Storbydrømme i MAK

Storbyernes fattige er tæt på at være Mellemamerikas flertal. I deres kvarterer samles samfundets marginaliserede fra land og by. Kvartererne er præget af ungdom og et "funktionelt matriarkat" - mange husstande har kvindeligt overhovede. En politisk organisering af storby-ungdom og -kvinder ville have stor gennemslagskraft i skabelsen af en progressiv politisk bevægelse, og ville være uundværlig, hvis en sådan bevægelse skulle batte noget. Det er grundene til, at storbyarbejde er noget for Komiteen.

Hvilke træk ved storbyernes barrioer kan give retning til et kommende Komite-arbejde?

Baseret på Managua-fællesmødets dikussioner og møder prøver jeg her at trække nogle stikord frem, der kan give os et bud.

Økonomi

Storbykvarterne er centrum for reproduktive aktiviteter, og det præger deres politik og deres organisering: Skoler, sundhed, opdragelse af børn, madlavning, holde de unge i ørene, indtil de kommer godt i vej, holde sig selv i gang og holde manden fra druk, når han er arbejdsløs. Holde ham fra døren, når han er på druk.

Men der er også væsentlige produktive aktiviteter. Kvarterene er præget af arbejdsløshed, men er fyldte af den uformelle økonomis aktiviteter: håndværkere, tortillamagere, pulperias, fresco-blandere, vaskekoner, osv osv.

Den formelle økonomis arbejdspladser ligger derimod udenfor kvarterene - fabrikker, servicevirksomheder, kontorarbejdspladser, servicearbejde for bedrestillede, osv.

Også den uformelle økonomis netværk rækker ud af barrioen: En væsentlig del af kvarterenes forbrug, og også en del af deres arbejdspladser er lokaliseret på byens store markeder, i Managua især Oriental.

I nogle kvarterer er narkohandel base for magtfuld lokal økonomisk organisering og direkte integration i en global økonomi.

For det enkelte menneske og den enkelte familie er overlevelse baseret på en skyndsom blanding af alle ovenstående økonomiske aktiviteter. Det er det definerende træk ved storbyens overlevelsesøkonomi.

Kultur

Fattigdomskultur og overlevelseskultur er stikord til storbyernes barriokultur - det er gammelkendte kulturfænomener i Mellemamerika. Fritidsskultur og ungdomskultur er til gengæld noget nyt.

Andre stikord omkring aktuelle kulturprocesser: Massiv kulturimport fra latin-segmentet af den globale kulturindustri, lige så massiv uformel kulturimport og stærke personlige forbindelser til Nordamerikas latinske storbystrømninger (inkl. organisationsmodeller for bande- og narko-virksomhed), no-future holdninger, overdreven ungdommelig energi uden afløb, en vigende gammeldags politisk kultur (caudillo-kultur, bevægelseskultur).

Intet skur uden fjernsyn (men endnu ikke kabel). Ingen gade efter klokken fem uden en baseball eller fodboldkamp. Ingen gade i weekenden uden et discomovil.

I Guatemala danner mayaer, der fastholder maya-identiteten selv efter de har mistet forbindelsen til landsbyen og landbruget, en spændende ny storby-kultur.

Organisation

Bortset fra narko sker organisering mere omkring reproduktive, sociale og kulturelle temaer fremfor produktive: anonyme alkoholikere, bønnekredse, kirker, skolebestyrelser, sikkerhed, sundhed, sport, musik, gadebander - og NGOer, der arbejder med kriminalitetsforebyggelse, undervisning, kvinders rettigheder, sundhed, forbrugerrettigheder overfor servicevirksomheder osv. Mange anstrengelser handler om at tiltrække statslige eller andre økonomiske ressourcer fremfor at skabe egne. Det er rettighedsarbejde.

Strategier

Udfra ovenstående, udra MAKs erfaringer i storbyerne, og udfra de diskussioner vi har haft i Nicaragua med forskellige beboeraktivister, aner jeg tre udviklingsstrategier, som vil udspænde rammerne for vores fremtidige arbejde i storbyerne:

Den politiske strategi: Storbykvarterene ses af mange af dem, vi har snakket med, som problemskabende eller problemopsamlende, snarere end som steder, hvorfra løsninger og udvikling udgår. Man kan se meget NGO-arbejde som forsøg på at fastholde eller opbygge en minimal social infrastruktur, som gør disse marginaliserede "øer" i samfundet socialt bæredygtige på en minimal måde, i håb om at den eksterne økonomi redder situationen før barrioerne bryder helt sammen (denne dimension ser nogle som "politisk passificerende" og som en uheldig erstatning for statens misligeholdte forpligtelser).

