MAKs bondeidyl

I MAK har vi arbejdet med bondesektoren i mange år, det er måske vores livsnerve. For nylig har ENDEFTI- og Tezu-grupperne besluttet at identificere opfølgninger til de igangværende projekter. Vores fremtidige arbejde i Matagalpa er stadig i tvivl, og ingen siger vi får godkendt det vi søger om, men der er altså ikke megen tvivl om, at MAK fortsat vil være tilstede blandt bønder i Mellemamerika.

Vi laver både brigadearbejde, rettighedsarbejde og udviklingsarbejde i bondsektoren, med tiden mere og mere af det sidste.

Udgangspunktet for vores udviklingsarbejde i bondesektoren er, at en socialt retfærdig, demokratisk og fattigdomsorienteret udviklingstrategi for et bondeland skal se småbonden som en motor i udviklingen, ikke blot som en fattig, som det skal dryppe ned på, når det regner med indtægter hos de store landbrugsfirmaer, koncerner og plantager.

Og, at vi faktisk mener at småbønder i Guatamala, Nicaragua og El Salvador evner at være motor i en udviklingsproces.

Derfor er organisering med en national projektion, lokal selvforvaltning og brugerdefinerede, lærende processer nøgleord i vores arbejde med landbrugsudvikling.

Men om vi skal fastholde denne ide, og præcist hvad vi skal arbejde med, og hvilke visioner, der skal vejlede os, er meget åbne.

Her et forsøg på at ridse nogle rammer op for den udvikling, vi skal arbejde indenfor.

Jeg starter med de politiske og nationale rammer for bondebevægelsernes arbejde, rykker derpå ind i bondearbejdets økonomi og sociale struktur, og ender i mekanikken i de læreprocesser, vores projektarbejde bygger på. Undervejs ridser jeg nogle konkrete initiativer og muligheder op.

Nicolai Houe har allerede skrevet et oplæg til Mama om de diskussioner, der er gang i Jinotega, så det vil jeg ikke komme ind på, og vil ogs´holde oplæg på landsmødet. Ideen her er supplere Nicolais oplæg ved at trække generelle linjer op.

Jeg har ikke været i stand til at føre analysen igennem til ende for Guatamalas vedkommende og slet ikke begynde den for El Salvadors, her må kompetente kræfter tage over!

Politik i Guatemala og i Nicaragua

I Guatemala er projektarbejde og politik helt åbenlyst to sider af samme sag. I Tezulutlan-projektet er bønderne dagligt i konfrontation med godsejere og "national-sikkerhedsstatens" stadig-ikke-opløste efterladenskaber. CONIC arbejder indenfor et folkeligt paradigme om "en ret til jorden, som er nedarvet fra forfædrene", et paradigme der er godt på vej til at udvikle sig til et krav om jordreform. CONIC har en "mayanisering"-politik, der ikke kun et indadvendt identitetsprojekt, men også er et bud på at demokratisere samfundet og gøre endeligt op med militærets magt.

Mens Guatemala derfor stadig lugter lidt af gammeldags revolutionær fisk - bondebevægelsen har fundamentale samfundsreformer på dagsorden - , er arbejdet i Nicaragua i dag på mange måder mere hverdags-orienteret. I Jinotega slås vi ikke med godsejere - de har næsten alle opgivet at få deres jord tilbage -men om at institutionalisere et mere eller mindre officielt klassekompromis fra efterkrigstiden: de gamle reaktionære godsejere lader sig købe fri af deres jord (med udenlandske donormidler) mod at borgerskabet (der nu også tæller de rigeste sandinistiske opkomlinge) til gengæld har relativ frit spil med at gennemføre den nyliberale samfundsmodel: det såkaldte "markedsdemokerati", som Clinton kaldte det.

Bondebevægelsens samspil med staten præges ikke som i Guatemala af frygt for reaktionens "parralelle magtapparat", men af frustration over, at den afpillede neoliberale stat, i dens særlige nicaraguanske version med pagt og det hele, er sådan en passiv og uformående medspiller. Noget der, uden det var planlagt, er blevet en central problemstilling i ENDEFTI projektet.

