Hvorhen lille Komite
Skrevet af: Sven Gårn Hansen, Managua
Indenfor de kommende to år slutter alle MAKs igangværende projekter.
Finansieringen af vores konsulenter slutter endnu tidligere: den 31. august 2006, om ca. et år, lukker og slukker Morten vores repræsentation i Nicaragua, medmindre nye aktiviteter bliver startet op.
Erfaringsmæssigt tager det op til to år at starte et nyt projekt op. Derfor er det nu, diskussionen skal starte: Hvad skal Komiteen lave i Nicaragua og resten af Mellemamerika i de kommende år? Her er et slags oplæg til ideudviklingen. Det handler mest om Nicaragua, jeg har ikke haft tid til at inddrage Guatemala, Honduras og El Salvador!
Nogle økonomiske tendenser
Flere penge, mere fattigdom
Nicaragua har haft økonomisk vækst de sidste par år. Ifølge en analyse i bladet Envio er det det, der har givet den politiske klasse luft til sine meningsløse magtlege: mens politikerne har lammet landets statsmagt, har borgerne arbejdet og levet videre i al fredelighed.
Væksten skabes af voksende kvægavl og eksport, især til Mexico, der efter 10 års NAFTA har stadig mindre fødevareselvforsyning, kaffeprisernes cykliske stigning, og maquilaindustrien. Turismen er stadig relativ lille, men er den sektor, hvor væksten er størst.
Samtidig har Nicaragua også udviklet sig til et af Latinamerikas og dermed verdens mest ulige lande: væksten er kun i meget ringe grad kommet det fattige flertal til gode.
Det ses i det små ved, at Managua har fået sit tredje store indkøbscenter, Galaria Santo Domingo, med 10 nye biografsale, genåbningen af biografen i Matagalpa, at supermarkederne langsomt erobrer en voksende andel af detailsalget. Imens tjener ca 2/3 af befolkningen stadig mindre end nationalbankens beregnede minimumsforbrug.
Benzin er ild på bålet
Samtidig advarer økonomer i La Prensa om, at pristigningerne i olien kan ende med at betyde en inflation på 15%. Det truer med at sluge årets økonomiske vækst. Som konflikterne i april om den offentlige transport viste, kan det også medføre en stopper for borgernes tålmodighed med politikernes passivitet overfor landets virkelige problemer.
U-landsbistand
U-landsbistanden, der stadig udgør ca. 20-25% af landets bruttonationalprodukt, er en anden garant for den politiske stabilitet. Man kan med en vis forenkling af virkeligheden godt sige, at det er u-landsbistanden, der har gjort det muligt at tvangsliberalisere, privatisere og polarisere et land med en så politisk bevidst og velorganiseret befolkning som den nicaraguanske.
Samtidig lever donorene under gavegiverens forbandelse: de har pådraget sig et ansvar, som de ikke kan slippe før landet tager ansvar for sig selv. Men med den negative spiral af årsag og virkning, der er gældende i nicaraguansk politik i dag, har det lange udsigter: så længe u-landsbistanden er der, behøver politikerne (eller befolkningen) ikke at tage ansvaret for landets økonomi, trods al snak om "ejerskab" og "participartive processer".
Nogle af donorregeringerne prøver stadig at skjule dette faktum ved at hænge fast i billedet af Bolaños som den virksomme, ærlige nye kost med "den nye æra", men hans uduelighed, passivitet og stærke tilbøjelighed til at hjælpe sine venner i finanssektoren gør det hver dag sværere at holde fast i billedet.
Indenfor dette generelle billede er der nogle tendenser, der i de kommende år er værd at lægge mærke til:
Fri handel - frie hænder for storbønder
Hvis den mellemamerikanske frihandelsaftale CAFTA træder i kraft (alt tyder på at den vil) vil den åbne op for mellemamerikansk eksport af sukker og citrus til USA - efter de klager amerikansk landbrug er kommet med at dømme. Det er produktionsområder der er præget af stordrift.