Mange ser ressourcer i de fattige - men ingen tror, at de afskaffer fattigdom ved at lave socialt arbejde i barrioerne. Beboeraktivister leder i stedet efter løsninger i statens socialpolitik, i udannelsessystemet, og i jobskabelse på kommunal og nationaløkonomisk plan.

Tiltrækning af maquila-arbejdspladser er en af enhver borgmesters fremmeste opgaver. Populistisk politik går netop ud på at vinde valg ved at love barrioernes fattige, at staten/det offentlige vil løse deres problemer. Men forudsætningen for populistisk politik er også, at de fattige ikke har magt til at hænge politikerne op på deres løfter. For at staten skal gå ind og skabe de "makro"-løsninger, der reelt løser barrioernes sociale problemer, skal barrioerne blive en politisk kraft og en politisk stemme, der kan stille politikere til ansvar. Kort sagt, de skal være eller have et politisk parti: regeringen skal ryste, når barrioerne taler. NGOerne og deres civilsamfundsstrategier ses af nogle som et bidrag til dette. Andre mener, at NGOerne er en forhindring.

Arbejderbevægelsen som strategi:Organisering af de fattige i klasse-organisationer - fagforeninger og partier - baseret på arbejdspladserne (produktion) fremfor boligkvarterne (reproduktion) er en af de traditionelle strategier for, at fattige kan forandre samfundet. Magt udspiller sig jo ikke i kvarterene, men på fabrikkerne og i politik. I hvertfald sådan som man traditionelt tænker magt. Men i Mellemamerika har organisering med udgangspunkt i fabrikkerne svære vilkår - dels fordi globaliseringens regler og magtbalance gør arbejdspladserne og endda selve fabrikkerne til mobile, flygtige og forbigående størrelser, som er svære at bygge en organisering på. Dels fordi fordi formelt arbejde fylder så lidt i de "fattige klassers" liv og sjældent er et livsperspektiv.

Maquilaprojektet er et eksperiment i en alternativ måde at organisere fattige på, som forsøger at læne klasseorganiseringen på arbejdspladserne op ad den sociale organisering i kvarterene. Projektet forbinder organiseringsarbejde i kvarterene med en egentlig økonomisk udviklingsstrategi (maquilaindustrien) fremfor blot en socialpolitik. Det er godt nok en udviklingsstrategi, vi mener er behæftet med mange fejl, men det skaber en (potentiel) forbindelse mellem kvarterene, hvor de fattige lever deres liv, kan mødes og diskutere frit, og fabrikkerne, hvor arbejderne i det mindste teoretisk set kan udøve magt, ved at stoppe produktionen.

Kunsten at løfte sig selv op ved skægget: MAK har før arbejdet med at skabe selvforvaltede økonomiske organisationer og arbejdspladser i storbykvarterene - produktionskooperativer, frisørsaloner, sy- og tortillaarbejdspladser, mest blandt handicappede. Det er sket med blandet held - bedst når det lykkedes os at arbejde på den uformelle økonomis præmisser.

Den slags arbejde kan ses som en slags "vi kan selv"strategi, der forsøger at tappe ind i og udnytte de ressourcestrømme, der trods alt går igennem barrioen (reparer din bil hos en fattig i barrioen, køb din tortilla i barrioen i stedet for på Oriental), eller (hvis der er særlige ressourcer og kundskaber tilstede) skabe formelle arbejdspladser i barrioen, der henvender sig til efterspørgsel i mere købedygtige dele af samfundet.

