”Vores unge” - erfaringer fra værtsfamilier
I Leon boede vi hos familier med mange unge. Det gav os en hverdag sammen med dem og muligheden for at følge dem i deres daglige gøremål. Flere af dem fik vi meget tætte venskaber med, og sammen med dem og deres omgangskredse lærte vi meget om det liv, der tegner sig for unge i dagens Nicaragua. Det følgende bygger på observationer og situationer, hvor vi har været tilstede samt dialoger med de forskellige familiemedlemmer.
Det er fælles for familierne, at de tilhører de lavere klasser, men ikke de absolut fattigste. For at have os boende var et minimum af overskud nødvendigt, og de unge vi har boet sammen med afspejler derfor en gruppe, der har dækket de mest basale behov, og har overskud til kulturelt og socialt engagement. Alligevel fylder social usikkerhed og bekymringer om at tjene penge til mad og tøj meget i deres hverdag, og det er svært for os at se, hvor deres overskud kommer fra.
Vi har sammen under og efter byopholdet lavet en struktureret erfaringsopsamling ved, i forskellige workshops og skriveøvelser, at italesætte vores erfaringer og viden og derefter omsætte det til skriftform. I denne artikel vil vi beskrive de erfaringer, vi har gjort os.
Vores familier var hovedsageligt bygget op som flertallet af de nicaraguanske byfamilier med faderen som udearbejdende forsørger og moderen hjemmegående med hovedansvar for de huslige opgaver. I mange tilfælde arbejder moderen hjemme med forskellige mini-projekter såsom madlavning eller syning og bidrager på denne måde til økonomien. I de familier hvor faderen ikke er til stede, overtager moderen ikke nødvendigvis rollen som udearbejdende, men fordeler forsørgerrollen, således at også de ældste af børnene bidrager til husholdningen.
Familierne har ikke så mange børn som det ses på landet, men er ofte ’bredere’ i den forstand at en husstand rummer både flere generationer, svigerbørn og eventuelt slægtninge fra andre områder i landet, som er søgt til byen for at arbejde eller studere.
Det er normen for unge par med børn at blive boende hos den enes forældre, til de er langt op i 20’erne, fordi det er for dyrt at bo for sig selv. Disse unge par overtager som oftest arbejdsfordelingen med den udearbejdende mand og kvinden, der bliver i huset og passer børn, bleer og bønner. De unge i parforhold med børn har svære kår i forhold til uddannelse og social mobilitet. De er nødt til at fokusere på at tjene til børnenes behov, og deres engagement ligger næsten udelukkende heri.
Hverdagen for de unge studerende er lagt til rette efter deres skoleskema. Ved siden af skolen bruges der tid på lektier og huslige pligter, men også på arbejde som er nødvendigt for at finansiere studierne og for at bidrage til husholdningen. Hvis de samtidig ønsker at bruge noget fritid på venner, religiøse eller sociale projekter giver det sig selv, at de har travlt, og god tid med deres familie har de sjældent. Mange af de unge ser sjældent deres fædre af mange årsager. Nogle steder er fædrene flyttet fra familierne og bor lagt væk, i andre tilfælde arbejder de så meget, at de sjældent mødes i hjemmet, og for andre er fædrene arbejdsløse og hænger ud i gaderne sammen med andre mænd. I en af familierne boede fire søskende alene og konstituerede sammen familien, fordi faderen var flyttet og moderen taget til Costa Rica for at arbejde, så hun kunne finansiere sine børns studier. Det samlede billede af familierne var således en brudt familiestruktur, hvor pligter og ansvarsområder varetages som det er muligt for at få det hele til at hænge sammen. Mange unge har mere kontakt med andre unge i studie- eller arbejdsfællesskaber, eller med voksne som er tilknyttet de frivillige fritidsaktiviteter, end med deres egne forældre.
Generelt har vi oplevet, at de unge har meget brede netværk. De kender hinanden fra skole, frivilligt arbejde med kulturelle, politiske eller sociale aktiviteter, og de støtter hinanden. De ved, hvem hinanden er, hvem de skal kontakte, hvis de har brug for støtte eller hjælp, og hvad de hver især kan. På trods af deres politiske og religiøse forskelligheder er de enige om, at der må gøres noget i Nicaragua. De har en fælles drøm om at forandre Nicaragua og skabe et liv for dem selv og deres børn, som er bedre, end det er i dag, og det binder dem sammen. De møder hver dag en virkelighed, der er svær og uoverskuelig, og mange af deres bekymringer og problemer er de samme.
For de unge der allerede har afsluttet en uddannelse, eller ikke er kommet i gang, er hverdagen noget ustruktureret og tilfældig. Den høje arbejdsløshed i Nicaragua rammer alle og kan ikke undgås, blot fordi man har et eksamensbevis fra universitetet. Alle erhverv er ramt af stor usikkerhed i forhold til beskæftigelse, og de uddannede unge må for det meste se fra dag til dag, om der er arbejde. Den økonomiske usikkerhed det medfører, frustrerer de unge, og følelsen af at have spildt en masse penge på en ubrugelig uddannelse nager mange. De unges tanker går derfor ikke blot til drømme og til frivilligt projektarbejde, men også til bekymringer om beskæftigelse – om at skaffe penge til dagen og vejen, og til livet også i morgen.
På trods af at de har alle odds imod sig, har flere af de unge et stærkt gå-på-mod. Bevidstheden om de vanskeligheder det nicaraguanske samfund byder på, og ønsket om bedre vilkår, får dem til at engagere sig. De unge, der ligger inde med en form for mentalt overskud, er generelt gode til at bruge dette overskud på forskellige projekter, som spænder fra samfundskritisk teater til aktiviteter med kirken, eller fritidstilbud for dårligt stillede børn og unge.
De unge, vi har været i kontakt med, er økonomisk og socialt sådan stillede, at de nok aldrig vil falde helt igennem. Men det er foruroligende at tænke på, at de ressourcer og det store aktive potentiale de besidder, kan ende med at blive spildt, fordi samfundet ikke modsvarer de mange gode kræfter.
Juana Dilenia - Portræt
Luís Alfonso Benedith - Portræt
Manuel Urtecho - Interview