"Bondeafgrøden" majs vil derimod udkonkurreres af USAs landbrugssubsidier. De nordamerikansek farmere vil også kunne sælge billigere bønner end de nicaraguanske bønder kan, men støder her nok imod den stærke forkærlighed for Nicaraguas hjemmedyrkede røde bønner.
Hvis Mexicos erfaring med NAFTA er nogen ledetråd, vil CAFTA betyde faldende indtægter for tusinder af småbønder, og stigende koncentration af jord og indtægter på større, eksportorienterede selskabers hænder.
Hvis bønder skal have nogle chancer, skal det nok være igennem kvæg (eksport til Mexicos arbejdere), kaffe (eksport af kvalitetskaffe) og til dels citrus og andre frugter, og grøntsager (til den meget begrænsede middelklasse i hjemlandet). Men det kræver organisation at sikre kvalitet og transportsikkerhed samt at kunne eksportere.
Fri handel - fri investering
Det er endnu usikkert hvor meget Kinas indtræden i WTO vil betyde for maquilaindustrien: om den billigere og mere effektivt undertrykte arbejdskraft i Kina vil veje tungere end nærheden til amerikanske marked i de koreanske og taiwanesiske koncerners overvejelser.
Nogle mener, at CAFTAs væsentligste betydning er udbygningen af udenlandske investorers rettigheder. Dels ved at opbygge og beskytte de multinationales monopol på information og teknisk viden, dels ved at begrænse deres markedsrisiko ved at lægge den over på arbejdskraften eller på værtslandenes skatteborgere.
Altså at CAFTA faktisk mere er en investeringsaftale end en handelsaftale.
Dermed vil aftalen få en politisk betydning, da ethvert forsøg på national styring af økonomien fra en eventuel folkelig regering vil mødes med hårde sanktioner igennem traktaten: CAFTA vil tendentielt tvinge enhver industrialiseringsstrategi til at foregå på samme betingelser som maquilaen.
Go North, young man
Der er intet der tyder på, at maquilasektoren kan afskaffe arbejdsløsheden i storbyerne - samtidig er maquilaindustrien en effektiv garant for fortsat lavt lønniveau for dem, der ER i arbejde. Så længe hjemmemarkedet begrænses af den store ulighed, og sålænge mulighederne for at skabe en industrialeriseringsproces, der kommer landets økonomi mere til gode end maquilaen gør, i den grad er begrænset, vil Nicaraguas væsentligste eksportartikel nok fortsat være arbejdskraft.
7-900.000 nicaraguanere arbejder i udlandet. De penge de sender hjem til familien er landets største kilde til valutaindtægter, og er formodentlig den mest effektivt fattigdomsorienteret "u-landsbistand" landet får: hvis bare en tredjedel sender penge hjem, betyder det at ca 2-300.000 familier, eller 20-30% af befolkningen, henter et væsentligt indtægtsgrundlag i udlandet,
Konsekvenser 1:
For Komiteen, eller for solidariten i det hele taget, betyder dette at vi skal satse på:
- Forsvarskamp for bondebevægelsen som økonomisk bevægelse, der kan modvirke jordkoncentration under CAFTA. Her er der en række dilemmaer: kan vi undgå social marginalisering? Kan vi undgå tab af politisk og solidarisk bevidsthed i bevægelsen, osv. Og dermed et behov for, at vores arbejde skal sigte på at opstille poltiske alternativer til CAFTA som udviklingsstrategi.
- Ikke satse på maquilaorganisering som strategisk ramme for folkelig organisering (men som dagsaktuel kampområde). I stedet er den strategiske ramme: de barrioer, hvor folk bor (som maquilaprojektet da osse gør).
- Behov for at vi forstår og agerer ift "globaliseringen" indenfor bredere solidaritetsalliancer (maquila-solidariteten kan kun være effektiv som en alliance i EU og USA), og behov for at vi arbejder med udformning af alternativ politik.
