Dag 2: Nicaraguanske tryllerier - 13.09.2008
I går, fredag, havde Pedro, Manuel og Oriel deres første hele dag i Danmark. Udover at komme sig over den store tidsforskel, var de tre kunstnere til planlægningsmøde på Strandgårdskolen i Ishøj, hvor de om ca. to uger skal lave en workshop med børnene fra 1. og 6. klassetrin. Både der og til vores efterfølgende planlægningsmøde og middag, blev der givet eksempler på nicaraguanske tryllerier, som tryllebandt både børn og voksne.
Det er rigtig koldt i Danmark i øjeblikket - specielt for en nicaraguaner. Vinden skærer igennem marv og ben, og selv om vores varme-vante venner er pakket ind som Sirius-patruljen, kan kulden stadig mærkes. Det gør dem dog også nemmere at kende, for hvis du ser tre gutter med vinterjakker, tophuer, vanter og halstørklæder i Københavns gader, så kan du i hvert fald ikke være i tvivl om, hvem det er.
Fredag var det tid til planlægningsmøde på Strandgårdskolen i Ishøj. På skolen skal de tre nicaraguanere fra d. 24. til d. 25. september lave en workshop for 1. og 6. klasse med overskriften: "Unges drømme og virkelighed". De tre ansvarlige lærere er alle meget teater- og kunstinteresserede, og da Pedro, Manuel og Oriel både bruger musik, dans, teater, tryllekunst, fantasiøvelser og maskefremstilling i deres arbejde, er der lagt op til nogle spændende dage i Ishøj. Workshoppen afsluttes med en reception og afslutningsfest torsdag. d. 25. september kl. 14-16.
På Strandgårdskolen fik børnene allerede en forsmag på nogle af de tryllerier, som Oriel laver, og det fik vi andre ligeledes om aftenen, hvor der var planlægningsmøde og efterfølgende middag. Officielt blev tryllekunsterne lavet til ære for det ene barn, der var tilstede, men det må vist konstateres, at hele selskabet var godt og grundigt imponerede af de forsvindende mønter, den flyvende loppe, det mystiske reb og den brækkede tommelfinger. Manuel tog os desuden med i en fantasiøvelse, hvor vi hver især ved hjælp af en hverdagsting (og tankens kraft), skulle redde os fra 'det mørke'.
Pedro gav os et par eksempler på sit musikalske repertoire, og hvis du kunne tænke dig, at lytte nærmere til det, har du muligheden allerede i aften, d. 13. september kl. 21 i VerdensKulturCentret på Nørre Allé, hvor der afholdes et brag af en solidaritetsfest.
De tre kunstneres besøg i Danmark er gjort muligt vha. økonomisk støtte fra CKU og Mellemamerika Indsamlingen.


