Grønt Guld kampagne
Almindelig guldminedrift har fatale konsekvenser i mange lande. Ofte anlægges guldminerne i områder, som er hjemsted for indianske folk og bønder. Disse folk fordrives i mange tilfælde fra deres jord, og selvom de får lov til at blive har guldminedriften store konsekvenser for deres liv. Det skyldes bl.a. at der ved almindelig guldminedrift bruges giftige kemikalier som eksempelvis cyanid. Ud over at være giftige for arbejderne trænger kemikalierne også ned i jorden og ud i floderne. Dette er for det første ødelæggende for miljøet og kan for det andet føre til at folk i nærheden af guldminerne bliver alvorligt syge.
Men der findes alternativer til denne form for guldminedrift. Der eksisterer små økologiske guldminer, hvor minedriften respekterer de lokale folks rettigheder, hvor arbejdere og lokalbefolkningen tilbydes ordentlige forhold og hvor udvindingen af guldet finder sted uden brug af giftige kemikalier. For at denne form for bæredygtig udvinding af guld, der foreløbig kun eksisterer på et meget lille niveau, skal blive mere udbredt, er det vigtigt at der er en efterspørgsel efter det. Forbrugerne er den gruppe som kan være med til at ændre nutidens minedrift og fremme bæredygtig udvikling. Forbrugerne kan gøre en forskel ved at spørge efter bæredygtigt grønt guld næste gang de køber et smykke.
Med Grønt Guld kampagnen sætter Mellemamerika Komiteen fokus på guldminedriftens konsekvenser og alternativer.
Som et led i denne kampagne har Mellemamerika kreeret et guldtræ, som i den kommende tid vil være på en rejse rundt i Århus. På forskellige steder vil det fungere som blikfang for Grønt Guld kampagnen.
Et guldtræ på rejse
Guldtræet indleder sin rejse mandag d. 9. november, hvor guldtræet er på sin jomfrurejse med bus til Trige bibliotek, hvor det står i uge 46. Således har man midt inde i Triges bibliotek hele ugen igennem kunnet finde plakater, foldere og artikler om guldminedriftens konsekvenser samt et stort guldtræ.
Efter en uge i Trige bliver guldtræet ført videre til Gellerup bibliotek, hvor det pryder sine omgivelser i uge 47. Bibliotikaren i Trige, der fortæller hvordan guldtræet har vakt opsigt og fyldt biblioteksrummet godt ud, må lidt sørgmodigt sige farvel til guldtræet og ønske det en fortsat god rejse.
Mandag d. 16. november om eftermiddagen ankommer guldtræet til Gellerup og bibliotikaren Lone Hedelund tager smilende imod det. Guldtræet bliver placeret centralt i biblioteket og det vedlagte materiale bliver stillet frem på et bord, så det står til frit skue og til fri afbenyttelse blandt interesserede biblioteksgængere.
Ligesom biblioteksgængerne, der betragter og forhører sig om træet, fanger Lokalavisen Århus også hurtigt interesse for guldtræet. Journalisten Christina Johansen, der arbejder for avisen, tager onsdag d. 18. november om eftermiddagen ud på Gellerup Bibliotek, hvor hun møder Liva Kaels og Benjamin Kjersgaard, som har været udsendt af Mellemamerika Komiteen til Guatemala i august 2009. Det er et spændende møde, hvor de to ovennævnte fortæller om Mellemamerika Komiteens Grønt Guld kampagne, der fokuserer på både konsekvenserne af og alternativerne til den konventionelle guldminedrift. Journalisten skriver mange notater og lytter interesseret og hun tager slutteligt et par fotografier. Hun fortæller, at artiklen om guldtræet vil komme i Lokalavisen inden for få uger.
Læs Lokalavisens artikel om guldtræet på Gellerup bibliotek
Guldtræet bliver mandag d. 23. november bragt videre til Hasle Bibliotek, hvor der sker det pudsige at en af Mellemamerika Komiteens egne medlemmer en dag i løbet af ugen kommer ind på biblioteket og pludselig støder ind i træet. Hun bliver overrasket og må smile af situationen. Efterfølgende uddyber hun med et smil "tænk at jeg skulle støde ind i guldtræet på mit lokale bibliotek".
Efter en uge i Hasle drager guldtræet videre. Det drager videre eller rettere sagt kryber i skjul i en uge i Uhuset, hvor Mellemamerika Komiteen holder til. Mellemamerika Komiteen afholder sin årlige julefrokost, inden guldtræet kommer ud på sin allersidste vandring.
I uge 50 befinder guldtræet sig på Århus' hovedbibliotek, hvor mange interesserede bemærker træet, dets foldere og budskab. Ugen flyver af sted, og inden længe forlader guldtræet igen scenen. DGuldtræet har været på sin sidste rejse, men er kommet ud med sit budskab "Grønt Guld".


