Formøde for mayaautoriteter og spirituelle ledere
af Matilde Kromann-Larsen
Mayaorganisationen Uk'u'x B'e havde med støtte fra Mellemamerika Indsamlingen sørget for at omkring 40 traditionelle lokale ledere fra mayasamfund i Guatemala og Mexico kunne deltage i det tredje kontinentale topmøde for oprindelige folk i Guatemala den sidste uge af marts 2007. Dagen før Topmødets start afholdt organisationen sammen med tre andre guatemalanske foreninger et møde for de 40 mayaledere. Mødet blev ligeledes finansieret med midlerne fra Mellemamerika Indsamlingen.
Arven fra tidligere og nutidens omstændigheder
Oplægget om mayaautoritet, som blev holdt af Leopoldo Méndes fra Uk'u'x B'e, handlede om metoder og temaer for tidligere tiders autoriteter. Han opfordrede til at lede efter større sammenhæng og bedre overensstemmelse mellem arven fra tidligere og omstændighederne i dag. Det drejer sig om alt fra forbrug - såsom tøj og mad – til den bæredygtige naturforståelse, som autoriteterne mere end nogen burde respektere og promovere, da det er fra den, de så at sige henter deres energi.
De tilstedeværende modtog oplægget positivt og havde mange eksempler på, hvordan der burde fokuseres mere på det historiske. Mange havde dog eksempler på hvordan regeringer (mexicansk, honduransk og guatemalansk) eller militæret gjorde det besværligt at arbejde med disse principper. De talte blandt andet om traditionel naturmedicin, som bliver patenteret af udenlandske selskaber, om officiel politik, der modarbejder traditionen, om minedrift der ødelægger naturen og mayaernes jordområder, og om et for dårligt kendskab til tidligere tiders kundskab.
Udplyndringen af Latinamerika
Senere kom Manolo García fra foreningen SERJUS med et oplæg om udfordringerne for mayasamfundene i dag. Han tog flere af temaerne op igen med en meget klar vinkling. Han mener, at der er tale om den tredje fase af udplyndringen af Latinamerika, hvor transnationale firmaer under beskyttelse af neoliberale love og udviklingsplaner udnytter områdets resurser.
Direkte kontakt styrker
Generelt gik mødet som ønsket for Uk'u'x B'e, for som Leopoldo Mendes ser det, er både formødet for autoriteterne og Topmødet kun udgangspunkter for andre kommende møder, for lokale initiativer og på lang sigt større forening. Han mener, at den direkte kontakt styrker bevægelsen, ligesom autoriteterne samtidig bliver opmærksomme på, at deres egne bekymringer er fælles for hele regionen. Det samme gælder fællesskabet om historien og bekræftelsen i at deres rødder berettiger dem til suverænitet og selvbestemmelse.
Det er en lang proces, men møderne gør det muligt at evaluere og opbygge lidt efter lidt. For autoriteterne drejer det sig om at få dannet et regionalt råd, som kan styrke organiseringen lokalt og for eksempel hjælpe med at forhindre infiltrering fra det officielle system.
Autoriteterne fik dog ikke den plads på selve Topmødet som Uk'u'x B'e havde ønsket sig, men de tror at næste Topmøde vil inddrage dem som et tema for sig, da traditionen med lokale ledere absolut ikke kun er at finde i Mayaregionen men blandt mange af de oprindelige folk på kontinentet.


