Alfabetisk oversigt | Sitemap |
English Español
» Temaer » Nicaraguabesøg 2008 » 3. artikel

Solidaritetsfest og improvisation - 16.09.2008

Solidaritetsfest, information om asylpolitik og asylsystemet i Danmark samt workshops både morgen og aften. De seneste dage har budt på en masse nye oplevelser og indtryk for vores tre nicaraguanske venner. Og så har de endelig fået lov til at lave teater.

Som en officiel igangsættelse af Pedro, Manuel og Oriels ophold i Danmark, blev der i lørdags holdt et brag af en solidaritetsfest i VerdensKulturCentret. Aftenen og natten igennem blev de fleste sanser både berørt og udfordret. Først gav nica'erne et eksempel på deres berømte teatermetode. Det er den, de kalder improvisation. De tre fik hjælp af et par frivillige danske "mus", og det blev en uforglemmelig version af La Pancha med fokus på skraldeproblematikker.

Efterfølgende spillede Pedro Pablo nicaraguansk folkemusik, og bl.a. fik han dette års brigade (og flere andre) til at skråle med på sangen om en mand, der bliver skudt mens han er ude for at besørge. Både rytmerne og teksterne skiftede karakter, da Beatsters gik på scenen med højeksplosiv reggaeton, og resten af natten fyldte DJ Mescal rummet med lækre latinorytmer. Specielt positivt var det at se, at mange mennesker kom tidligt på aftenen for at opleve de tre kunstnere i aktion. Det lover godt for de kommende arrangementer.

Unge flygtninge og danske skuespillere

I går, mandag, gik det så løs med workshops både på Asylcenter Gribskov om formiddagen og på Betty Nansen Teatret om aftenen. På asylcentret skal Pedro, Manuel og Oriel arbejde fire dage med 12 unge uledsagede asylansøgere, og resultatet af arbejdet skal vises Betty3.JPG for centrets andre beboere og i forbindelse med den reception, der skal afholdes på Strandgårdskolen i Ishøj d. 25. september. I Nicaragua er de ikke vant til så mange flygtninge, så det er nyt for dem at arbejde med de problemstillinger, som de oplever i Danmark. Oriel nævnte bl.a. også, at det var meget stort og specielt at møde unge fra lande, hvor man ellers kun hører om krig.

Om aftenen blev den første af tre workshops med teatergruppen Taskforce fra Betty Nansen Teatret afholdt. Ideen med disse workshops er først og fremmest at lade de danske og nicaraguanske skuespillere udveksle erfaringer, Betty5.JPGmetoder og ideer. Der er altså tale om en slags professionel udveksling mellem kunstnere. Samtidig er det meningen, at de seks skuespillere sammen skal komme frem til et resultat, som kan vises på European Social Forum i Malmø på fredag d. 19. september i forbindelse med vores workshop kl. 18-21. Et slags teatereksperiment på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, hvor fokus er på nedbrydning af fordomme og hvordan teater kan bruges hertil.

Den første workshopdag gik først og fremmest med, at de to teatergrupper viste eksempler på, hvilke metoder de bruger i deres arbejde. Nicaraguanerne bruger ofte improvisation, og eksempelvis Betty4.JPGudviklede en diskussion om kolonier og fjernsyn sig pludselig til et lille teaterstykke om en maskine til hjernevask. De danske skuespillere bød også ind med et improviseret eksempel på samme problematik, og de to grupper ser generelt ud til at supplere hinanden godt, så det bliver spændende at opleve, hvad de næste par dage fører til.

De tre kunstneres besøg i Danmark er gjort muligt vha. økonomisk støtte fra CKU og Mellemamerika Indsamlingen.

 

 

- - -