Alfabetisk oversigt | Sitemap |
English Español
» Temaer » Nicaraguabesøg 2008 » 6. artikel

Den grimme ælling og andre eventyr på Strandgårdskolen - 26.09.2008

Onsdag og torsdag i denne uge har nicaraguanerne arbejdet med 1. og 6. klassetrin på Strandgårdskolen i Ishøj, og resultatet blev vist frem i forbindelse med en offentlig reception og teaterfremvisning på skolen torsdag eftermiddag. Børnene deltog selvfølgelig selv i underholdningen, men undervejs fik de også lejlighed til at møde de unge asylansøgere fra Asylcenter Gribskov, som nicaraguanerne har arbejdet med de seneste to uger.

a2_1.JPGDe fleste kender nok Ishøj, som en by med sociale problemer og mange tosprogede. Dette præger naturligvis også skolerne i området, og eksempelvis har 90 % af eleverne på Strandgårdskolen anden etnisk baggrund en dansk. Skolen har dog vist, at dette faktum ikke nødvendigvis behøver at tynge skolen. Ishøj kommune har prioriteret skolen som en såkaldt spydspidsskole, og det har f.eks. gjort det muligt i nogle timer at indsætte tre lærere til to klasser. Desuden forsøger skolen at bruge elevernes baggrund på en positiv måde.

Værksteder, venner, virvar

a1_1.JPGPedro, Manuel og Oriel måtte dog sande, at der på trods af de mange lærere og hjælpere var et virvar af snakkende, legende og syngende børn, som det ikke altid var lige nemt at får til at gøre, som de på forhånd havde tænkt sig. Tålmodigheden blev sat på en prøve, når nicaraguanernes forslag til lege, teaterøvelser, sange og maskeværksteder skulle igennem en oversættelse til dansk, før beskeden gav mening i børnenes ører. Lærernes pædagogiske evner var dog guld værd, og da de deltog aktivt i alle processerne, lykkedes det på blot to dage at udvikle et teaterstykke, lære forskellige sange samt at lave masker og ansigtsmalerier til brug i teaterstykket.

a.JPGTeaterstykket var et blandingsprodukt af nicaraguanske og danske eventyr. Overskriften var den grimme ælling, som vist ikke kræver nærmere uddybning her, og scenen var sat i og omkring en hønse- /andegård. Stykket tog dog undervejs flere nye retninger. Bl.a. var den grimme ælling nødt til at fange et glasålehoved for at blive en del af fællesskabet. Dette lykkedes, men uden hønelederens billigelse, og så måtte folket i stedet træde i karakter, for med revolutionær magt at kræve ligestilling for ællingen.

a4_2.JPGBørn, forældre og lærere fra Ishøj fik også lejlighed til at se, hvad nicaraguanerne har lavet med 12 unge flygtninge fra Asylcenter Gribskov. De var nemlig inviteret til Strandgårdskolen for at vise deres lille projekt om båden, "hvor vi alle er brødre". Der blev også danset danse fra Kurdistan, Irak, Afghanistan og Indien i én stor rundkreds. De tre nica'er fik desuden på egen hånd mulighed for at vise, hvad de laver med børn og unge i Nicaragua, og igen var Oriels tryllerier et hit. Til spørgsmålet om, hvem der kan lide tryllekunster, var samtlige hænder på Strandgårdskolen i hvert fald hejst helt i vejret.

I dag, fredag, har nicaraguanerne været på tur i Odense, hvor de bl.a. har set et børneteater med H.C. Andersen-eventyr, og om aftenen deltog de i en kulturaften i Jens Galschiøts galleri i Odense, hvor de også fik lejlighed til at se den skulpturen "I Guds navn", som de for lidt over et år siden lavede aktiviteter med i León i kampen for den terapeutiske abort. Lørdag holder vi i Mellemamerika Komitéen et seminar om opholdet og nica'ernes arbejde, og søndag vender de atter næsten mod Nicaragua efter 17 travle og forhåbentlig interessante dage i Danmark og Sverige.

Du kan læse en artikel fra 24timer om arbejdet med uledsagede flygtninge på Asylcenter Gribskov.

De tre kunstneres besøg i Danmark er gjort muligt vha. økonomisk støtte fra CKU og Mellemamerika Indsamlingen.

 

 

- - -