Komitekapacitering

I juni var jeg "kaldt hjem til samtaler" og havde den glæde at mødes med en række af Komiteens arbejdsgrupper.

Med mig til møderne havde jeg et "mandat" fra Managua-fællesmødet, hvor vi i maj mødtes 10 medlemmer og diskuterede visioner for Komiteens arbejde efter at vores nuværende projektarbejde slutter ca 2007-8:

• Organisering og uddannelse blandt industriarbejdere i Managua, Guatemala og San Pedro Sula;
• Organisering og jordlegalisering i Alta Verapaz
• Organisering og græsrodsdemokrati i Chalatenango;
• Organisering og markedsføring i Matagalpa;
• Organisering og jordlegalisering i Jinotega.

Vores projekter på landet har indtil nu været defineret af kampen for at forsvare rettigheder og krav, som blev formuleret under borgerkrigen i 70erne og 80erne og som det var vigtigt og rigtigt at holde fast ved under 90ernes liberaliseringsramte fredsprocesser.

Den næste "generation" i vores solidaritetsarbejde vil, som maquilaprojektet allerede er, blive mere fremtidsdefineret: vi skal lære et udnytte muligheder og bekæmpe trusler, som skabes af globaliseringens udvikling og af liberalismens stadigt mere snublende og skæve gang.

Vi kan endnu ikke identificere et klart folkeligt alternativ i Mellemamerika til den liberale verdensorden. De folkelige partier, der BURDE samle og kanalisere de folkelige interesser, gør det af forskellige grunde ikke. Derfor skal vi - som de sidste måske 10 år - stadig ikke støtte et parti. Vi skal holde fast ved græsrodsorganisering og erfaringsdannelse, der kan inspirere til skabelsen af det alternativ, som vi søger.

Selv om vi i Managua ikke kan pege på et klart alternativ peger vi på to arbejdsfelter, hvor et alternativ har bedst chancer for at udvikle sig: Kodeordene er "ungdom" og "alliancer".

"Ungdom" fordi de mellemamerikanske borgerkrige efterlod partier og bevægelser, der gennem utrolige omkostninger vandt retten til at eksistere. Men prisen var afpolitisering og institutionalisering af et ledelses-lag, som ser deres poster i bevægelserne som en pensionsgaranti, ikke som instrumenter til samfundsforandring.

"Alliancer" fordi opsplitningen af de folkelige bevægelser - hver egn for sig, bønder for sig, kvinder for sig, arbejdere for sig, osv - gør, at vi må støtte alle bestræbelser på at samle og udveksle forskelligartede erfaringer og interesser.

Hvad de ting skal betyde konkret for vores arbejde med landbobefolkningen, fagbevægelsen og storby-befolkningen, er en opgave for det kommende par års arbejde i Komiteen: på seminarer, landsmøder, rejse-delegationer. Og herovre: analyser af hvad vi kan lære fra vores nuværende arbejde.

Under mit besøg fornemmede jeg en vis metaltræthed i organisationen: få deltagere på møder og fester, halvslumrende Mama og hjemmeside... vi er stadig udmattede efter at have stablet maquilaprojektet på benene. Samtidig fornemmer jeg stor energi i Maquila-arbejdet og hos brigadisterne fra Guatemala (se deres to videofilm!) og Nicaragua (følg med i deres "Tak for kaffe" kampagne!). Så der er ingen grund til panik.

Vi har nogle politiske stikord, som burde være vand på Komiteens mølle, unge synes stadig (vores) Mellemamerika er spændende, og vi har en utrolig stor erfaring, hvis vi bare kan socialisere den. Vi ved for eksempel ret så meget om at kapacitetsopbygge folkelige bevægelser - men har det kommende års tid måske brug for at kapacitetsopbygge os selv lidt!