Det folkelige paradigme, vi arbejder med i Nicaragua, handler altså mere om at få staten til at fungere, end om at bekæmpe eller frygte statens handlekraft. Og, især i PROMAT, handler det om at "nu må vi passe på den jord vi har fået" indenfor et dagligdags økonomisk og organisatorisk rum, mere end den handler om at give et fornyet krav om "jorden til fattige" genklang i det politiske rum.

Men der er ikke kun forskelle: også i Guatemala skal der leves af den jord, der er blevet vundet, og den "kedelige" dagligdags økonomisk og sociale forvaltning af jorden spiller derfor også en rolle. Skøder skal udstedes, penge skal styres, landbrugsmodeller skal udvikles, organisationer skal opbygges, kvinder skal kæmpe for indflydelse i de nye sociale rum. Processer, som i afspejles i projekter som Tucuruprojektet og Piedra Parada.

Og ligesom i Guatemala er bondelivet også i Nicaragua en politisk kamp, konkret med krav om en mere aktiv statslig udviklingspolitik, der sætter fødevareselvforsyning i højsædet, og hvor staten tager ansvar for at legalisere jorden og kanalisere landbrugskreditter ud til småbrugene.

Ideen om en "bondeorienteret" landbrugspolitik (som fødevareselvforsyning jo er udtryk for) har lige fået et alvorligt skud for boven gennem vedtagelsen af den forbrugs- og koncernorienterede CAFTA-aftale, som traktatfæster og forstærker en udvilkling, som har været i gang siden 80erne (i Guatemala og El Salvador) og 1990 (i Nicaragua). Bondebevægelsens politiske krav vil nu forskydes (endnu mere) i retning af statslige tiltag, der kan støtte bønder i overgangen til større markedsafhængighed (den statslige kreditbank til småbønderne, bliver et endnu mere centralt krav, for at financiere overgangen).

Bondepolitik i vores projektarbejde

I forlængelse af ovenstående er politisk arbejde allerede en fast bestanddel af vores projektarbejde på landet og har været det siden 1994, i form af "fortalerkomponenter", radioprogrammer, og støtte til diverse stormøder, debatforaer og seminarer.

Men vi har generelt svag kollektiv viden om hvad vi vil med dette arbejde, hvordan det har virket og hvilke ting, der afgør om det virker eller ej. Det er mit indtryk, at det - næst efter vores eget oplysningsarbejde - er dette arbejde, der er dårligst forberedt i vores formuleringer, måske fordi vi går ud fra, at det politiske netop er det vores samarbejdsdpartnere er eksperter på.

I Tezulutlan-projektets tid har vi haft spændende diskussioner om mayacæremoniers rolle i projektet (og hvilke budgetpost, de skal ind under), og om vi kunne støtte bondemøder, der udartede sig til demonstrationer, med risiko for konfrontation med politiet. Men den politik, der blev lavet ovenpå disse diskussioner, er vist ikke særlig kendt i Komiteen.

Under forberedelsen af eventuelt kommende projektarbejde bør vi prioritere at samle op og socialisere de erfaringer vi har - og se, om vi kan definere og målrette dette arbejde bedre.

Det grundlæggende spil: bønder, landmænd - eller jordløse

En af "de store historier" i vores udviklingsarbejde på landet, der er fælles for hele Mellemamerika, er bondeklassens tilpasning til/modstand mod den globale markedsøkonomi, som tidens stormagter og overklasser arbejder for at institutionalisere.

Ideen med en national fødevareselvforsyningsstrategi, som mange bondebevægelser arbejder for, er for eksempel at fastholde en national uafhængighed af det globale marked ved at holde fast i, at landbruget først og fremmest skal producere mad til sig selv og til bybefolkningen, og ved siden af også eksportere andre afgrøder til byerne og til udlandet.