Der findes globaliseringsteorier, hvor denne slags selvorganiseret økonomisk aktivitet blandt de marginaliserede, i egne og på områder, hvor den globale kapitalisme ingen interesse viser, gives en strategisk rolle i udviklingen af et globalt alternativ. De besatte fabrikker i Argentina, hvor arbejderne driver dem videre efter at ejerne har erklæret dem konkurs og prøvet at lukke dem, nævnes tit som eksempel. Et perspektiv i disse tanker er at fattige integrerer sig selv økonomisk udenom kapitalen: en brugsforening i et fattigkvarter kunne slå sig op ved hjælp af direkte aftaler med et landbrugskooperativ eller en medarbejderejet skomagervirksomhed, f.eks. Mig bekendt er den slags pt. stadig mest en blanding af teori og halvt fordøjede rester af politik fra sandinisttiden, men det er spændende tanker.

En historisk omvej...

I de gode gamle dage i Danmark, dengang de røde var socialdemokrater og socialdemokrater læste Marx og Kautsky, byggede arbejderbevægelsen sine strategier om socialisme på tre ben, der gensidigt støttede hinanden: Partiet, Fagbevægelsen og Kooperationen.

Partiet mobiliserede stemmerne, fagbevægelsen organiserede sig ovenpå partiets rige liv i kvarterene (dengang var en fagforening på en industriarbejdsplads også stort set lig en strejkebevægelse, ligesom de er her i Mellemamerika i dag: den holdt kun så længe, det tog en arbejdsgiver at organisere en lock out, så det var i opgangene og værtshusene, at fagforeningerne og strejkerne blev planlagt). Kooperationen skabte erfaringer med medarbejderejede virksomheder og gav arbejdspladser til sortlistede faglige organisatorer.

Dette er lidt parralelt med de potentielle strategier for arbejdet i Mellemamerika, som jeg har ridset op. Nok ikke helt tilfældigt. Dengang var Danmark jo også et u-land med fattigdom, kæmpe arbejdsløshed og folkevandring fra land til by. Den gensidige afhængighed mellem strategierne tror jeg også går igen. Som maquilaprojektet forbinder arbejdspladsen med kvarteret bør vores fremtidige arbejde skabe forbindelser mellem de fattiges forskellige ressourceområder: kvarteret/reproduktionen, arbejdspladsen/produktionen og organiseringen/politik. Vi ved ikke, om det bliver en fagbevægelse, der også laver socialt arbejde og politisk repræsentation, vi skal være med til at skabe. Eller et parti, der bygger på beboerorganisering med en faglig dimension. Eller en beboerbevægelse, der også kan organisere strejker og påvirke partier. Men det strategiske perspektiv ligger et eller andet sted i den omegn.

Hvad skal MAK?

Vi skal selvfølgelig basere os på det igangværende maquilaprojekt og bruge det (og medfølgende brigadearbejde, småindsamlinger osv) til at undersøge de videre muligheder.

Målet er at udvide den lokale organisering, som skabes af/knyttes til maquilaprojektet. I forlængelse af ovenstående analyse kan vi vælge at lede i tre retninger:

- Kulturprojektet

Reproduktivt arbejde (ungdomskultur, kvinderettigheder, bandearbejde, hvad ved jeg) med unge eller kvinder (eller unge kvinder), der har en selvorganiseret og en politisk dimension. (Politik forstået som at opbygge evne til at repræsentere egne interesser udadtil, sammen med andre ligestillede).

- Det økonomiske projekt

Økonomisk arbejde, der også har en selvorganiseret og en "barriosocial"/politisk dimension.

- Det politiske projekt

Interessearbejde, der har kulturel/barriosocial og en økonomisk dimension.

- Og i Danmark: Indsamlingsarbejdet

Vi bør være parat til at prøve at samle penge ind til et fornuftigt pilotprojekt (5-20.000 USD) undervejs.

Om det bliver økonomi, politik eller kultur må afhænge af den virkelighed vi finder, og hvad vi har lyst til at arbejde med. Hvad "selvorganiseret", "økonomisk", "politisk"og "barriosocial" nærmere betyder, vil være en af øvelsens formål - her skal ordene bare forstås som retningspile.

Hvor står vi af? Hvis det viser sig, at vi bare kommer til at lave typisk "socialt pacificerende" arbejde, hvis egentlige effekt er at lade slippe staten for ansvaret, og holde de unge i ro så længe det holder.

Hvor står vi på? Hvis der bliver opbygget kapacitet til økonomisk, kulturel/reproduktiv og politisk selvforvaltning. Kravet skal være minimum to dimensioner, med politik som den ene.