Nogle sociale og politiske tendenser
Ramt af pagten
Journalisten William Grigsby giver i Envio fra juli 2005 et deprimerende billede af de folkelige bevægelser. De folkelige bevægelser kunne stadig i 1996 og 1997 sætte regeringen stolen for døren, men er siden sandinisternes første pagt med Arnoldo Aleman i 1998 blevet bevidst afmobiliseret af FSLN.
Det, Daniel Ortega bragte til forhandlingsbordet, var evnen til at lække et låg på gadens magt og garantere stabiliteten under de forskellige nyliberale tiltag. Noget, der i længden undergraver sandinisternes evne til at få indflydelse uden om stemmeurnerne: uden gadens magt har de ikke noget at true med.
Fra FSLNs til NGOernes hægemoni
Ved gennem længere tid at undlade at bruge de folkelige bevægelser har FSLN mistet sin indflydelse i mange af dem. Men det har ikke ført til en ny, sprudlende mængde af initiativer.
I stedet for FSLNs vælde taler Grigsby (og andre) om NGOernes voksende hægemoni i mange bevægelser. En hægemoni, der pacificerer og inddæmmer bevægelsers radikalitet, fordi NGOerne er "pæne" internationale aktører der selv lever af deres hjemlandes regeringers nåde, gør folkelige ledere til fundraisere fremfor barrikade-organisatorer, og retter fattige menneskers virke fra at stille krav til deres demokratisk valgte repræsentanter til at søge om projekter hos NGOer, som ingen har valgt til noget.
Demobiliseringens faktorer
Grigsby opremser følgende faktorer i de folkelige bevægelsers demobilisering:
- NGOiseringen af de folkelige bevægelser.
- Splittelsen mellem parti og NGO orientering: de sandinistiske bevægelser og de bevægelser der har frigjort sig fra FSLN ved at komme under en NGO-s kappe, nærer gensidig mistillid og samarbejder ikke.
- Fremmedgørelsen fra politik: partipolikkens korruption og åbenlyse uduelighed skaber hvert år en ny generation af unge, som ikke tror på politik som et middel til at forandre noget.
- Nicaraguansk politisk kultur har altid haft en stærk tendens til at lede efter den stærke mand, en messias. FSLNs tab af politisk forandringskraft betyder ikke, at folk tager sagen i egen hånd, men at de nu venter på en anden messias.
- Nyliberalismens ideologi, som hele skolesystemet nu underviser i, præker politisk passivitet, individualisme, og tiltro til markedet som den eneste legitime forandringskraft i samfundet.
- Ny skæbnetro: de nyreligiøse sekter, der har stor fremdrift, bæres næsten alle af en passiv skæbnetro, hvor frelsen skal søges i den næste verden, og ikke i denne.
- Arbejdsløshed og uformel økonomi: lukningen eller privatiseringen af de fleste store arbejdspladser, og folks henvisning til barrioernes uformelle overlevelsesøkonomi eller de gennemovervågede maquilafabrikker, betød opløsning af fagbevægelsen, uden at give rum for nye organiseringsformer.
- Emigrationen: 7-900.000 nicaer lever af indtægter fra udlandet, og retter deres ageren mod udlandet, når de er i nød, en slags "flytning" af klassekampen fra Nicaragua til Costa Rica og USA. Og mens de liberale vente hjem i 90erne, flyttede mange sandinister - de mest aktive fattige - til USA.
Nogle positive signaler
Alligevel ser Grigsby nogel få positive signaler af ægte folkelig kampvilje og organisering, der peger fremad:
- Las Tunas sejren i maj 2004, hvor de arbejdsløse og sultende kaffearbejdere gennem sej kamp sikrer 6.000 manzanas jord til 2.000 familier. (Dem kender vi allerede fra ATC-Matagalpa, og de kommer til at deltage i Matagalpaprojektet de næste par år)
- Nemagon-arbejdernes seje kamp for retfærdighed.
- Lærerstrejken i begyndelsen af 2005.
- Forbrugerbeskyttelsesnetværket.
- Kvindebevægelsen, der forvandlede "anti-pagt" marchen den 16. juni. med 25.000 deltagere, fra et arbejdsgiver- og partipolitisk initiativ til støtte for regeringen til en protest mod hele den politiske klasse: que se vayan todos!