CAFTA står derimod for øget integration og arbejdsdeling, i princippet indenfor et globalt marked, men i praksis indenfor et aftalt regionalt system af handel og arbejdsdeling, hvor bybefolkningen skal importere (de subsidierede) madvarer fra USA, mens bønderne skal leve af at eksportere specialprodukter til USA. Bøndernes egen fødevareselvforsyning vil de måske og måske ikke stadig varetage selv - men også her vil CAFTAS regler om retten til at tage patent på biologiske gener påvirke bondens selvstændighed. I CONIC virker det som om disse regler måske CAFTAs er værste forbrydelse, fordi det at give koncernerne "ejendomsret til livet" for mayaerne er et direkte angreb på kultur og identitet.

Man kan kalde den ene strategi for mere samfund, den anden for mere marked. Og på lokalt plan, indenfor bøndernes lokalsamfund og organisationer, mere solidaritet eller mere marked.

Fødevareselforsyningen fastholder en national ramme for udvikling og ideen om et gensidigt forpligtende nationalt samfund. I CAFTA modellen handler både forbrugere og producenter som individder på et større marked, uden snærende nationale bånd.

Socialt kan den ene model tilpasses en viderudvikling af bondeøkonomien, hvor produktion og forbrug hænger sammen indenfor en socialt og kulturelt bestemt orden. Mens den anden står for en overgang til en "landmands"- eller "farmer"-økonomi, hvor alle produktionsbeslutninger tages udfra en markedslogik.

På makdebat har Ove Faurby argumenteret for, at selvforsyningsmodellen også er en fattigdomsmodel: så længe en bonde først og fremmest producerer majs og bønner har både han og landet noget at spise, når ting går galt, men han er også altid fattig (- med mindre han som i EU og USA lønnes af skatteborgerne for sit arbejde, fordi han er politisk velorganiseret, fordi han er et kulturelt klenodie, eller fordi vi har de selvforsyningsstrategier, som vi igennem WTO og CAFTA umuliggør for andre). Frimarkedsmodellen derimod giver mulighed (til de dygtigste) for faktisk at komme ud af fattigdommen, selv om den også skaber øget social ulighed, i form af mindre heldige eller mindre dygtige landmænd, der går konkurs og sælger jorden, når ting går galt.

Trods flere tilløb er denne diskussion ikke særligt afklaret i Komiteen. Sikkert er det, at ingen løsningen ikke vil være en "ren" løsning, men en strategi, der vil forsøge at blande marked og solidaritet i et ikke nærmere bestemt forhold. Men "markedsrealister" og "bonderomantikere" diskuterer stadig på livet løs på makdebat, og vi ved endnu ikke hvad side vi hælder imod, og da overhovedet hvilken konkret blanding af marked og solidaritet vi går ind for.

Solidaritet vs velstand i vores projektarbejde

I vores praktiske udviklingsarbejde har vi fornuftigt nok forsøgt at overlade disse svære strategiske valg til bønderne selv. CONIC står som bevægelse stærkt på linjen med kollektiv udvikling og at " ingen må blive ladt tilbage". UNAG står for en markedstilpasset linje. ATC står i praksis et sted midt imellem, uden dog at have en særligt veludviklet linje.

Det er spændende, at i de nyskabte kooperativer i Jinotega, som ENDEFTI arbejder med, lægger bønderne ifølge en undersøgelse, som vores praktikant Katrine Callesen lavede, stadig stort set lige så meget vægt på kooperativerne som instrument til fælles social som til individuel økonomisk udvikling.

Idealer til trods sker ting indenfor rammerne af en til tider hård virkelighed. PROMAT og Tucuru projektet giver et par eksempler.

Tucuruprojektets bønder havde ikke vundet jord jord nok til reelt at udvikle sig som enten det ene eller det andet. De er forblevet husmænd med afhængighed af lønarbejde. Men projektets udviklingsmodel handlede om bønder, ikke om husmænd, og halvdelen kunne ikke udnytte projektets tilbud om at plante kaffe og blive kaffeproducenter, da det netop er i kaffesæsonen, at de skal ud og søge arbejde væk fra gården. Ideen om, at ingen blev ladt tilbage, viste sig ikke helt at holde stik.

