En feltberetning fra Sipacapa
Af: Benjamin Kjersgaard
Marlin-minen, Mellemamerikas største Guldmine
Det er tidlig morgen og luften er tyk. Det har regnet og lynet voldsomt i nat. Lynene bragede i nattemørket, imens regnen bare blev ved med at falde ned over områdets bjerge. Sipacapa er ved at vågne og himlen er dækket af et tæt skytæppe, som holder solen tilbage. Grusvejene i terrænet er smattede og hullede og bilhjulene skrider, når vi kører opad. Bjergterrænet er stejlt og bilen humper af sted hen over grus og sten. Vi er på vej ud til Marlin-minen, Mellemamerikas største guldmine.
Vores chauffør og informant Dos Santos Ambrocio er stresset og nervøs. Han er bekymret over vejret og over vores foretagende, at komme nær Marlin-minen. Dos Santos rykker instinktivt i gearstangen. Firhulstrækkeren får endnu engang fat i det våde underlag og vi kommer opad.
Dos Santos stopper snart efter bilen og tager en ældre mayaindiansk mand med, som går i vejkanten. Manden, der hedder Florentino, er lav, spinkel og omkring de 50 år. Han fortæller at han kommer fra den lille landsby Salem nær Marlin-minen. Florentino ser rynket og meget slidt ud, men da talen falder på minen ændres det indtryk. Hans stemme bliver oprørsk og han fægter vildt med armene:
”Regeringen mener at minedriften er udvikling og hjælp til folket, men de er blinde. De kan ikke se at dyr og mennesker dør. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om minedriften. Jeg arbejder ikke, men mineselskabet giver heller ikke arbejde til os. Der er ikke noget arbejde at få. Jeg kan hverken læse eller skrive, så hvad ved jeg? Ingenting, det jeg ved er, at jeg spiser min tamalito. Jeg bor lige derovre og der er intet arbejde, der er ingen hjælp at få. Og alligevel siger de stadigvæk, at minedriften hjælper Guatemala og familierne.”
Florentino står kort efter af, og herfra kan vi nu se Marlin-minen på afstand. Vi stiger ud af bilen for at tage et par billeder. Da vi sætter os ind i bilen igen, er der få sekunders stilhed. Så siger Dos Santos: ”Lad vær med at stige ud af bilen for at fotografere. I er hvide og I står begge to med kameraer, I vækker opsigt. Fotografer indefra bilen. Minens vagter er bevæbnede, og de er ikke ufarlige, og I skal vide at vi kan blive anholdt for at fotografere, når vi kommer tæt på minen.”
![Kran[1].JPG](http://www.mellemamerika.dk/media/Kran[1].JPG)
Anspændte kører vi videre og vi nærmer os den del af Marlin-minen, hvor man udvinder og producerer guld. Dos Santos er stresset, og vi kan mærke på ham, at det er stærkt overskridende for ham at være så nær minen. Dos Santos kigger nervøst i sidespejlene, imens vi nærmer os mineindgangen. Vi ser et kæmpe jerngitter, som signalerer at udefrakommende skal blive væk. Vi ser store hvide bygninger, kraner og søen, der opbevarer det ekstremt giftige cyanidvand som har været brugt til at udskille guldet fra bjergmalmen. Det er denne cyanidsø, som de lokale frygter nedsivning og udledning fra. Nedsivning af cyanid til grundvandet eller udledning af cyanid til floder og andet overfladevand vil have katastrofale konsekvenser for dyrelivet og de lokale mayaindianere.
Vi bevæger os ret hurtigt væk fra mineindgangen igen. Vi kører lidt rundt i terrænet og får en fornemmelse af området, som på alle måder virker øde og forladt. Stemningen er trykket og tung, og vi ser en beskidt indiansk teenagedreng på 16-17 år, som sidder på en stor sten foran et lille simpelt hus. Dos Santos stopper op og forsøger at få den unge fyr til at fortælle om området og konsekvenserne af minedriften. Drengen fremsiger meget stille, at det vil han ikke, fordi mineselskabet holder øje med hans data, hans ”datos”. Dos Santos prøver en allersidste gang at overtale drengen til at tale med os, men drengen ryster bare roligt og konsekvent med hovedet. Dos Santos forklarer os, at drengen ikke kan eller vil tale med os, fordi han er bange for at blive fyret. Mineselskabet holder øje med sine ansatte, og hvis de snakker med fremmede, bliver de fyret. Vi får en kriblende fornemmelse i kroppen og vi kører hurtigt væk fra minen igen; bliver vi også overvåget?