Til disse positive signaler kan vi måske lægge den vågnende kooperativbevægelse i Jinotega, som vi følger i ENDEFTI projektet...
Konsekvenser 2:
På et afdelingsmøde i Komiteen i Managua analyserede vi udfra en lignende beskrivelse af de folkelige bevægelsers situation os frem til, at der skulle være to stikord i Komiteens fremtidige bevægelsesarbejde: ungdom og alliancer.
Ungdom fordi bevægelsernes "gamle" kerne aldrig forlader deres poster frivilligt. Fordi de repræsenterer Daniel Ortega i bevægelserne og han har brug for dem der. Og fordi bevægelserne er deres livsjob - de fleste har brug for jobbet og kan nok ikke finde andre.
Alliancer fordi FSLN som parti ikke er brugbart som samlende led og motor for folkelig forandring - i hvert fald så længe den nuværende klike sidder på magten. Derfor må græsrødder skabe deres egne kontakter på tværs.
Solidaritetens opgaver
Den nordiske model
På vores møde lagde vi ikke nær så meget vægt på NGOisering som Grigsby gjorde. Selv om vi i vores praktiske arbejde gør alt for at undgå at være en NGO, der "NGOiserer" vores samarbejdspartnere.
En af solidaritetens veteraner, spanieren Josu Perales, fra Paz y Mercer Mundo, giver i Envio sin vinkel til, hvordan solidaritetsaktivister kan undgå NGO-ens afpolitisering: nemlig at søge en kobling til globaliseringsbevægelsen.
Om den skandinaviske solidaritet i Nicaragua i 80erne skriver han:
"Der var en nordisk solidaritet, tavs, reserveret men magtfuld i sine økonomiske ressourcer. Finner, nordmænd, danskere og svenskere byggede... Det virkede som om de ikke var tilstede men de var der, i deres eget. Og de er der stadig. Måske er den nordiske solidaritet, først og fremmest fagforeningerne, den der bedst har stået imod de politiske nederlag. Måske drejer det sig om karakteren. Måske læste de nordiske ikke de samme forventninger ind i revolutionen som vi andre gjorde, og var mere velovervejede. Sagen er, at de er blevet ved og hemmeligheden kan være, at de aldrig forvekslede det sandinistiske folk med regeringen og det magthavende partis ledelse. Det er en sag, der bør undersøges."
Brug for den konkrete solidaritet
I det nye årtusinde ser Perales i bevægelsen for globalisering fra neden konturene af "en ny internationalisme, som ikke er så sikker i sin sag, som da vi (i den gamle solidaritetsbevægels, rede) var marxister og troede at historien var på vores side, men som også er mindre dogmatisk. En internationaslisme som har en global vision. Men som har brug for de konkrete, lokalt forankrede solidaritetsarbejde for at rodfæste de mange globale træf og demonstrationer. Derfor er der et behov for, at os, der stadig er tro i vores solidaritet med Nicaragua, hæver vores røst i den globale bevægelse."
Magten er ikke ligegyldig
Han advarer den nye bevægelse mod "ikke lade sig forblænde af tanken om, at den politiske magt er ligegyldig, og at de folkelige bevægelsers opgave kan begrænses til bare at kræve magthaverne til regnskab. En fejlananyse, som minder om Ortegas budskab i 1990 om at "regere fra neden"" - uden at det forhindrede privatisering, liberalisering, massearbejdsløshed og sult.
Venstrefløjens opgave er ifølge Perales ikke kun at være opposition, men at ville magten. På den anden side har den politiske venstrefløj brug for mægtige og selvstændige folkelige bevægelser, der er i stand til at rejse deres egne dagsordener.
Solidariteten må derfor ikke lade 80ernes solidariske engagement og kritikløshed overfor sandinismen erstatte af en passiv, "neutreal" eller ligegyldig position overfor sandinismen og dens indre konflikter.
