Hvorfor overhovedet snakke medicinsk abort
Retten til medicinsk abort blev afskaffet i Nicaragua i et spil om politik og magt midt i en valgkamp, hvor Sandinisterne havde brug for den katolske kirkes opbakning. Kvindebevægelsen kæmper nu en hård kamp for, at Højesteret eller Parlamentet fjerner forbuddet, så gravide kvinder kan få den lægebehandling, de har brug for.
Hele polemikken om medicinsk abort startede sidste år midt under valgkampen. Selvom der fra forskellige sider både nationalt og internationalt blev opfordret til at lade et så følsomt emne ligge til efter valget, fortsatte den katolske kirke med at lægge et stort pres på parlamentet for at få vedtaget en lov, der forbød medicinsk abort.
Kirken kaldte denne kampagne: "Kampagnen for liv", og mener selv, at de kæmper for de ufødtes børns rettigheder. Kirken fik i denne sag stor opbakning og den ene præsidentkandidat efter den anden stillede sig op og lovede, at hvis han vandt, ville medicinsk abort blive forbudt ved lov. Kun Edmundo Jarquín fra MRS (Den Sandinistiske Reformbevægelse) turde gå imod ”strømmen”, men blev tilsvarende også hængt ud som morder af kirken.
Omkring starten af oktober 2006 gav Parlamentet så kirken lovning på at forbyde medicinsk abort og den 26. oktober 2006 var medicinsk abort ikke længere en mulighed i Nicaragua på trods af, at det havde det været i mere end hundrede år. Beslutningen gjorde også Nicaragua til det eneste land, der inden for de sidste 20 år har valgt at forbyde medicinsk abort.
Fra denne beslutning blev truffet, har det været svært for organisationerne imod forbudet at blive hørt. Politikerne har ikke rigtig villet tage stilling til spørgsmålet, og Højesteret er stadig ikke kommet med en dom i den appelsag som kvindebevægelsen El Movimiento Feminista indgav i januar i år.
I bund og grund handler det hele om politik og magt.
Siden 1990 hvor sandinisterne tabte valget til de liberale, har deres leder kæmpet for at genvinde magten igen, dog uden resultat. En af de helt store forhindringer har været det betændte forhold, som sandinisterne har haft med den katolske kirke siden 1980’erne, hvor den daværende ærkebiskop Obando y Bravo åbenlyst støttede kontraerne og også bad USA om våben til at bekæmpe de sandinistiske soldater.
I dag sidder Obando y Bravo som leder for Kommissionen for Forsoning og Fred i den nuværende sandinistiske regering. Beslutningen om at forbyde medicinsk abort skal ses som et strategisk træk i den sandinistiske valgkamp. Ved at få kirken over på sin side, var sandinisterne sikret en nøglespiller i kampen om at vinde valget. Samtidig ville dette ydermere forstærke den profil om forsoning og fred, som Daniel Ortega førte sin valgkamp på. Ortega vandt valget.
Det er en hård kamp kvinderne kæmper. Selvom de bag sig har forskellige internationale menneskerettighedskommissioner og andre udenlandske organisationer, og selvom både EU og FN har udtrykt deres bekymring over forbudet mod medicinsk abort, er de oppe imod Vatikanet, der har ført og stadig fører en hård kampagne for ”liv”.
Selvom flere sandinistiske politikere selv har udtrykt at alliancen indgået med kirken blot var en strategi for at vinde valget, er det svært at se, hvordan denne aftale umiddelbart kan brydes, uden at kirken vender sig mod sandinisterne og dermed også fjerner deres opbakning. Ydermere sidder sandinisterne på magten i Højesteret, en faktor der bestemt taler for, at den også kan være underlagt partiets politik. Hvordan alt det her ender, er derfor svært at sige. I sidste instans vil kvinderne fremlægge deres sag hos den Interamerikanske Domstol og andre internationale instanser.