La plaza – De lokales stemme
Efter et par rolige dage beslutter vi os for at tage op til markedspladsen La Plaza, der hver mandag trækker mange af de lokale til. Både lyse og mørke skyer hænger lavt på himlen denne formiddag, og temperaturen er køligere heroppe i højderne. Busser, biler og scootere står parkeret rundt om markedspladsen, hvor sælgere og købere er i gang med de ugentlige handler. Gadehunde trisser rundt, og en enkelt fugl kredser ensomt over markedspladsen. Kvinderne bærer små babyer på ryggen og de har iklædt sig traditionelle mayaklæder. Mændene har mørke jakker på og de fleste har en cowboyhat på hovedet. Jorden er mudret, fordi det har regnet kratigt i nat og stemningen er temmelig mat. Folk kigger en smule forundrede og skeptiske på os, da vi begiver os ind i mængden. Vi bliver introduceret til en hel række af personer af vores kontaktperson Juan Tema. De tilkendegiver alle sammen deres forbehold overfor minedriften i området. Og samtidig med at informanterne begynder at tale til os, samler der sig en stor skare af mænd og kvinder omkring os. Vi lytter intenst til beretningerne om minedriftens konsekvenser, og det samme gør tilhørerne:
Juan Bautista:
“De kommer og tager vores ressourcer og vi forbliver fattige. De hjælper os overhovedet ikke. De tager bare vores ressourcer”
Anonym:
”Det værste er sygdommene og den her smerte i kroppen. Nogle er kun syge i 3-4 dage så dør de. Sipacapa har sagt nej til minedriften. Minedriften er ikke udvikling. Den forårsager konflikter mellem landsbyerne og den ødelægger vores liv”
Pedro Ambrocio:
”Der er sygdomme og dyrene dør. Frugterne, æblerne, advokadoerne, appelsinerne, deres smag har ændret sig. Minedriften er en sygdom. Vores dyr de dør når de drikker af det forurenede flodvand. Alt er meget påvirket af minedriften”
Nemecio Tema Carrillo, leder af landsbyen las Tres Cruces:
“Mineselskabet kom og overtog vores jord uden at konsultere os, de kom uden at spørge os om lov. De hører os ikke, kun dem som har penge. Det er uretfærdigt” ”De indianske folk diskrimineres. Os, de små, giver de ingen muligheder”
Timoteo Vasquez, leder af landsbyen Setivá:
”Vi ønsker en sund og retfærrdig udvikling. Hvis jeg arbejdede i minen så ville jeg blive rig, men jeg ville samtidig skade min nabos liv og helbred. Det tjener ikke noget formål. Det vi ønsker er retfærdig udvikling”
“Det er os som er de syge, det er os som behøver en kur. En kur mod det her sår. Det er jer udefra som er lægerne der kan diagnosticere os”
De lokale i Sipacapa er ekstremt desperate. Vi kan høre det på deres stemmer, vi kan se det på deres tøj og fysiske udtryk, vi kan fornemme det på markedets stemning og ansigter. Vores informanter fortæller uhyggelige historier om minedriftens konsekvenser. Marlin-minen forurener, forårsager sygdomme og sociale konflikter. Den ændrer de lokales liv, selvom de lokale ikke selv ønsker denne forandring. Mayaindianerne i Sipacapa, der definerer sig selv som de små og syge, fortæller om det at blive pacificeret, at blive bestjålet, at blive undermineret. De har ikke været involveret i beslutningsprocessen omkring Marlin-mineprojektet. De er hverken blevet set, hørt eller spurgt.
