Projektet i Salinas Grandes
De 12 lokalsamfund ved Stillehavet nær León har fået navn efter områdets store produktion af salt. Salinas Grandes[1] virker på mange måder som en række søvnige små landsbyer langs den støvede vej, der forbinder León med Stillehavskysten – by med land. Langs vejen findes plantager med bananer, papaya og kokos, selv om området i første omgang mest af alt ligner tørkeramt slette. Ved havet findes de store vandreservoirer, hvor udvindingen af salt foregår. Havvand bliver sluset ind, og vandet fordamper. Resultatet er hvide marker, hvor store maskiner dagen lang høster det værdifulde mineral.
Salinas Grandes minder mest af alt om ethvert andet nicaraguansk udkantsområde, hvor den nærmeste by næsten kræver alle rettigheder til liv. Bag facaden gemmer der sig dog et andet, og mere positivt, billede. En italiensk organisation valgte at støtte de 12 lokalsamfund, således at der kunne opføres et fælleshus for området. Derudover har projektet medvirket i opførelsen af en lokal skole, så det nu er muligt for områdets ungdom at tage segundaria (anden del af grundskolen, red.).
Man har forsøgt at gøre fælleshuset selvfinansierende, men det er vanskeligt. Projektet ejer bl.a. en bananplantage, der finansierer foderet til projektets grise, som er den egentlige indkomstkilde, men en selvantændt brand i plantagen i foråret har sat projektet tilbage. Det betyder dog ikke, at projektet nødvendigvis er nødt til at lukke, selv om fremtiden ofte kan virke sort og usikker. En fantastisk engageret og idérig gruppe mennesker, som kalder sig teatergruppen ”Sekuan”, har gjort projektet i Salinas Grandes til deres livsopgave, hvorfor de dagligt bruger uanede kræfter, på at sikre projektets overlevelse.
Sammen med dem skabte vi vores byophold, og gennem samtaler og interviews med unge deltagere i projektet og deres forældre har vi tilegnet os viden om dets funktioner, fordele og mangler.
Det er eftermiddag. Frokostpausen er netop overstået, og vi slapper af under et træ i læ for den stærke middagssol. En let brise driver ind over projektets grund, og gør det udholdeligt overhovedet at sidde der. Grunden er smuk, og ligner ikke noget man ellers ser i området. Der er sået græs og nyplantede træer skyder op flere steder. Huset er imidlertid det man først lægger mærke til. Det er stort og opført i mursten – der er vilje og styrke bag. Der er højt til loftet, men det er egentlig meget symptomatisk for Salinas Grandes: Dér er der også højt til loftet og plads til at tænke stort – selv om realiteterne ikke altid muliggør realiseringen af tankerne i praksis.
Fire unge kvinder befinder sig dagligt på projektet i Salinas Grandes. Reina og Andrea er ansat på biblioteket og handicapskolen, søstrene Brenda og Zeneyda har selv været i projektet som unge, og deltager nu i aktiviteterne med andre unge i forbindelse med teater, murmalerier og andet. De er alle fire enige om, at projektet er godt for området, og det er der mange grunde til. De to søstre har selv boet i området inden projektet dukkede op, og de beskriver begge, hvordan tidligere projekter blot ”er kommet og gået”. Dette projekt har været meget mere konsistent, og desuden har det skabt grobund for en masse nye aktiviteter og initiativer, som der hverken har været plads eller mulighed for tidligere. Andrea lægger vægt på, at der sammen med projektet er blevet opført et hus, således at de 12 lokalsamfund har fået en fælles base: ”Nu har alle i området et sted at mødes til rekreation og forskellige aktiviteter”.
Denne base udgør måske også den vigtigste ramme for projektet. Det er her områdets første bibliotek har til huse, og det er her handicapskolen ”Los Pipitos” har fået egnens første afdeling. Begge dele har der været alvorlig brug for, da man tidligere har været nødt til at tage til León for at låne bøger. Selv om udvalget af bøger i det lille bibliotek er beskedent set med danske øjne, er det et klart fremskridt for lokalbefolkningen og for de børn og unge, der forsøger at blive fortrolige med bøgernes verden. De lokale børn med nedsat kunnen har også fået deres eget sted, således at de nu, på lige fod med normale børn, har ret til læring. Los Pipitos er Andreas hjertebarn: ”Jeg havde aldrig troet at jeg ville kunne lære handicappede så meget”, og hendes glæde herved overskygger, at der fortsat mangler pladser til alle områdets børn. Hendes højeste ønske er, at Los Pipitos får mere plads, så flere kan blive hjulpet.
Dette kan dog have lange udsigter. Brenda og Zeneyda er enige om, at der ligeledes mangler plads til at udfolde sig kreativt. Godt nok har projektet en stor grund, men som det er nu, er der kun et stort rum, hvor der kan danses og øves drama. Det samme rum bliver brugt til diverse møder mellem repræsentanter fra de forskellige lokalsamfund og andre fællesaktiviteter i området. Ikke desto mindre er søstrene lykkelige for de aktiviteter, der allerede eksisterer i og omkring huset, og som de selv har deltaget i, da de var yngre. Specielt projektets opførelse af en segundaria sætter de meget højt, og ifølge Brenda er det ”takket være den,” at hun har kunnet fuldføre sin segundaria.
