, at vi ikke havde. "Jamen, man kan da ikke kalde sig dansker, hvis man ikke har været i Lejre!?"
"Bønnemøde" - Maria
En dag I Ciudad Sandino er jeg i gang med tøjvasken ude i gården. Pludselig begynder folk at råbe og skrige ude foran huset; det lyder som et meget heftigt skænderi, som jeg hellere må blande mig uden om. Efter et kvarter kan jeg ikke længere styre min nysgerrighed og lister mig ud på verandaen og kigger. Her ser jeg et højst mærkværdigt syn: Fire nica-kvinder står messende i en rundkreds omkring min nica-mor, som danser vildt rundt med armene mod himlen og råber "Gracias Senor!". Bøn i Nicaragua er godt nok mere farverig end i Danmark!
"En udfordring for smagsløgene" - Iben
Da jeg ankom til Cenizabu for at bo der i 6 uger, havde jeg ingen anelse om, at jeg I løbet af min tid der skulle få serveret først komave-suppe, siden leguan-suppe og som afskedsmiddag grisehoved. De to første retter kunne jeg simpelthen bare ikke få ned, men grisehovedet smagte faktisk godt. Til den ret hældte min nica-mor rom i mig efter hver anden mundfuld "for at desinficere maven", så jeg endte med at tage afsked med min landsby familie i lettere påvirket tilstand.
Kærlig hilsen
Nicaraguabrigaden 2006
Anne-Sophie, Asmus, Iben, Ida, Sidsel, Josefine, Maria, Janni, Marie, Mads, Petra, Thea, Mads, Siri, Freja, Line, Louise, Casper, Kristian, Nanna, Kristine, Signe, Martin og Sara .