I PROMAT har kooperativernes udvikling været præget af beslutninger, der oftere har styrket markedstilpasning end social sammenhold og solidaritet, af årsager der både har med projektets design og med bøndernes valg at gøre. Produktionsfinansiering har været både konventionel og forsigtig: generelt er majs- og bønnedyrkningens - som er de fattigste bønders hovedproduktion - interesser ikke blevet tilgodeset (fornuftig nok fordi der er høj risiko ved det), men det er kreativ produktionsudvikling (nye afgrøder, mere intensiv drift) heller ikke, mens kvægbruget (som jo kræver, at man ejer meget jord) er. De markedsføringsideer, der overlever kooperativets demokratiske proces, har tendens til at være konventionelle og at satse på det, de største bønder har at sælge (kvæg og kaffe) fremfor at at være kreative og udvikle smågårdenes produktion med nye nicheafgrøder og mere intensiv dyrkning. Præcis hvad for nogle processer, der er på spil her, mangler stadig sin analyse.

Hvis et kommende projekt i Jinotega skal arbejde med økonomisk udvikling af landbruget, bør en forundersøgelse prioritere at analysere disse processer sammen med bønderne og samarbejdspartnerne - og sikre, at PROMAT også får analyseret og socialiseret SIN erfaring.

Det kan være, at det bør være denne "sociale afklaring" som skal være ledetråden i vores identifikation af et projekt: måske skal det være disse overvejelser, der afgør, om vi vil arbejde med kaffebrugere eller majs og bønner, om vi vil arbejde med produktionsfinansiering (til bønder, der er så selvsikre at de tror de kan betale tilbage) eller med produktionsudvikling uden låntagning, til de svageste, måske a la bonde til bondeprogrammet. Om vi vil udbrede og certificere økologisk kaffe og hvordan. Om vi vil arbejde med markedsføring gennem opbygning af et kaffeeksport kooperativ. Eller gennem produktionsuvikling af nicheprodukter på små gårde.

Social differentiering - social åbning?

Uanset hvad vores holdninger er vil ulighed, sociale forskelle, marginalisering, og småbønder, der sælger deres jord, nok være styrkede processer de kommende år.

Derfor kan det være relevant for os i et kommende projektarbejde at udvide fokus fra bondegårdens udvikling (bonde til bonde programmet i 90erne) og kooperativets (PROMAT, ENDEFTI) til hele lokalsamfundets.

Især i forbindelse med, at vi generelt gerne vil have et ungdomsfokus i vores arbejde, vil processer, der kan skabe flere valgmuligheder for unge samtidig med at de beriger landbosamfundetss liv og kollektive kapacitet, måske være interessante i et kommende projektformuleringsarbejde.

Nye slags jobs og valgmuligheder for landmænd og deres børn, jobskabelse, arbejdsvilkår og levevilkår blandt husmænd og landarbejdere på landet er fænomener, som vi ikke kan negligere, og som vi måske vil synes er spændende at arbejde med. Vi har allerede eksempler på succesrige kooperativmedlemmer, og en succesrig bonde er også en arbejdsgiver, der ansætter sine naboer. (3F har allerede et arbejde i gang her, som vi i så fald skal tage højde for).

Vi har før grebet "community development" an udfra organisering og empowerment gennem alfabetisering (San Francisco Libre). Analfabetisme står også på en liste over 10 udviklingsbremser, som ENDEFTI lavedr for os i et oplæg i Casa Otro Mundo og kunen være en konkret indfaldsvinkel der forbinder kooperativorganiseringen med temaer som lokalsamfund, ungdom og køn.

Specialisering og ny jobskabelse på landet er noget vi allerede snuser til i PROMAT: tendensen er at kooperativerne ansætter deres bogholdere, opsnuser en computer til dem og sender dem på kursus. Hvis de markedsmæssige ambitioner holder vil de snart skulle ansætte lagerforvaltere, chauffører og ekspedienter. Kan vi hjælpe landbosamfundet udvikle disse nye muligheder, uden at det også udvikler nye hierarkier?