Nu er det imidlertid de kreative aktiviteter, der præger de to unge kvinders deltagelse. Begge er meget aktive i diverse teaterprojekter, som de af og til opfører i León. Desuden bruger de tid på at lave forskellige murmalerier – hovedsageligt på nogle af områdets bygninger. Disse kreative komponenter er også meget vigtige, da de ”skaber organisering og tilhørsforhold mellem forskellige mennesker”, siger Zeneyda. Her tænker hun på organisering internt i lokalsamfundene, men det er også en vigtig pointe for hende, at de som en samlet gruppe har lettere ved at modtage besøg fra andre kulturer. Udover besøg fra andre kulturer og lande, har projektet gjort det muligt for personerne på landet at mødes med bybefolkningen, da både unge og voksne fra León deltager i projektet og dets aktiviteter. Dermed er forbindelsen og grundstenen til kulturudveksling mellem land og by i Nicaragua også lagt.
Brenda og Zeneyda har desuden en anden mærkesag. Begge er de blevet gravide i en meget tidlig alder, og de mener derfor, at det er vigtigt at oplyse unge om seksualitet og prævention. Dette er også et af projektets elementer, og tilmed et element af temmelig stor betydning, hvis områdets unge kvinder i fremtiden skal have mulighed for at selvstændiggøre og videreuddanne sig.
De unge er dog ikke de eneste, der får noget ud af projektets aktiviteter. Vi fik lov til at overvære en evaluering iværksat af UNICEF, som også støtter projektet. En række forældrerepræsentanter fra de 12 lokalsamfund skulle på baggrund af en evalueringsmodel beskrive projektets arbejde. Generelt udtrykte repræsentanterne stor tilfredshed med projektet, men de påpegede også dele der kunne udvikles og forbedres. På positivsiden kunne bl.a. nævnes et stop volden-initiativ, information om prævention, Los Pipitos og en tilknyttet psykolog, som informerer forældrene om børneopdragelse, kommunikation mellem unge og forældre samt svarer på deres spørgsmål om familieliv. Det viste sig dog at være vanskeligt at omsætte den viden, de får igennem projektet, til handling i hverdagen, og der blev derfor efterspurgt støtte til det.
Alt i alt virkede repræsentanterne tilfredse med projektets aktiviteter. For de voksne var det specielt handicapskolen Los Pipitos og segundaria, der havde gjort en forskel, men det stod ganske klart, at disse aktiviteter i deres sammenhæng har udfyldt en del af et tomrum i området.
Det generelle indtryk er tilfredshed og taknemmelighed, over de muligheder projektet har medført. Både de unge tidligere brugere, nuværende deltagere samt forældre til brugere af projektet er tilfredse med dets udformning og aktiviteter, men der er et generelt ønske om udvidelse af projektet. Fra brugernes side handler det om lysten til at kunne deltage i flere aktiviteter. Fra deltagernes og de ansattes side er ønsket øget kapacitet, således at hele området reelt kan dækkes ind. Forældrene ønsker også, at hele området skal kunne benytte faciliteterne, men for dem er den største bekymring, at afstanden fra nogle af samfundene til projektets hus er for stor. Så stor at nogle unge reelt ikke har mulighed for at deltage i de udbudte aktiviteter.
Der er altså mange ideer til udvidelser. 14-årige Anna Julia, som vi en dag møder på projektets grund, gør opmærksom på, at de unge fra landet fortsat ikke har samme muligheder som de unge i byen. Selv står hun i den situation, at hun efter segundaria ikke har mulighed for at komme på universitetet, da hendes bedstemor og onkel, som hun bor hos, ikke kan betale. Men selv de få familier, der vil kunne betale for en uddannelse til deres børn, kan ikke altid være sikre på at børnene bliver optaget, da skolerne på landet ikke kan støtte eleverne, så de er rustede til optagelsesprøverne. Anna Julia mener, at boglig hjælp til de elever, der vil forsøge sig med optagelsesprøverne, ville være en rigtig god ide, da det ville give de unge på landet større mulighed for at højne uddannelsesniveauet.
Projektet har dog vanskeligt ved at påtage sig flere opgaver, da økonomien ikke er til det. Selv om der både er en gruppe iderige og standhaftige voksne, som er villige til at lægge et kæmpe stykke arbejde i projektet, og en gruppe engagerede og bevidste unge, som har lyst til at støtte op om de voksnes arbejde, er det vanskeligt for det lille projekt i Salinas Grandes at finde de nødvendige midler. Donororganisationen har afsluttet den økonomiske støtte, og forsøget på at gøre projektet selvkørende er blevet besværliggjort af fejldispositioner og uheld.
Seneste skud på stammen er opførelsen af en ovn, som Nicaraguabrigaden 2006 valgte at støtte med rejsebrevspenge. Ideen er, at unge fra projektet skal bage brød, således at man i de 12 lokalsamfund ikke behøver at aftage brød fra eksempelvis León. De unge vil på den måde holde liv i projektet, samtidig med at de får et arbejde og praktisk erfaring med at producere bagervarer.
På længere sigt er det planen at udvide produktionen, så markedet i León og byens turister kan nås. Brødet skal sælges på at være produceret af unge for at finansiere ungdomsaktiviteter, og det skal pakkes med en folder, som informerer om projektets aktiviteter og visioner. Bageriet færdiggøres i efteråret 2006, og straks herefter vil brødproduktionen begynde.
Da vi kørte fra projektet, de unge og de 12 lokalsamfund i Salinas Grandes, var det med en helt anden fornemmelse, end da vi kom derud første gang. Det der før syntes støvet, tørkeramt og ufrugtbart, har vist sig at gemme på en oase. En oase af frihed, ideer, visioner og drømme. Frihed til ideer og til at tænke stort. Frihed til at have visioner, til at dyrke drømme – og til at turde tænke visionerne og drømmene til ende. På trods af problemer og modgang er de unge og lederne af projektet generelt fortrøstningsfulde. De fire unge piger ved, at der altid vil være brug for aktiviteter med de unge, og siger: ”Så længe vi kan, vil vi blive ved med at lave dans og teater”.