"Er det ikke på tide at de solidariske kræfter, der stadig røres af Nicaragua, retter sin støtte til de politiske sektorer, der før eller siden bør sætte sig i spidsen for en genrejsning af den sandinistiske forpligtelse", opfordrer han.
Konsekvenser 3
Hvis Perales har ret, så:
- Skal vi for alt i verden holde fast ved det konkrete, lokalt forankrede solidaritetsarbejde, der sikrer, at vi holder begge ben solidt plantet i fattige menneskers egen hverdag, kamp og verden.
- Men vi skal også aktivt opsøge bevægelsen for globalisering fra neden med vores erfaringer.
- Og vi skal tænke aktivt omkring hvem, der i Nicaragua en dag kan være del af et folkeligt regeringsalternativ. Det er dem, vi skal støtte.
En mulig konsekvens af dette er i højere grad at tænke på brigaderne som aktivt politisk opsøgende og definerende, og at give politisk følgeskab (fredsvagt, konfliktfonden osv) en højere og bedre defineret profil i vores arbejde, evt endda gå ind og støtte der hvor vi ser partipoltiske græsrødder lave arbejde som vi kan sige: sådan burde I gøre i hele landet!
Tilsammen noget der kunne kaldes strategisk politisk følgeskab.
Spørgsmål til Komiteen
Hvad laver vi nu:
Hvad laver vi nu, som er vigtig for den fremtid, vi gerne vil være med til at skabe, og som vi derfor skal blive ved med?
Matagalpa: vi støtter noget, der kan blive del af en model for udviklingen af bondebevægelsen som bæredygtig, folkeligt ejet økonomisk sektor, og som også er en loyal del af den sandinistiske magtbase. Et fremtidigt samarbejde kunne handle om et ligeværdigt makkerskab omkring udvalgte dele af deres aktiviteter, mindre "projekt", mere "samarbejde".
Jinotega: vi støtter en grædsrodsbaseret bondebevægelse, der ingen taknemmelighed skylder Daniel Ortega eller Arnoldo Aleman, og hvis kooperativer ifølge en nylig praktikantundersøgelse stadig sætter sociale og solidariske mål lige så højt som økonomiske. En fortsættelse kunne være at udbrede legaliseringsarbejdet til andre departamenter, eller (mere sandsynligt) støtte den videre organisationsudvikling i Jinotega, bla med økonomiske elementer fra PROMATs erfaringsområde.
El Salvador: vi støtter kommunalrødder og beboeraktivtister i videreudviklingen af en lokal demokratimodel, som måske burde gøres universel.
Guatemala: vi støtter en bondebevægelse, der kæmper med at udvikle en ny national identitet (maya) som motor for kravet om jordreform og demokratisk reform. Vi støtter meneneskerettighedsgrupper i deres forsøg på at kræve generalerne til regnskab. Skal vi fortsætte dette arbejde, og hvordan?
Maquilaen og storbybarrioerne: vi støtter et projekt, der søger at organisere barriobefolkningens arbejdere på en måde, så bevægelsen består, ligegyldigt om fabrikerne lukker.
Hvad skal vi lave fremover?
Fortsættelse af de felter, vi allerede er aktive i: hvilke, hvordan, og med hvem? Skal vi samle kræfterne, eller kan og skal vi fortsætte med den brede vifte?
Et vigtigt nyt felt: Blive del af den globale løsning i stedet for det globale problem - gøre os selv til del af denne globale bevægelæse for en anden verden. Dette indebærer at vi bliver mere klare over, hvad vi kan bidrage med, altså hvad har vi lært og hvad ved vi om udvikling.
Mulige nye felter: strategisk følgeskab af "fremtidens forandringskræfter" :
- Kvindebevægelsen, der i Nicaragua ser ud til at være den stærkeste progressive kraft, der ikke er lammet af pagten.
- Ungdomsgrupper på universiteteter, på landet og storbyerne.
- Lære de kræfter, der bærer landarbejdere som Nemagonfolkene og Las Tunas folkene frem til sejr, at kende.
- Partigrupper, der kører en kommune, en barrio, en organisation på den fede måde.