Den Nye Horisont – De lokales dilemma
![Den Nye Horisont[1].JPG](http://www.mellemamerika.dk/media/Den Nye Horisont[1].JPG)
Nogle dage senere vandrer vi igennem Sipacapas grønne landskab og kommer til Llano Grande, hvor vi møder kvindeorganisationen Den Nye Horisont. Gruppen på ca. halvtreds kvinder holder møde ude på en højtliggende græsskrænt, hvorfra man kan se områdets dale og fjerne bjerge. Aurora Perez, der er leder af gruppen, står og taler med en høj, markant og vred røst:
”Regeringen og mineselskabet siger minedriften er udvikling, men det er ikke udvikling for os”
”Vi takker Gud for at have fået denne jord, men andre lande, de rige lande, stjæler vores rigdomme. Det gør ingen nytte. De tager guldet, vi får affaldet”
Aurora Perez er en slidt men også en meget viljestærk mayaindiansk kvinde. Hun er oprørsk over minedriftens konsekvenser og hun fastslår, at Marlin-minen fra de lokales synspunkt ikke er med til at udvikle Sipacapa, nej minedriften derimod afvikler og destruerer.
Minedriften i Sipacapa rammer et område, der i forvejen kæmper med ekstrem fattigdom. De lokale er desperate, og de står overfor dilemmaet: Skal jeg sælge min jord til mineselskabet eller vælge at trodse det og kæmpe for mine rettigheder?
Da vi nærmer os afslutningen på mødet med Aurora Perez og Den Nye Horisont diskuterer kvinderne internt dette dilemma. En midaldrende kvinde, der har rejst sig op ude til venstre, fortæller at hun overvejer at sælge sin jord, fordi hun så kan tjene lidt penge. Der fremkommer pludselig en masse syslen og hvisken blandt kvinderne i gruppen. Der går nogle sekunder, inden en anden kvinde rejser sig op ude til højre. Hun slår fast, at hun er imod minedriften og imod det at sælge sin jord til mineselskabet. Spændingen og intensiteten dirrer i luften, ind til Aurora Perez igen stiller sig op foran forsamlingen og siger:
”Er vi modstandsdygtige? Ja, vi er modstandsdygtige. Minedriften skal ikke komme hertil. Mange ønsker at sælge deres jord til mineselskabet. Hør her medfæller, vi er imod minedriften. Når en kvinde ønsker at sælge sin jord, rejser vi os som et folk og siger nej”
I Sipacapa er flere af de lokale ved at give op. De ser muligheden for at tjene lidt penge, hvis de får solgt deres jord til mineselskabet, et selskab som i øjeblikket opsøger og forsøger at presse de lokale til at sælge deres jord. Det forholder sig nemlig således at mineselskabet, der ejer Marlin-minen, er blevet tildelt retten til at åbne 12 nye miner i Sipacapa, hvis de får erhvervet sig de lokales jord.
50 % af de lokale i Sipacapa er analfabeter og endnu flere kender ikke deres basale rettigheder. Vi har i løbet af de sidste dage hørt om konsekvenserne af Marlin-minen og med udsigt til 12 nye miner i området, hvis de lokale giver op og sælger deres jord, kan vi kun alt for godt forestille os Sipacapas fremtidsscenarie – et stort tomt og goldt minekrater.
Vi takker Den Nye Horisont for mødet og vandrer af sted på grusvejen. Og imens vi går og reflekterer over mødet med gruppen, kigger vi os omkring og ser smuk grønklædt natur. Vi tænker med os selv, at oplysning til de lokale om deres rettigheder er måden, hvormed den mayaindianske lokalbefolkning i Sipacapa kan fastholde et nej til minedriften og afstå fra at sælge deres jorde til mineselskabet.
I løbet af feltarbejdet i Sipacapa, der strækker sig over 10 dages tid, bliver det i samråd med de lokale landsbyledere slået fast at Mellemamerika Komiteen kan bidrage ved at assistere Sipacapa i dets nødvendige oplysnings- og uddannelsesprojekt af lokalbefolkningen. De første skridt, der skal tages på Sipacapas lange vandring, er oplysning og uddannelse.