En mulig ide i denne retning er bondeturisme, som der allerede er en del eksempler på rundt omkring i Matagalpa og Jinotega. 4 af UNAGs kaffekooperativer i Matagalpa samarbejder f.eks. om en "ruta del cafe", hvor turister kan bo på gårdene, ride eller gå rundt og se på kaffeplantager og natur.

Komiteen har på sin vis stor erfaring i "social turisme", og et seriøst arbejde med ideen kunne være et interessant eksperiment. Kan vi hjælpe en ny folkelig økonomi igang i stedet for blot at lade den voksende sektor være boltreplads for udenlandske investorer? Kan turisme blive noget der udvider et lokalsamfunds handlekraft og sammenhold, og giver dets unge job- og uddannelsesmuligheder, så de ikke alle behøver flytte til byen, i stedet for blot at være en økonomisk gevinst, men en social, kulturel og miljømæssig parasit på lokalsamfundet?

Læreprocesser hos bønder og i vores projektarbejde

Næsten alt vores projektarbejde handler om organisationsudvikling gennem voksenuddannelse på den ene eller den anden måde. Emnerne varierer - fra alfabetisering til kooperativorganisering og jordlovgivning, fra komunikation og forhandlingsteknik, til projektstyring, kreditstyring og markedsføring - men grundelementet er "learning by doing" i brugerdefinerede og brugerdrevne, lærende processer.

En bonde (og faktisk alle andre også) kan ikke noget ved blot at høre det eller læse det, det skal ind i kroppen. Man lærer altså bedst ved at prøve ting i praktisk. Det lærte bliver situationstilpasset, og man bliver selv en kreativ part i læringen, ved at der ikke er en færdig lærebog, og at "lektien" påvirkes af ens oplevelser under praktikken. I PROMAT hedder dette arbejde "mikroprojekter", hvor bønder kan arbejde med lån og kreditistyring som "øvelser" i deres kapacitetsopbygning.

Denne tankegang er meget vigtig i vores projektarbejde, og er grunden til, at det generelt er ret vellykket. Selv om den ikke er særligt veludviklet teoretisk (hos os), og vi ikke er særlig gode til at samle og dele den praktiske viden mellem projektbaggrundsgrupperne.

Et kommende forberedselsarbejde bør sikre, at denne erfaring kommer med i formuleringen.

Og denne gang kan det være vigtigt, at vi formulerer den offensivt og klart til noget lobbyarbejde i Danida og i ambasadden i Managua. Baggrunden er, at Danida i Nicaragua har et låneprogram, der er henvendt til småbønder, og modsat for eksempel regeringens låneprogrammer til samme målgruppe er Danidas faktisk tilgængeligt for småbønder. Men programmet kræver, at småbønder allerede kan bevise erfaring med at styre lån for at kunne få lån. Samtidig har vi fået et vink med en vognstang om, at Danida ikke vil finansiere lån i et kommende projekt, fordi nu har Danida jo selv et program, der sørger for den slags.

Det kan kooperativerne i Jinotega ikke bruge til noget, så hvis vi vil arbejde med produktionsstøtte i Jinotega skal vi enten overbevise Danida om at ændre sin holdning, eller finde en anden donor til "øvelses"-lånene.

Kaffeklubben: et konkret initiativ

MAK er fornylig blevet medlem af Kaffeklubben (se www.kaffeklubben.net), som er en alliance mellem private virksomheder, udviklings-NGOer, og enkelte andre non-profit foreninger (Maz Haavelar f.ek.s) om dels at fremme forbruget af kvalitetskaffe i Danmark, dels fremme, at kvalitet ikke kun defineres udfra selve bønnen, men udfra kvalitet for de mennesker, der har arbejdet med at bønnen når frem til forbrugeren.

