Maquilapolis
Tirsdagens program bød på fremvisning af dokumentarfilmen "Maquilapolis" ("City of Factories"), der også har været på programmet under den internationale dokumentarfilmfestival i København.
Antonio (PG regnskabsansvarlig i MAK) havde indgået en aftale med den ene af filmens to instruktører, Sergio De La Torre, om, at han skulle præsentere filmen og efterfølgende deltage i en debat denne tirsdag aften i VerdenskulturCentret. Men netop som aftalen skulle bekræftes, måtte Sergio beklageligt meddele, at han blev nødt til at rejse videre på deres promoveringstur næste morgen og præsentere filmen andetsteds i Europa. Om end det var beklageligt at blive "brændt af" med så kort varsel, ændrede det ikke ved filmens dokumentariske kvaliteter.
Filmens handling udspiller sig i Tijuana, hvor man følger en gruppe mexicanske kvinder i kampen mod deres tidligere arbejdsgivere, de berygtede fabrikker i maquilazonen. Fabrikkerne er ejet af store multinationale selskaber, der udelukkende er drevet af profit, og som ikke besidder en flig af elementær menneskelig samvittighed.
Filmen igennem følger man de kvindelige maquillaarbejdere, der har været ansat på fabrikkerne under kummerlige forhold, for siden hen at blive afskediget, idet fabrikkerne flytter til det mere profitable Østen. Endvidere bliver de "fritstillet" uden at modtage deres retsmæssige fratrædelsesløn, og for at gøre ondt værre bliver de ladt tilbage med en stærk forurenet jord som følge af efterladt fabriksaffald, hvilket får helbredsmæssige konsekvenser for flere af kvinderne og deres familier.
Som publikum bliver man introduceret for deres triste skæbner. De fortæller hver især en historie, der samlet set bliver til en sammenhængende fortælling, der sætter fokus på fraværet af et internationalt regelsæt, der kan gøre sig gældende i de "lovløse" maquilazoner. Dokumentarfilmen sætter med enkelte midler fokus på et problem, vi måske nok er bekendte med her i MAK og blandt vores ligesindede, men som desværre sjældent når fra denne udviklingsorienterede periferi ud til den almene danske befolkning. Mens rulleteksterne løber over lærredet, sidder man som publikum med en ambivalent følelse af uretfærdighed, håbløshed og dog også med en forsigtig optimisme. Denne forsigtige optimisme accentueres i slutningen af filmen, hvor det lykkes kvinderne at blive organiseret og i fællesskab få sat fokus på deres problemstillinger. Dette resulterer i et positivt output, eftersom det lykkedes kvinderne at vinde en række små juridiske sejre over deres tidligere arbejdgivere og således bliver nogle af kvinderne tildelt en slags økonomisk kompensation mod slutningen. Set i et MAK- perspektiv må dette også styrke os i vores tro på, at de ressourcer, vi sætter af til vores to maquilla- projekter, er godt givet ud og er med til at gøre en forskel og styrke disse udsatte ressourcesvage grupper ved at yde dem bistand gennem hjælp til selvhjælp.