I Nicaragua har MS, 3F og MAK indledt diskussioner med "vores" kooperativbevægelser og landarbejderforbundene i Jinotega og Matagalpa samt bondebevægelselsens kaffeeksportselskab CafeNica om at lave et allianceprojekt med Danida-penge om at sikre producentsiden af dette nye kaffekoncept.

Den første snak (den 13. oktober) handlede om et organisationsopbygnings- og uddannelsesprojekt, der skal arbejde med:

Og inkludere følgende temaer:

MS bliver "lead agency" i foretagenet (de tjener administrationsprocenten!), men hvis en arbejdsgruppe i Dk vil gå ind i det, er der formodentlig rige muligheder. Kaffeklubben kan blive en prøvesten for, om vores projekterfaringer kan bruges i et bredere regi, hvor andre erfarne kræfter også er aktive. Jeg tror ikke MAKs erfaring på området står tilbage for MS´s, der ellers mest arbejder med kommunikations- og fortaler-programmer og rådgivning, og ikke særligt meget med direkte projektadministration.

De fleste kooperativer i Matagalpa, der arbejder med kaffe, er allerede med i Cafenica. Det nye her er ATCs eksperiment "vinderne" fra kaffekrisen, 600 landarbejderfamilier fra de falitramte godser, der igennem den seje "Las Tunas"-kamp har fået overdraget fire store kaffegodser. De har stiftet et fælles kooperativ, som Kaffeklubben kan være med til at finde et marked for.

I Jinotega er der meget langt fra basiskooperativerne, der normalt sælger direkte ved ladeporten, og som endnu ikke har nogen organiseret overbygning, og til evnen til at eksportere til et nichemarked i Europa. Det er en udfordring at designe denne alliance, eller et eventuelt uafhængigt program, som vi påtager os alene, der kan hjælpe ENDEFTIs kooperativer ind i denne klub, med de sociale værdier, de gerne vil prioritere, i behold.

Vores eventuelle kommende projekt i Jinotega bør tage særligt højde for dette program. Enten ved bevidst at lægge sig op ad det, eller ved at at vælge målgrupper eller aktiviteter som IKKE er omfattet af dette programmet. Det bedste ville være at have en finger med begge steder, i Kaffeklubben og i "ENDEFTI 2", for at sikre maksimal synergi.

En slags konklusion:

Hvis man skal konkludere på alt dette står vi overfor følgende vifte af muligheder. Viften er meget bred - en afspejling af bredden af vores nuværende arbejde, og af åbenheden i de udviklingsprocesser der stadig er gang i på landet:

Et ENDEFTI 2 projekt, der skal tage udgangspunkt i videre organisationsudvikling i kooperativbevægelsen, men som kan inddrage alfabetisering, produktionsudvikling, finansiering, eller markedsføring, som kan have et lokalsamfundsfokus, som kan være eksplicit support til deltagelsen i Kaffeklæubben og programmer som Danidas låneprogrammer.

Kaffeklubsalliancen, som kunne have gavn af MAKs specifikke erfaringer og kompetencer, og som også har et bredere fokus på lokalsamfund.

I Matagalpa kan vi bygge ovenpå de vellykkede kooperativer med at udvide fokus ud i lokalsamfund og sikre et produktivt samspil mellem den økonomiske motor i kooperativet og resten af lokalsamfundet - vi kunne kalder det lokale "alliancer for udvikling": bondeturisme er en økonomisk variant af denne ide, produktionsudvikling af husmandsbrug og småbrug kunne være en anden (bonde til programmet slår igen!), et særlig kvinde- eller ungdomsfokus kunne være en social variant (måske den mest spændende og strategiske).

Eller vi kan tage fat på nye målgrupper, som ikke nåede at komme med i PROMAT, og gentage succesen (Las Tunas koorpativet, feks, hvor der igen vil være synergi med kaffeklubben). Promats kooperativer skulle i dette led i udviklingen være partnere i vores arbejde fremfor underordnede modtagere af bistand i sig selv et spændende eksperiment.